decor details #1

Huhej. Er vist gentagne gange kommet til at love at I måtte se lidt fra den ‘nye’ lejlighed. Der vist bestemt ikke er særlig ny længere. Men here goes. Starter lige med lidt detaljer og så må vi se om jeg kan få fotograferet lidt mere overordnet også :)

Mange af de her detajlebilleder viser det J kalder ‘Emilys stillebener’. Med undtagelse af ting, der hænger på væggene. Det er hans værk. Og han er altså ikke synderligt begejstret for de Emilyske stillebener. Pigenips tror jeg han synes det er. Men jeg har da nogle små oaser rundt omkring ;) Nogle af dem har han nok ikke opdaget – eller dvs. det har han så nu. Men om ikke andet er de så blevet foreviget pr. fotografi.

Fine post- og fødselsdagskort vi har modtaget gennem tiden. En nem, billig og dekorativ måde at ‘få noget op på væggne’. De er sat fast med ‘elefantsnot’ (eller hedder det abesnot? Og hvad hedder det egentlig rigtigt?).

Reol i gangen med kasser (fra Ikea) til sko, Pennys grej, tasker o. lign. Og en lille kasse ovenpå til nøgler. Og Alexa. Der står hun fint :)

Vi har rigtig, rigtig mange bøger og film. En hel væg i stuen er dækket af reoler og for at det ikke bliver alt for ensformigt at se på ligger nogle af bøgerne på tværs og der er mellemrum med gamle æsker, figurer og vaser.

Vores sofa er selvfølgelig lyserød. Sofabordet er et Kia fandt hos en marskandiser og tippede mig om. Et tip vi er taknemmelige over for bordet var lige os og vi er mægtig glade for det :)

Vores ‘gallerivæg’ i stuen er stort set som i den gamle lejlighed, dog er der kommet et barometer, et kobberstik og et skilt med i mikset. Og lur mig om ikke den kommer til at fortsætte med at vokse.

Det var alt for nu, jeg skal hjem at spise hos søde veninder nu, så vil blot ønske jer en dejlig aften og sige på gensyn til i morgen hvor jeg fortsætter min lille tour de chambre :)

(Visited 517 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

36 Kommentarer

  1. Elefantsnot! Er helt sikker på, at det også er det, det hedder rigtigt… Det ville være helt forkert, hvis det havde sådan et teknisk korrekt navn…

  2. Jeg har arbejdet i en boghandel, og der hed det hæftemasse, der var dog ingen der spurgte om ‘hæftemasse’ der er mange ord man kan sige i stedet kan jeg sige dig :D jeg kalder det altid elefantsnot:)

  3. Fine detaljer fra dit og Js hjem. Ganske inspirerende.
    Jeg er vild med sammensætningen af den lyserøde sofa, det teakfarvede bord, det mønstrede tæppe og Pennys kurv i baggrunden. Fine farver.
    Og jeres gallerivæg er stadig ligeså fin og rar at se på, som den altid har været.

    Tak for kigget :)

    PS: Jeg kalder det elefantsnot.

  4. Så fint, så fint! Jeg bruger også tricket med postkort og lignende på væggene.. Det funker så godt! Og ja….. Elefantsnot eller abesnot?? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg siger begge ting ;) men hvad det “rigtigt” hedder, der tror jeg vist det er hæftemasse..
    God måde at indrette reolen på :)

    1. Det er bare om at gå på jagt på loppemarkeder og hos marskandisere, der vrimler det med sådanne :)

  5. Sikke nogle dejlige billeder. Jeg sidder faktisk med en pakke “elefantsnot” ved siden af mig, og der står omplaceringsbar hæftemasse.

  6. Hehe, har også forsøgt at indsmugle/skjule forskellige stilllebener i vores lille lejlighed. Det ville simpelthen ikke være “hjem” for mig uden de små rodede oaser af tingeltangel. Jeg elsker ting, hehe.

    ps. Jeg kalder det for lærertyggegummi.

  7. Hvor ser der bare hyggeligt ud! Kan godt lide blandingen af IKEA og “mormor” :-D

    PS: Hos os hedder det pædagogtyggegummi… ;-)

  8. Jeg vil gerne supplere med “konsulentsnot” – hvilket er det navn, den fantastiske opklæbningsmasse går under her.
    Kan tilføje at post-its bliver kaldt “gulere” ;-)

    Og hyggelige billeder!

  9. Tak for kigget rundt i llejligheden. I bor hyggeligt.

    Det originale navn er så vidt jeg ved: Sticky Tag. Det er i hvert tilfælde det der står på pakken her på mit arbejde. Men i folkemunde hedder det nok nærmere elefantsnot.

    Kh Katrine

  10. Hej :) jeg tænkte på hvilke reoler der er i har? vi står og skal købe nogle bogreoler og vi kan simpelthen ikke bestemme os, og så så jeg lige at jeres så fine ud :) Mvh sofie