Jeg er stille. I går blev min elskede lille hundepige kørt ned og er her nu ikke længere. Jeg er helt knust og forstår det slet ikke. Knap fem år fik jeg lov at kende dette vidunderlige væsen. Alt for kort tid. Men jeg er taknemmelig for den tid vi fik. Jeg har så mange gode minder, selvom de lige nu mest gør uendeligt ondt. Og jeg er taknemmelig over alle de gode mennesker jeg har omkring mig der passer på mig, er der for mig og prøver at forstå mig, mit chok og min sorg, så godt de kan.
Hvis man aldrig har mistet et kæledyr, forstår jeg hvis det er svært at sætte sig ind i. Men jeg har mistet min allerbedste, mest loyale og trofaste ven, sådan føles det. Min fantastiske lille solstråle, der altid kunne få mig i godt humør, som kunne trøste og som kunne få det at komme hjem til at være en fest hver eneste dag. Og tusindvis af andre ting, som det gør for ondt at tænke på nu.
Jeg holder lige en lille pause herfra og vender tilbage nÃ¥r jeg er klar igen…
Klem
