Slip rynkehysteriet

Processed with VSCOcam with 4 preset

Foto: Ditte Lykke Ingemann Thuesen

Da jeg var i Sverige forrige weekend, havde jeg endelig tid til for alvor at læse skønhedsjournalist og -blogger, Anette Kristine Poulsens Slip rynkehysteriet – Flot hud uden hokus pokus. Kender I ikke det? Man har de bedste intentioner og ambitioner i forhold til natbordets voksende bunke af skøn- som faglitteratur (og for mit vedkommende også en avisartikel eller 10), men på en eller anden måde får man aldrig tygget sig igennem det hele. Altså lige indtil man har sådan en læseweekend eller -ferie (og her tænker jeg på den frivillige slags). Findes der i øvrigt noget bedre? Jeg tror, at min første sommerferieuge skal bruges på langs med verdens største stak litteratur af varierende art.

Nå, men tilbage til Anettes bog. For jeg er så glad for, at jeg endelig fik læst den ordentligt og ikke bare skimmet lidt hist og her, som jeg hidtil har gjort. Den er nemlig sprængfuld af noget så brugbare tips, råd og ikke mindst masser af konkret viden om hud. Og det meste er lige til at gå til, springe ud i og påføre hylsteret eller indersiden med det samme. Bogen er ikke bare nem at bruge, skrevet i et herligt sprog og krydret med masser af hudglamourøse historier (Anette kender alle og har gennem sin karriere interviewet nogle af verdens allersmukkeste mennesker, der alle ved et og andet om god hud), nej den bringer også en filosofi på banen, som jeg gerne vil abonnere på: Nemlig at vi skal stoppe med at fokusere på linjer, folder og rynker og i stedet efterstræbe sund, glødende, frisk og strålende hud. For det er det, man ser, det der er lækkert og attråværdigt. Man kan få lammet nok så mange ansigtsmuskler med botox og blive helt stram og glat (og stiv), men hvad gør det hvis resten er mat, gråt, knopret og kedeligt?

Bogen er langt fra hellig, men den er lidt skrap (og hvis I er ligesom mig, er det godt med en kærlig, velmenende pegefinger af og til!) og hvis man vil have det flottest mulige betræk, skal man ifølge Anette være parat til at investere lidt i det. Give køb på (lidt af) sukkeret, solen og i stedet få hudgode herligheder i sin mad og pleje overfladen med de rigtige sager.

Hvis du vil vide, hvad det er der virker, hvad Ole Henriksen og andre med flot hud gør og hvad du skal spise for at blive blød, glat og strålende, så kan bogen købes lige her

Tjek også Anettes blog Beauty Space for daglige skønhedsnyheder her

(Visited 538 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

5 Kommentarer

  1. Jeg har den liggende, men det er også kun blevet til et par opslag i ny og næ. Nu vil jeg da helt sikkert se endnu mere frem til, at få den nærstuderet og finde mig en læsefridag i nærmeste fremtid :o)

  2. @ Charlotte Lindhart – det må du gøre. Jeg har det ikke godt med bare at ligge ;o) Og tag fat i mig, hvis du har spørgsmål.

    @ Julia – du varmer mit hjerte. TAK.

    @ Emily – jeg behøver ingen blush i dag. Rødmer helt om til ørerne.

    1. @bookworm – for mig handler det også om, at rynker får alt for meget opmærksomhed taget i betragtning, at det slet ikke er dem, der gør folk mindre friske at se på. Mit ærinde i bogen er at give en opgraderende (og samlet) opskrift på, hvad der virker på HELE hudkvaliteten. Skriv til mig, hvis du vil have et gratis kapitel til download.