En off-dag

Jeg har haft en vaskeægte off-dag i dag. Sådan en hvor man aldrig rigtigt vågner eller kommer ind i kampen, uanset hvor hårdt man prøver. Sådan en hvor man åbner en mail, kigger på den, markerer den som ulæst, fordi man ikke lige kan overskue at svare, åbner den igen, stirrer lidt på den for så at markere den som ulæst igen. Og hvor stort set samme scenarie udspiller sig i forhold til alt andet, man burde lave og man ender med ikke at få noget som helst fra hånden.

Der er ellers ikke noget i vejen overhovedet. Jeg har sovet godt, haft en rar morgen og er egentlig i godt humør. Men det er alligevel som om, jeg fuldstændig har fået det forkerte ben ud ad sengen i dag. Og aldrig har fået det rigtige med ;)

Jeg har efterhånden lært, at man bare har sådanne dage af og til. Og at det er okay. Det er vildt irriterende og lidt frustrerende, men omvendt tror jeg måske også, at det er hjernens måde at bede om en lille pause på.

I går eftermiddags blev jeg i øvrigt mødt af den sødeste Hus Forbi-sælger, da jeg forlod min lokale Super Brugs efter at have handlet. Han ønskede mig en “Rigtig dejlig aften” og det med sådan en omsorg, et nærvær og glimt i øjet, at jeg ikke kunne lade være med at blive oprigtigt glad. Den noget opgivende og eftermiddagstrætte småbørnsmor bag mig fik samme tur og hun gik smilende derfra.

Det synes jeg var tankevækkende. Husk lige at smile til og være rare overfor hinanden. Det er energi, der smitter :)

Desværre kan jeg ikke kigge hver og en af jer i øjnene, men derfor vil jeg alligevel gerne ønske jer en rigtig, rigtig dejlig aften alligevel <3

(Visited 2.919 times, 3 visits today)

Skriv en kommentar

27 Kommentarer

  1. Jeg elsker min lokale hus forbi sælger. Han står udenfor superbrugsen på Islands brygge og han har været væk et årstid men nu er han tilbage. Han er så flink og altid frisk på lidt småsnak.

  2. Skønt indlæg, ja det er ikke sjovt at have den slags dage, men jeg kan lide at du deler, fordi man føler sig let alene i det og at alle andre er så effektive. Kunne lide det med at hjernen beder om en pause. Så er jeg ikke så hård ved mig selv næste gang jeg har sådan en dag! Håber du får en fin dag imorgen!

    1. Godt at høre Helene og ja, det er om ikke at slå sig selv alt for meget oveni hovedet med det. Så bliver det bare værre synes jeg… I dag har heldigvis været helt normal og med sædvanlig energi, så det var nok bare en lille pause, der var brug for. Klem til dig

  3. Simpelthen så fint og hyggeligt indlæg om offdage. Vi har dem jo allesammen! Jeg plejer at trække “off dag” kortet og ganske simpelt gå i seng, når jeg har det sådan. Eller rettere, jeg går tidligere i seng, laver en kande te, finder nogle snacks og hygger mig med en film under dynen. De fleste mails kan heldigvis vente til morgenen efter, hvor jeg som regel er i bedre humør igen :)

    1. Det har vi nemlig, jeg var bare ikke selv så god til at tackle dem tidligere og blev endnu mere off fordi jeg gav mig selv dårlig samvittighed. Lyder som om du har helt styr på, hvordan de skal tackles :) Klem Emily

  4. Jeg havde helt samme oplevelse i går! Jeg fik dog lavet det meste af det, som jeg skulle i løbet af formiddagen. Jeg skriver bachelor lige nu, og jeg har sat mig en minimumsgrænse, for antallet af anslag, jeg SKAL have nået at skrive på en hverdag, så jeg er sikker på jeg når at blive færdig. Det nåede jeg da også. Og jeg kom også ud og gå en lang tur. Men da jeg kom hjem ved 14 tiden, var jeg simpelthen så træt, ugidelig og i dårlig humør, at det endte med jeg spiste to stykker kage (!), og faldt i søvn på sofaen. Jeg laver stort set altid med herhjemme, og nyder det som regel. Men gårsdagens aftensmad gik i vasken (hader når det sker, at man prøver noget nyt, og så bliver det bare dårligt!), og det hjalp overhovedet ikke på humøret…. det hjalp dog, at min kæreste tog mig i hånden, og så kørte vi en lille tur (fordi McDonalds, ups…), parkerede bilen og så sad vi og hyggesnakkede mens vi spiste lidt ulækkert mad.

