Når man savner

Jeg er helt ramt i dag. Og føler mig overvældet og sårbar. Savnet efter min mormor er så stort og selvom det ikke er konstant og jeg bestemt også er glad og hygger mig, så rammer det hårdt af og til. Som her til morgen.

Det startede ellers godt og tidligt (!) til fitness sammen med hende her (som er min tidligere kollega fra Noise og nu nabo) og alle Bryggens andre stramme damer. Altså i ordets bedste forstand. Hold nu op nogle veltrænede piger, der huserer på holdene i Fitness World herude. Glæder mig til, jeg kan følge nogenlunde med. Det kan godt være, at jeg er en flittig og nogenlunde hurtig løber, men jeg er virkelig også en slapsvans.

Og selvom endorfinerne galoperede rundt i kroppen, så blev jeg alligevel trist, da jeg kom hjem. Fordi jeg for 117 gang lige havde lyst til at ringe til min mormor, for så at komme i tanker om, at det kan jeg ikke. Nogensinde igen.

Først tudede jeg lidt (tænker at det også er meget sundt at give sig selv lov til at være ked af det) og så ringede jeg til min mor. Og så gjorde jeg rent og ryddede op. Det virker underligt nok hver gang.

MEN jeg prøver nu altså alligevel at glæde mig over de små ting. Faktisk ekstra meget lige nu. En fin buket blomster og en sød gave. At mine bedste veninder kommer til middag i aften. Og at min eftermiddag er fyldt med spændende møder. Det er nemlig en forbandelse at arbejde hjemmefra, når man er trist, så det bliver dejligt med en eftermiddag rundt i byen.

Og så glæder jeg mig faktisk utroligt meget over jeres kommentarer. Mere end I sikkert aner. “Hvad smiler du af”, er et spørgsmål både min mor og min kæreste har stillet mig, når jeg sidder bag computerskærmen og det er altid, når jeg læser og svarer på kommentarer fra jer :)

(Visited 3.219 times, 2 visits today)
KREAM

Skriv en kommentar

29 Kommentarer

  1. hej emily.
    Det er mærkeligt, hvordan ting falder sammen. jeg har selv lige mistet en tæt på mig, og hvor meget sorgen fylder er kommet bag på mig. den har næsten været umulig at flygte fra. det kan være man skal prøve dine tips med at gøre rent – hvilket der også virkelig ikke er blevet gjort meget siden dødsfaldet.
    det er en smuk tanke, det med at holde øje med de små ting, hvilket jeg vil prøve at værdsætte omkring mig.

  2. Kære Emily.
    Jeg er ked af at læse, at du har mistet din højt elskede mormor. Jeg mistede selv min far for tre år siden. Det hårdeste jeg nogensinde har oplevet og jeg kunne ikke andet en græde. Men heldigvis bliver der også plads til smil og grin igen. Jeg kan huske, at der var en, der skrev til min familie, at sorg er kærlighed uden modtager. Den lille sætning ramte plet for mig og kom til at betyde rigtig meget. Samtidig kunne jeg høre sangen Lyse Nætter med Alberte igen og igen uden at vide, hvorfor lige netop denne sang bare var helt rigtig. Lang tid efter så jeg et interview med Alberte, hvor hun fortalte, at hun havde skrevet sangen efter sin mors død – måske ikke så underligt at sangen ramte mig.
    I dag savner jeg ham stadig og ville ønske, jeg kunne dele mine oplevelser med ham. Men sorgen er slet ikke så tung mere (dog rammer det stadig hårdt engang imellem). Så selvom man mister en af hovedpersonerne i sit liv , bliver alting godt igen – på uforklarlig vis. Heldigvis :)

  3. Hvor er jeg ked af at høre din mormor er gået bort. Har flere gange læst dine glimtvise fortællinger om jeres fineste venskab, og tænkt hvor er heldig du dog er, at du har haft din mormor så længe.
    Tror sorg er en af de følelser, som vi ikke er så gode til at dele, selvom det jo er en ligeså rigtig og vigtig følelse som glæde. Synes du deler dine følelser så smukt, og vil helt sikkert tage rådet om at rydde op og røre rent med mig, til når en tung dag rammer mig. KH og masser af gode tanker

  4. For mig er det noget af det mest forløsende at græde, fordi jeg tillader min krop at være trist og tillader mig selv at være ked af det. Det skal man engang imellem – så skal man nok blive glad igen.
    Og sejt med Fitness World, altså!
    Knus til dig, Emily. Og tak, fordi du deler, også når det er svært.

