Repost: Min sundhed

portrætemily

Sundhedsoptrapningsmåneden over dem alle er over os og i den forbindelse ‘genudsender’ jeg mine tanker om kost, motion, velvære og sundhed.

Indlægget her blev oprindeligt skrevet i  i efteråret sidste år i samarbejde med Duolac mælesyrebakterier. Dem tager jeg stadig og resten af min tilgang til sundhed har heller ikke ændret sig stort, så jeg fik sådan lyst til at dele mine tanker omkring sundhed og velvære med jer igen :)

Som barn var jeg lidt af et skravl og ret ofte syg, men i løbet af mit voksenliv er den trend vendt. Heldigvis. Ting ændrer sig selvfølgelig, men jeg vælger nu også at tro, at det skyldes, at jeg har fundet ud af, hvad der fungerer godt for mig og min sundhed, når det kommer til kost, motion, kosttilskud, søvn, afslapning og nydelse.

Sådan er det selvfølgelig ikke hele tiden. Af og til lever jeg dumt, kommer til at overskride mine egne grænser og tegn på sygdom og så ender det som I sommer, hvor jeg var mere syg (med lungebetændelse), end jeg har været de sidste ti år. Det tog jeg ret alvorligt og som et tegn på, at jeg ikke passede godt nok på mig selv.

Her kommer mine idéer og tanker om og helt konkrete tips til, hvordan jeg passer på mig selv og min sundhed. Og holder mig rask og glad :)

Jeg vil også rigtig gerne høre hvad sundhed er for jer og hvordan I passer på jer selv og holder jer raske og friske?

morgenmad2_zps741c315d

Morgenmad
Jeg spiser morgenmad hver morgen og det er mit yndlingsmåltid. Jeg kan nærmest glæde mig til at skulle op, fordi jeg ved, at der er noget lækkert på morgenmadsmenuen. Så hermed også et tip til dem, der har lidt svært ved at komme ud af fjerene ;) Hvad min morgenmad består af varierer efter årstid og humør, men kunne typisk være et blødkogt æg og køleskabsgrød med bær eller almindelig havregrød evt. ledsaget af et spejlæg eller en ostemad.

Jeg er ret vild med skægge og sunde toppings til min morgenmad som tørrede morbær, gojibær, bipollen, afskallede hampefrø og lignende som man kan finde på hylderne i helsekostforretninger og velassorterede supermarkeder.

duolac

Kosttilskud
Det er også om morgenen, at jeg tager kosttilskud i varierende mængder. Jeg synes den verden er ret spændene og eksperimenterer også lidt og kan kigge lang tid på hylderne i Matas, på apoteket og i helsekostforretninger, men der er en håndfuld tilskud, som jeg tager dagligt og er ret trofast overfor. Det er følgende:

  • Multivitamin. Der er masser af for og imod og det er næsten lidt af et religionsspørgsmål, men jeg tager altså en multivitaminpille stort set hver dag og supplerer i vinterhalvåret med ekstra D-vitamin. Jeg tager som regel Apovit, der kan købes på apoteket.
  • Mælkesyrebakterier. Jeg tager hver dag en kapsel med mælkesyrebakterier, fordi jeg er overbevist om at et godt immunforsvar starter med en sund tarmflora og at sundhed i særdeleshed kommer indefra. Så selvom jeg ikke skal ud at rejse eller har ondt i maven, så plejer jeg fordøjelsessystemet med masser af små, venlige superbakterier, der sørger for at min ellers noget sarte mave og immunforsvar får et kærligt boost. Lige nu tager jeg en kapsel af mærket Duolac hver dag. Det findes også som velsmagende pulver, man kan drysse på yoghurt.
  • Fiskeolie. Godt for både hele indersiden, men også huden. Kan snildt tages i kapsler, men jeg foretrækker Möllers Tran (tag den med citron!) idet den indeholder mere af alt det gode og til færre penge. Til gengæld smager det frygteligt, så lad være med at hælde det over mad eller i smoothies. Ned med en spiseske og tag så en slurk juice eller et stykke frugt lige bagefter. I perioder tager jeg også et mix af hørfrø- og kæmpenatlysolie.
  • Extras. Lige nu tager jeg Juice Complex (superbær og -frugter i kapselform) fra VitaViva og spirulina. Det kunne også være Chlorella og Q10. Det svinger lidt efter sæson og humør. Og det er i denne kategori, at jeg er knapt så trofast og lidt mere eksperimenterende.