    Jeg tror også min hjerne havde brug for, ikke at have dårlig samvittighed over at jeg ikke lige har fået trænet så meget denne uge, og måske har spist lidt slik, lidt for mange dage i streg. Og en pause fra bachelorskrivningen, alle de mennesker jeg forsøger at holde tilfredse, bekymringer om hvad jeg nu skal foretage mig når jeg er færdig med at læse, og det faktum at vi kigger på hund p.t., og er i fuld gang med forberedelserne til den kæmpe store opgave, det nu engang er. Pyyyyha…. godt det er fredag i dag!

    God weekend Emily :-)

    1. Sejt at du alligevel fik lavet det du skulle! Men ja, af og til så spiller det bare ikke og så er det bedre at tage en pause/sadle lidt om :) Pøj pøj med bacheloren <3 Kh. Emily

  5. Åh, det kender jeg alt for godt. Og det er aldrig til at sige, hvorfor der pludselig kommer sådan en dag. Det bedste er nok som du skriver bare at acceptere det og tage de dage som de kommer. SÅ er der heldigvis andre dage, hvor man har det helt anderledes :-)

    1. Lige præcis :) Før i tiden blev jeg i helt dårligt humør og prøvede at presse på i stedet for bare at omfavne det. For som regel er det hele bedre dagen efter :)

  6. ÅH! præcis sådan en dag har jeg også i dag! .0) vælger også bare at tage den med ro, og så glæder jeg mig til, at min søn kommer hjem fra ferie hos sin farmor/farfar i dag. Den skal stå på pizzahygge og en tur på Great Coffee i morgen (i Århus).

    Smil Lene .0)
    @justlove2ndhand

  7. Ved du hvad Emily? Jeg er simpelthen så vild med dig. Du er da bare noget af det sødeste og ærligste, og trods alt så ser du altid noget positivt i det hele.

    Hjernen beder selv om en pause. Hold da op en fed måde at tolke det på. Den er noteret kan du stole på.

    Rigtig god og dejlig weekend til dig. Mine hyggeplaner for weekenden går ud på at bestille en rejse og finde mit vintertøj frem og sortere det lidt :)

    Knus til dig

    1. Av, hvor er du flink Gitte, sidder her og rødmer helt over alle roserne :)

      Det lyder vel nok dejligt, håber at weekenden var god ved dig. Kram Emily

  8. Havde en skøn dag igår og var på vej til fest, da jeg så dit indlæg, så tænkte jeg ville gemme det til, jeg selv havde en off-dag. Det blev så allerede i dag, hvor jeg er træt og har lidt tømmermænd og egentlig ikke orker på arbejde om lidt. Det er heldigvis i en bager, så det kan være, at en kage kan gøre dagen lidt bedre :-)

  9. Skønt indlæg :-) Offdage har vi alle – en af mine kære veninder skrev til mig i ugens løb, at hun havde en af den slags dage, hvor man bare slet ikke er på toppen. Heldigvis besidder hun en kæmpe portion selvironi, som ofte har hjulpet hende til at grine af en situation (og også fået mig til at le med og af hende). Hun havde skrevet en besked til sine kolleger om, at hun arbejdede hjemme, da hun ikke var på toppen – troede hun… Hun fik en masse friske kommentarer retur, da hun lige havde glemt det lille ord ‘ikke’ :-) Egentlig kan jeg godt li’ tanken om, at man melder pas på job fordi man har en dag, hvor man virkelig er på toppen :-)