  5. Kære Emily
    Godt at du har gode ting på programmet og gode mennesker omkring dig – det gør det triste lidt nemmere at bære.
    Mange tanker til dig

  6. Det er helt sikkert i orden at være ked af det, og det skal du give dig selv lov til. Jeg er af den overbevisning, at hvis du lader dig give slip, så bliver det hurtigere nemmere med tiden, at acceptere at tingene har ændret sig.
    Jeg frygter selv den dag min mormor dør, selvom jeg allerede har mistet hende til alzheimers. Så jeg føler ekstra med dig.

  7. Jeg havde det på samme måde da min bedstemor og bedstefar døde, det er 3 år siden min bedstefar døde, og jeg kan stadig græde over tabet af ham. Så alt det du beskriver er fuldstændig naturligt. Og synes det er så flot at du har lyst til at dele den slags med os herude. Rigtig god dag og aften til dig :) og alle andre :)

  8. Kære Emily

    Det er virkelig sjældent, at jeg kommenterer på blog, selvom jeg dagligt læser med. Men nu kan jeg ikke lade være, for selvom jeg slet ikke er i tvivl om, at du har mange kærlige mennesker tæt på dig, så føles det underligt at læse om dit store tab for bare at klikke videre.

    Så jeg vil sende dig et virtuelt kram (det må man vel netop gerne her i cyberspace, i virkeligheden ville det nok være lidt underligt) :)

    Jeg mistede selv min elskede bedstefar i 1998 og min ligeså elskede mormor året efter. Det er stadig en stor sorg for mig og fra tid til anden overmander tristheden mig stadig. Især når jeg kigger på min datter på 2,5 og inderligt ønsker, at hun kunne have lært dem at kende og omvendt.

    Mange tanker til dig!

  9. Tak for endnu et fint indlæg om sorg og savn.
    Jeg har lige mistet min farfar. Efter 3,5 måneders rejse rundt i verden var jeg spændt på at fortælle ham om mine oplevelser, men han døde en uge efter jeg kom hjem. For syg til at snakke med og med store smerter.
    Jeg er så glad og taknemmelig for at jeg nåede hjem, men jeg føler en form for uretfærdighed alligevel. Jeg var slet ikke klar til at han skulle forlade os.
    Jeg forstår din sorg og dit savn rigtigt godt, og jeg håber at sorgen kan blive til glæde og taknemmelighed – det håber jeg ihvetfald for mig selv.
    Knus Laura

  10. Kære Emily, jeg tror bestemt, at det er sundt at give sig selv plads til at være rigtigt ked af det indimellem. Det er tydeligt, hvor meget I betød for hinanden. Sorg er sådan en kompliceret størrelse, der på den ene side fremhæver alt det fantastisk fine og smukke, man gerne ville dele, og på den anden side at det netop ikke kan lade sig gøre.

    Selv kan jeg godt lide Viktor Frankls tanker om sorg, at man kun kan undslippe sorgen ved at være den der dør først og bliver sørget af andre, og i det perspektiv skåner du gennem din sorg hende for at skulle sørge dig (han formulerer det mere elegant, end jeg kan…). Det gør ikke sorgen mindre, men det giver den muligvis lidt mere mening. Og som han også siger: “In the past, nothing is irretrievably lost, but rather, on the contrary, everything is irrevocably stored and treasured”.

  11. Kære Emily

    Åh hvor jeg føler med dig. Det er så trist :-(

    Jeg ved, at du får det bedre, men jeg ved også, at det tror man ikke lige nu.
    Du vil helt sikkert altid savne, elske, mangle din mormor, men tro mig det bliver lidt lysere.
    Ved godt det er svært at tro lige nu, og i bund og grund, har man bare brug for at være i sorgen. Og det skal man være lige så længe, man har brug for det.