10tingseptember2_zpsaa3f2e8b

Planlægning
Det er måske et pudsigt punkt at have med i et indlæg om sundhed, men at planlægge og sætte realistiske (ok, her halter det lidt/der er plads til forbedringer) mål for hvad jeg skal og kan nå, er en kæmpe hjælp. Det gør, at jeg ikke skal have alle planer, gøremål og aftaler i hovedet og giver mig et overblik, der gør at jeg nemmere kan slappe af, når det er tid til det.

rainbow1_zps54d057da

Kost
Det kunne blive et kæmpe punkt og også her kan man bevæge sig ind på nærmest religiøs grund efterhånden. Jeg spiser ikke efter nogen særlig diæt eller princip og jeg spiser med glæde al slags mad, så længe det er veltilberedt og af en ordentlig kvalitet. Og fra dyr der har haft det nogenlunde rart. Jeg har aldrig talt kalorier eller været på en decideret kur og for mig handler det om at nyde mad (med måde), fodre kroppen med noget ordentligt og mærke efter, hvornår man er mæt.

Jeg spiser oftest en ret plantebaseret kost og trives virkelig godt på den. Det er mest af hensyn til miljø og dyr (og min pengepung), men det fungerer også rigtig godt for mit velbefindende og mit energiniveau og jeg synes, det er sjovt at lave måltider, der ikke nødvendigvis har kød i centrum. Få inspiration til grønne måltider i det her indlæg.

Men jeg spiser altså også kød af og til og jeg kan stadig drømme hede drømme om denne her bøf. Ligesom stegt flæsk med persillesovs er min livret ;)

ib9_zps9f198c0e

Motion og friluftsliv
Jeg elsker at være ude i naturen og at bevæge mig. Sådan har jeg ikke altid haft det. Tvært imod. Som barn var jeg dårlig til næsten al idræt. Det eneste jeg ville og var god til, var at ride og det gav heldigvis også en lyst til at komme ud i naturen. Men ikke til motion sådan rigtigt. Det var først noget, der kom, da jeg var i starten af tyverne og fandt ud af, hvor essentielt det var for mit velbefindende og energiniveau. Og det var så motiverende, at jeg er fortsat op gennem tyverne omend med forskellige former for motion.

Det seneste års tid har jeg løbet en hel del (og nyder at jeg kan igen ovenpå en ankeloperation forrige vinter) og for tiden løber jeg 25-30 km om ugen fordelt på 3-4 ture og altid med verdens bedste, gladeste og mest motiverende løbemakker. Som jeg også går en frygteligt masse ture med. Jeg ville egentlig også gerne i gang med at dyrke yoga igen, noget jeg har været glad for tidligere. Det må blive et vinterprojekt :)

Jeg kunne godt tænke mig at skrive et indlæg om at løbe, hvis det er noget, der er interesse for?

paeligon2_zps7ca976de

Selvforkælelse
Jeg elsker at forkæle andre og hygge om folk, men jeg tror også på, at det er vigtigt at kunne gøre det samme for sig selv. Så jeg forærer mig selv blomster hver torsdag, arrangerer hygge-hjemme-spa-aftener for mig selv og så taler og tænker jeg pænt om mig selv. Og min krop. Der er alt for mange (unge) kvinder, der bruger alt for meget tid på at tænke dårligt om dem selv. Det tror jeg ikke man bliver hverken gladere eller smukkere af. Det kan næppe være motiverende. Giv dig selv et kram og køb et bundt blomster.

lille2_zpse649b245

Afslapning
Ok, denne her er min største udfordring. Jeg er ekseptionelt dårlig til at slappe af i klassisk forstand. Jeg bilder mig selv ind, at jeg slapper af når jeg løber (det er i alle tilfælde afstressende og meditativt for mig), men det tæller vist ikke rigtigt. Så nu øver jeg mig i at tage pauser. Også selvom jeg ikke er færdig med alting (det bliver man alligevel aldrig) og i løbet af dagen. Og det der fungerer bedst for mig, er at læse.

