Guide: Glamourøse Hollywood-krøller

Selvom jeg er mest begejstret for lidt rodet, vildt hår til hverdag, så holder jeg af at tæmme manen lidt til særlige lejligheder og min yndlingsfestfrisure er klassiske, bløde, udbørstede krøller, som man kender dem fra Hollywoods guldalder. Og det er da også sådan, mit hår skal se ud i aften.

Det er langt fra svært (det handler primært om hvordan man vinkler krøllejernet) og ej heller specielt tidskrævende. Det tager mig ca. 30 minutter fra start til slut og jeg har meget hår.

Trin-for-trin guide nedenfor :)

Hvad skal I have for noget hår i aften?

ENGLISH RECAP: Step-by-step guide to elegant and polished, vintage Hollywood glam waves.

Start med rent og tørt hår. Ikke noget med vådt eller let fugtigt hår. Helt tørt.

Mine favoritter til hestehåret for tiden er den plejende Ultra Riche-linje fra L’Oréals Hair Expertise-serie. Shampoo og balsam og så en super olie, som jeg sprayer i vådt hår, for derefter at rede det igennem og lade det lufttørre. De dufter let af kokos. Stort plus synes jeg, men så er I advaret, hvis kokos ikke lige er sagen.

Børst det tørre, rene hår grundigt igennem. Det er ikke et hit at ‘bage’ filtret hår og knuder med et krøllejern.

Spray en varmebeskyttende spray i hele håret.

Jeg bruger Ever Sleek Smoothing Mist Heat Protection fra L’Oréal Hair Expertise. Den er egentlig tænkt til at bruge inden man glatter håret. Det gør jeg aldrig, men jeg krøller ofte med den og det fungerer altså også glimrende. Får mere holdbare, ‘elastiske’ krøller stort set uden krus, når jeg bruger den og håret bliver blankt og lækkert at se på.

Sæt majoriteten af håret op med en elastik eller klemme og tag en tot fra. Baner på ca. 2 cm bredde er passende.

Krøl håret tot for tot. Hold krøllejernet stort set lodret og sno håret bagom jernet. Altså væk fra ansigtet.

TIP: Jeg kan helt klart bedst lide krøllejern uden klemme. Man kan evt. lade være med at bruge klemmen eller slet og ret fjerne den med en lille tang, hvis ens krøllejern er udstyret med sådan en.

Start nogle centimeter fra hovedbunden (har du meget tyndt hår uden megen volumen, så start så tæt på hovedbunden som muligt) og vikl håret rundt om jernet væk fra ansigtet.

Fortsæt sådan fremefter lok for lok. Ved det forreste hår, tættest på ansigtet, er det særligt væsentligt at krølle bagud (så lad være med at starte der, øv dig i nakken) og her er det en god idé at starte ca. 5 cm fra hovedbunden, så man ikke får en ordentlig bule lige i panden.

Stuuuur stuuuur koncentration.

Tag forsigtet hver tot af jernet, når den er krøllet og lad den køle HELT af inden der pilles yderligere ved den.

Krøl, krøl, krøl. Jeg har meget groft/tykt hår og holder hver tot på jernet i ca. 10 sekunder. Hold aldrig håret på i længere tid. Bare se her hvor galt det kan gå.

Vær ikke bekymret over at lave lidt tætte/små krøller. De skal jo holde hele natten OG de skal børstet lidt ud, så hvis man startet med for store/slappe krøller, så er der ikke noget tilbage efter velkomstdrinken.

Færdigkrøllet. Man kunne sagtens vælge blot at lade fingrene løbe igennem og rode lidt op i håret og slutte her med lidt hårolie eller -spray.

Uanset hvad skal man lade håret køle HELT af (så holder det bedre) inden man rører yderligere ved det.

Men hvis man vil have oldschool Hollywood-lokker, så er det i gang med børsten. Gerne en af naturhår. Jeg har også en teori om at udbørstede krøller holder bedre.

Børst, børst, børst. Og giv lige dig selv det store tandpastasmil i spejlet imens. Because you’re worth it ;)

Herefter sætter/former man håret med børsten eller fingrene, som man ønsker det skal sidde.

Et voilà! Fiksér evt. håret med din yndlingshårlak eller saml spidserne med lidt olie eller serum.

De her krøller fungerer også godt (måske endda bedre?) med en dyb sideskilning. Jeg delte først håret efter at have krøllet det ud fra midterskilning og det er absolut en mulighed, men ved man allerede på forhånd at man skal have sideskilning, så start endelig sådan.

Så er det blot at tilsætte lidt mere på øjnene og røde læber (mine favoritter er MAC’s Russian Red og Topshop’s Rio Rio) og så er man klar parat til 2015!

(indlægget er udgivet i samarbejde med L’Oréal Hair Expertise)

(Visited 8.571 times, 3 visits today)

Skriv en kommentar

17 Kommentarer

  1. Hej Emily
    Først rigtig godt nytår :)
    Ville høre dig hvilket krøllejern du anvender til dette look?
    De bedste hilsner
    Stine

  2. Du ser fantastisk ud! :) Og skønt indlæg til i dag, det var lige hvad jeg stod og manglede. Så håber jeg mit krølleprojekt bliver ligeså vellykket ;) Godt nytår! :)

  3. Godt nytår, og tak fior alle dine inspirationer og tanker om småt og stort. Håber du får et dejligt 2015

  4. SÅ fint! Sådan skal mit hår også se ud i aften!! :) Tak for fin guide – smuk pige, smukt hår! Og godt nytår :)

  5. Ih tak :) Der reddede du lige mun hår krise for nytårs aften og det var oveni købet super nemt og holdt hele aftenen – super lækkert <3