    Tænk på din mormor, græd når du har brug for det, forkæl dig selv og ikke mindst tal, tal og tal om hende <3

    Vil lige nævne en sang, som jeg synes du skal lytte til – det er det danske band Noah, "Dine fodspor".

    Knus og kærlige tanker
    Karina

  12. Jeg mistede min mor for snart 5½ år siden, og de første mange år, havde jeg svært ved, at jeg ikke bare kunne ringe til hende, og fortælle hende et eller andet eller en skulder at græde ved. Det er blevet bedre, men savnet kommer stadigvæk en gang i mellem

  13. Jeg har lige i mandags sendt min kæreste til Afghanistan. Og det gør ondt! Ikke hele tiden, men tit. I sær når der er noget jeg gerne vil dele med ham, men det bare ikke er muligt. Jeg ved godt, at det at miste en for altid langt fra er det samme, men jeg bilder mig ind, at følelserne nok ikke er så forskellige. Og ensomheden. Og så absolut forbandelsen ved at arbejde hjemme. Jeg håber og tror dog på, at det bliver bedre – for det skal det! :) kram

  14. Hej søde Emily
    Jeg kender dig ikke (og dog, har fulgt din blog i årevis nu) men jeg forstår virkelig din sorg og dit savn! Det er 1 1/2 år siden min farmor døde og jeg ville ønske jeg kunne sige det bliver nemmere. Det gør det ikke helt, savner hende stadig helt ufatteligt og får stadig lyst til at ringe til hende for at komme i tanke om at jeg ikke kan. MEN jeg kan fortælle dig at du har fat i det rigtige med at glæde dig over små ting. Hver gang jeg savner min farmor, tænker jeg på alle de skønne minder vi har og hvor meget hun har betydet for mit liv og så vendes sorgen til glæde over nogen så særlig var der for mig. Tænk begynder helt at græde af bare at skrive det her. Du må endelig lade dig selv savne og mindes hende, man “vænner” sig heldigvis mere og mere til tanken om at denne særlige person ikke længere er her, men de dejlige minder vil altid være der :)
    Og det virker til du har dejlige venner og en sød kæreste der kan muntre dig lidt op når rengøringen ikke hjælper ;)

  15. Årh, sødeste Emily.. Av, av! Sådan nogle dage er aldrig sjove, men jeg tror, at de er vigtige. Jeg håber, at det måske kan hjælpe lidt at få at vide, at du indirekte har holdt mig i live i år. Det lyder superdramatisk, det ved jeg godt, men det er sandt. I starten af året (og det meste af 2014) var jeg helt færdig. PTSD efter en voldtægt, angst og en meget tilstedeværende depression fyldte det meste af min hverdag. Jeg var heldig hvis jeg overhovedet faldt i søvn og ubeskrivelig heldig hvis de få timers søvn ikke blev afbrudt af mig selv, der skreg mig vågen. Det var slemt. I februar begik en af min brors venner selvmord og pludselig kunne tanken ikke slippe mig. Jeg ville heller ikke være her mere. Min morbror inviterede mig på en tur til Paris. I dagene op til kørte der nogle linjer fra en John Mayer sang i hovedet på mig, mener det er Frank Ocean, der synger “Back in Paris you told me you were suicidal, it’s not a vacation if I lose you to the Eiffel”. Jeg stod på toppen af eiffeltårnet og sangen kørte i mit hoved, da min 12-årige kusine kom hoppende hen til mig og spurgte om vi ikke skulle tage et selfie. Og det var der det hele begyndte at vende. Da jeg kom hjem begyndte jeg at tage dine råd. Jeg tænkte hver morgen på det jeg glædede mig til i løbet af dagen, selv de dage hvor det bare var en ekstralang lur. Jeg gav mig selv små gaver, en bog, nogle blomster. Jeg stoppede med at spise kød, min psykolog sagde, at det måske ville mindske min angst. Og det gjorde det. Jeg skrev til dig og spurgte ind til litteraturvidenskab og du svarede mig så ærligt omkring det, at det gav mig mere blod på tanden, så jeg skrev en ansøgning, kom til samtale og nu skal jeg starte på Syddansk Universitet og flytte til odense med nogle af mine bedste venner. Derudover inspirerede et indlæg du engang skrev mig til at gøre det vildeste jeg nogensinde har gjort. Jeg fik en helvedes masse penge tilbage i skat og i feriepenge, og jeg vidste jo godt, at jeg burde gemme dem, spare op, være smart. Men i stedet tog jeg ned og for at gå El Camino de Santiago. Jeg nåede kun 200km inden min hofte begyndte at gøre så ondt, at jeg måtte give op, men de få uger jeg var afsted var nok de mest livsbekræftende i mit liv. Jeg har lært at være taknemmelig på en hel ny måde, jeg er blevet mere udadvendt, gladere, mere spændende og mere spændt over at være i live. Og ikke desto mindre har jeg lært, at tingene er hvad de er. Ikke mere og ikke mindre. En simpel, og skidevigtig, lektie jeg har manglet. Der er sådan en saying på caminoen, som jeg også har taget med mig hjem. Hvis du virkelig behøver noget, og du beder rigtig inderligt om det – så skal universet nok give dig det. På caminoen betyder det en siddeplads i skyggen efter flere kilometer i bragende solskin, eller en butik med udsalg på vandresandaler, når dine støvler er begyndt at give dig vabler. Jeg beder universet om at give dig en bedre dag i morgen og hver dag fremover. Du er et eminent menneske, og jeg er dig evigt taknemmelig.