juicetur7_zps7fe943b0

Juicetur
Det nærmeste jeg kommer en kur er at tage en ‘juicetur’ en gang imellem. Jeg synes det føles som om, jeg får renset lidt ud og givet mavesækken en pause og tid til at ‘nulstille’ sig. Så af og til tager jeg en juicedag (kun én dag, gider ikke mere) hjemme. Og så drikker jeg ofte friskpresset frugt- og grøntsagssaft sådan helt generelt. Er sikker på at det er flydende sundhed :) Læs mere her og her.

lille1_zps6744e517

Nydelse
Jeg tror på, at det er vigtigt at nyde (og give sig selv lov til det) en masse ting, men holder mig lige til mad i denne omgang ;) Jeg elsker lækkerier, kage, chokolade, godt brød med masser af smør, hvid, hvid pasta og andre syndige sager. Jeg spiser dem ofte og jeg nyder dem. Jeg spiser dem med måde og så kunne jeg ikke drømme om at give mig selv dårlig samvittighed imens. Eller efter. Du hører aldrig mig sige, “nå, men så må jeg løbe en ekstra lang tur i morgen”, efter at have spist et stykke kage. Jeg fører slet ikke den slags regnskaber.

bed6_zpsb9b094e8

Søvn
På ét punkt har jeg været virkelig dum, de sidste mange år. Jeg ved egentlig godt, at jeg trives allerbedst med ca. 8 timers søvn og at det er at forestrække, hvis de 8 timer ligger i tidsrummet mellem 22 og 6. Alligevel har jeg været en skurk og ‘lånt’ lidt timer, lidt for ofte lige akkurat i det tidsrum. For når der er for lidt timer i døgnet, kan man jo bare sove lidt mindre ikke? Fejl! Men det har jeg først for alvor forstået nu og der var min lungebetændelse i sommer altså en stor øjenåbner. Nu har jeg en aftale med mig selv om, at jeg skal ligge i min seng senest kl. 22.30 alle hverdage og gerne før. Og det virker altså på både humør, energi og udseendet ikke mindst :)

Nu glæder jeg mig til at høre, hvad der giver jer sundhedsfaktor?

(Visited 1.779 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

25 Kommentarer

  1. Orv et godt og velskrevet indlæg. Jeg har personligt et problem med min søvn… er elendig til at få søvn nok. Vågner tidligt og har svært ved at falde i søvn. Har prøvet alverdens ting – lige nu er jeg på jagt efter en ny bedre seng.

    1. Mange tak, ævs med søvnen. Måske løsningen er at gå tidligere i seng? Men ja, ny seng kan også gøre en stor forskel…

  2. Dit forhold til sundhed er super inspirerende. Jeg er så træt af snak om slankekure and what not :( Jeg tror virkelig det hele handler om at finde en fin balance og aller vigtigst at kunne nyde livet og samtidig være glad for sig selv.

    Jeg elsker hjemmelavet juice, og juicedage lyder som en rigtig spændende idé – hvilken jucer bruger du? :)

  3. Godt indlæg – jeg er fan af din indgangsvinkel!

    Sjovt nok er jeg ved at lave et lignende indlæg til min egen blog og det minder rigtig meget om dit. Jeg kunne leve af grøntsager og chokoladekage med nødder!

  4. Når du siger “efteråret sidste år”, så mener du 2014, ikke? Ellers er min tidsfornemmelse da helt ude at sejle, for jeg synes nærmest lige jeg har nydt det her indlæg haha (:

    Der er så evigt mange gode tip, så tak for lige at genopfriske. Det sværeste for mig er nok kosten. Jeg er uendeligt kræsen (på den voksne måde – ikke på den forkælede!), og det sætter bare så forfærdeligt mange begrænsninger for, hvad jeg kan spise. Ville elske at kaste mig over sådan et lækker plantemåltid, som du viser, men det nytter bare ikke rigtigt noget, når jeg ikke kan lide halvdelen af ingredienserne. Øv..

    1. Jo, sidste år, altså 2014 :)
      Av, ja det må være svært når man er kræsen. Jeg har en del ting jeg ikke kan tåle og det er også møjbesværligt…

  5. Hvor er det bare rart, at du også inddrager den mentale sundhed! Det mangler der i den grad fokus på – specielt her i januar, hvor folk tænker sundhed=fitnesscenter/ingen slik.

