Lones selleriburger med rødbedecreme

For nogen tid siden fik jeg denne anderledes og sundere burger hos en veninede. Den er fra et nummer af Fit Living, der bl.a. handlede om at spise flere rodfrugter, deraf burger med selleri og rødbede. Vi fik tilmed fritter af pastinak, persillerod og kartofler til, så var den ged vist også barberet ;)

TIL 4 PERSONER
1 stor knoldselleri
2-3 spsk olivenolie
grøn salat eller endnu sundere; hakket grønkål
500 g hakket oksekød
salt og peber

RØDBEDECREME
500 g rødbeder
2 dl yoghurt naturel, gerne græsk
1 fed hvidløg, hakket fint
salt og peber

  • Tænd ovnen på 200 grader. Skræl sellerien og skær den i 8 skiver.
  • Varm olien i en pande og brun selleriskiverne på begge sider. Læg dem derefter på en bageplade beklædt med bagepapir, drys med salt og peber og bag dem møre i ovnen i ca. 10 min.
  • Skyl salaten og/eller grønkålen og snit den (ret fint hvis det er grønkål).
  • Skræl rødbederne og riv dem fint. Vend rødbeder med yoghurt og hvidlød. Smag til med salt og peber.
  • Form kødet til 4 bøffer og krydr med salt og peber. Steg bøfferne ca. 3 min. på hver side på en varm (grill)pande med lidt smør og olie.
  • Læg salat/grønkål, bøffer og rødbedecreme mellem selleriskiverne.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide selleri, både som knold og stilke, men både veninden og dennes kæreste, hvoraf ingen var ubetingede sellerifans, syntes også at selleri-‘bollerne’ var rigtig lækre. Bare så ikke-sellerisympatisører ikke lader sig afskrække på forhånd.

Tak til Lone for dejlig mad :)

ENGLISH RECAP: A healthier take on the burger. The bun is replaced by slices of baked celeriac root and the ketchup by a beet and yoghurt dressing.

bloglovin

(Visited 2.654 times, 3 visits today)

Skriv en kommentar

9 Kommentarer

  1. Mmmm det ser godt ud! Jeg er ret vild med knoldselleri, men spiser det alt for sjældent, da jeg ikke ved hvad jeg skal bruge det til udover gryderetter og sådan noget. Så tak for tip :)

  2. Det lyder virkelig lækkert og er straks noteret på to-do listen :)
    Jeg har tidligere brugt bagte portobellosvampe som erstatning for burgerbollerne, hvilket også fungerer super godt :)
    – Tine

  3. Det er jo rødbedetzatziki! Det rå-æder jeg simpelthen også i store mængder som tilbehør til alt muligt. Kan kun forestille mig det er en god burger når det er i, mums!