  16. Kære Emily.
    Jeg forstår dig fuldt ud..jeg har selv lige mistet min højt elskede far og jeg savner ham hver eneste dag. Jeg forsøger at finde ttøst i alle de gode minder, men det er så frustrerende ikke at kunne få nye minder sammen. Jeg har også haft en tudetur i formiddags, da jeg læste nogle gamle hilsner fra ham. Åh hvor ville jeg bare gerne holde ham i mine arme og snakke med ham. Han var min store klippe. Døden er ikke altid det værste der kan ske, da min far havde store smerter til sidst..men det er bare så definitivt. Men jeg kan mærke ham omkring mig altid og ved at han passer på mig.
    Mange store kram fra mig

  17. Kære Emily.
    Jeg kan så godt genkende alle følelserne, som du har beskrevet i dine indlæg, der handler om sorg og savnet af din mormor. Jeg mistede min elskede farmor for halvandet år siden, og sorgen var næsten ikke til at bære. Jeg græder stadig engang imellem, fordi savnet er så stort, og livet er så anderledes uden hendes nærvær. Men det gør ikke ondt i hjertet på samme måde mere, og det bliver bedre hele tiden. Nu glæder jeg mig mest over de ting jeg har tilbage – både vigtige lektier jeg lærte af hende eller gode minder om vores tid sammen. Jeg tænker meget på dig og sender virtuelle krammere! Det bliver bedre, det lover jeg.

  18. Du er så god til at sætte ord på! Jeg mistede min mor for 4 uger siden – og sorgen kommer pludseligt og i glimt syntes jeg. Det er hårdt! Og det er en slags stilstand hvor jeg venter på at der skal ske et eller andet… men det skal og gør der jo ikke… Jeg skal nu bare lære at leve med, at hun ikke er der – og at jeg ikke kan ringe til hende. Jeg forstår din store sorg og føler med dig.

  19. Varme tanker og knus fra mig til dig, Emily.

    Det forhold, du havde til din mormor, er meget lig det, jeg har med min.

    Jeg var ude at rejse for nylig, og da blev min elskede, gamle mormor pludselig meget dårlig. Hele familien var samlet hos hende, og jeg sad der, langt væk hjemmefra, ude af stand til at komme hjem med så kort varsel. Det var virkelig væmmeligt.

    Nærmest mirakuløst kom hun sig (hvis man kan sige sådan), men der er ingen tvivl om, at hun jo ikke er her i flere år. Så jeg nyder hende så meget, jeg kan.

    Det spirituelle aspekt er en stor hjælp, synes jeg. Min mormor har fortalt, at i de dage hun var lige ved at sove ind, kom min morfar og var klar til at hente hende. Det giver mening for mig, selvom jeg ikke er hyperreligiøs er jeg overbevist om, at døden kun er en overgang fra et sted til et andet. En smuk tanke, der giver ro.