    Hvis jeg ikke passer mit mentale velvære – laver lidt for mange planer, tænker for lidt på mig selv og ikke får slappet nok af – ja, så bliver jeg syg. Uanset, hvor sundt jeg har spist. Og det er altså aldrig sjovt.

  6. Super indlæg – sikke en masse dejlige vaner!
    Ville elske at drikke en masse frisk juice, men synes det lyder dyrt – og besværligt med rengøring :-/ Måske et det bare indtil man kommer i gang…
    Ja tak til løbe-indlæg – må simpelthen i gang! Min krop er blevet noget slap og kedelig efter graviditet og mange timers amning og sovende-baby-på-arm i sofaen ;-) Knus Tanja.

    1. Det er ikke så dyrt endda. Man kan snildt juice gulerødder, æbler, kål og lignende. Men jo, regøring er lidt besværligt…
      Kram igen :)

  7. Altså Emily, du er virkelig en af de mest inspirerende personer!
    Som jeg før har kommenteret til dine “små ting” indlæg så formår du virkelig at inspirere til at værdsætte livet og kramme sig selv. Dine indlæg får mig altid helt ned i gear og giver mig lyst til at være tilstede i livet.

    Og selvom jeg også læste dette indlæg første gang, nyder jeg at genlæse det. Faktisk er størstedelen af dine indlæg virkeligt egnede til at læse igen og igen.
    Det gik lige op for mig at du faktisk er gået hen og blevet min yndlingsblog

    1. Åh, det var vel nok en dejlig kommentar! Tænk at mine små indlæg kan fremkalde sådan en følelse. Det gør mig rigtig glad og lidt stolt :)
      Tusinde tak og mange klem

  8. Ja tak til et indlæg omkring løb
    Skal selv i gang igen og kunne være rart med lidt fif og power talk :-)

  9. Rigtig fedt og inspirerende indlæg! Du rammer spot on på mange af de “projekter” jeg selv er i fuld gang med, både nye vaner som skal implementeres og gamle som måske lige skal have et eftersyn. Tak for god læsning! :)

  10. Mange gange ja tak til et indlæg om løb! (er netop begyndt igen efter længere tids pause)

  11. Det var et virkelig godt indlæg. Tak for det, elsker at “lære dig lidt at kende”.
    Sov godt, klokken er snart 22.30 :)

  12. Det her indlæg er så inspirerende og motiverende for mig. Jeg genlæser det til tider (som for eksempel lige nu), og det er simpelthen den bedste opskrift til en fornøjelig og energisk hverdag! Tak for det :)

    1. Wow Lise, dét gør mig virkelig glad at høre! Dejligt hvis jeg kan bidrage på den måde :)

  13. Dette indlæg har jeg læst nogen gange, og nu slår det mig hvorfor det er så tiltrækkende for mig. Det er den naturlige, varme, og rare måde du beskriver sundhed på. Holistisk tilgang, det er hele dit menneskeliv der skal omsluttes af “sundhed” og det kan jeg godt lide. Savner, som ivrig bloglæser, sommetider den nuancerede opfattelse af sundhed. Jeg kommer nemt til at fokusere på min sundhed som noget med min kost og motion efter en omgang nærlæsning af diverse blogs. Falder i fælden når jeg kommer til at sammenligne og fejlfinde, og dermed konkludere på for snævre parametere. For det er jo ikke alene den vildt skønne løbetur efterfulgt af total sofa splat der giver energi, men også at der i sofaen ligger et farverigt varmt tæppe og at kaffen er i en smuk kop, som står ved siden af en buket forårsbebudere. Bare et eksempel, for det er her dit indlæg inspirerer mig, til at se og skabe sammenhænge der rummer nuancer og åbner for muligheder udover at skærpe træningen eller eksperimentere med endnu en kost der skulle give energi og sundhed. Tak for det. Er allerede i gang og har købt en kropsbørste jeg bruger, mens jeg lader tankerne spinne rundt og finde ud af hvad dagen kan bringe af glæde og sundhedsskabende muligheder.

  14. Et super fedt indlæg. Dejligt inspirerende! Et løbe-indlæg kunne være vildt sjovt! Gerne med et par tips til nybegyndere, der måske ikke ønsker at se løb som en måde at tabe sig på men også mere en meditationsagtig måde at gøre noget godt for sin krop?
    Tillykke med bogen, den er for sej.
    Hej!