  20. Kæreste Emily,
    Sender dig en masse kærlige tanker. Det med døden er noget spøjst noget. Jeg mistede selv min morfar i starten af juli. Det var første gang jeg mistede en som stod mig nært og som jeg har kendt hele mit liv. Jeg havde virkelig frygtet dagen hvor det ville ske, og havde tænkt en del over det, selvom det er noget, man ikke kan forberede sig på. Ved ikke, om jeg helt har forstået, at han ikke er her længere. Tror måske først det sker når der er kommet lidt ro på og jeg igen skal besøge min mormor.
    Men jeg fandt fra start af en “ro” ved at skrive til min morfar, ( i stedet for kære dagbog, så kære morfar) her skriver jeg små og store ting, som jeg ellers vil have fortalt. Det har hjulpet mig til at rumme at han desværre ikke er her mere.
    Tror det er vigtigt at give sig selv lov til at være ked af det og ligeledes huske at gøre nogle gode ting for sig selv.
    Jeg håber, du har haft en god aften med dine veninder.
    Kærligst Ida

  21. Hej Emily :-) Med den buket blomster … hvor er de fine … den kan hjælpe på et lidt trist humør. Man skal give sig selv lov til at være ked af det og græde, når man har mistet en man virkelig holdt af. Nogle gange er det små ting, der får en til at mindes og gøre en trist. Jeg håber du trods alt fik en rigtig dejlig dag med veninderne, møderne og alt det andet, du fik gjort i går incl. rengøringen :-) Kh Maiken

  22. Sender masser af tanker din vej! Husk at sorg tager den tid, den tager. Det sagde nogen til mig, da min far døde for 12 år siden, og det har fulgt mig siden. For nogle gange kunne jeg godt få lidt dårlig samvittighed over stadig at være ked af det, når alle andre var kommet videre.
    Sidste forår mistede jeg både min farmor og mormor med kun 7 ugers mellemrum. Det var hårdt, jeg savner dem stadig og kan også fælde en tåre engang imellem. Jeg mangler dem i mit liv, savner at kunne dele dagligdag, sorger og glæder med dem. Men hver dag bliver det lidt bedre.

  23. Jeg har selv mistet et kært familiemedlem for nyligt, og selvom det ikke er første gang, bliver det aldrig nemt. Jeg prøver at give mig selv lov til at være ked af, og give mig lov til at føle det. Jeg tror på, at når man giver sig selv lov til at være ked af det, så føles glæden også så meget bedre når den kommer. Måske det også virker for dig?
    Sender alle gode tanker i din retning.

  24. Kære Emily,

    Du har fået mange fine kommentare, men jeg vil alligevel gerne ligge en også.
    Vi har haft meget sygdom og mange dødsfald i min familie – så sorg er noget jeg har måtte forholde mig ekstensivt til.

    Jeg mistede min far for snart 9 år siden og det dukker stadigt op. Jeg oplever at sorgen kommer meget i “bølger”. Du kan have gode perioder/dage/timer og BANG så rammer det igen – og det er okay at være ked af det selv 9 år efter. Sorg er íkke noget man “kommer over”..hvis du har elsket vil den altid være der.

    Mange tanker herfra

  25. Huh, jeg kan både forstå dig – og så alligevel, heldigvis, ikke helt. For jeg har heldigvis ikke mistet én, der har så stor en betydning for mig. Men jeg frygter det altid. Og når du skriver det, at du aldrig nogensinde mere kan ringe til din mormor, så bliver den skræmmende realitet omkring livet og dets skønne som grumme så tydelig.
    Jeg ville sådan ønske, at man kunne lave om på det, selvom vor verden nok ikke ville gå op så. Men det kunne være rart, hvis den blev lidt mere rosenrød.
    Jeg håber, at savnet kan blive mere eller mindre forvandlet til nogle glædelige minder for dig snart. Et savn er så uendeligt hårdt at gå rundt med.
    Tak for, at du deler noget så dybt, Emily.