Læseklub: Harry Potter og det forbandede barn (Diskussion)

Inden jul tænkte jeg, at et af mine nytårsforsætter skulle være, at blive lidt mere punktlig med læseklubdiskussionerne. Og så blev det pludselig slutningen af januar og det var først i dag, at det gik op for mig, at jeg helt har glemt at skrive om december måneds bog, Harry Potter og det forbandede barn. Så det…

Men nu er jeg altså mere ‘op på hesten igen’-typen og ikke så meget ‘så kan det hele også bare være ligemeget’, så jeg vil stadig bestræbe mig på, at vi diskuterer Jussi Adler Olsens Selfiesstarten af februar. Den er læst og avra hvor var den spændende! Og pudsig. Men mere om det til den tid.

For nu skal det først handle om Harry Potter. Eller om Albus Potter er det jo snarere. Det bliver et kort oplæg her fra min side, men jeg er ikke desto mindre spændt på at høre, hvad I syntes om bogen. Eller manuskriptet som det jo ret beset er.

At det var et skuespil gjorde på den ene side, at bogen var uhyre letlæst, på den anden side savnede jeg flowet og ikke mindst sproget, fra de oprindelige, syv bøger om Harry Potter. Til gengæld syntes jeg at plottet, og i dette tilfælde dramaturgien, levede fuldt op til forgængerne.

Og det var altså noget så hyggeligt med et gensyn med Harry, Ron, Hermione, Ginny, McGonagall osv. osv. og i tillæg at høre om ‘hvad der var sket siden sidst’. Og lære Albus, Rose, Scorpius m.fl. at kende. Så det vejede for mig op for den noget magre tekst. Som selvfølgelig er forventelig, når nu det drejer sig om et skuespil. Men alligevel. Tørstede lidt efter flere detaljer. Flere ord.

Eneste løsning er vist at tage et smut til London og se stykket, så jeg kan få alt det med, som man ikke kan læse sig til i et manuskript ;)

Jeg fabdt hele historien meget klog og raffineret og kunne godt lide det næsten science fiction-agtige tidsrejsetema og den filosofiske funderen over hvordan selv de mindste ting har en betydning for det store billede.

Særligt rørende var voksne Rons kejtede komplimenter til Hermione (s. 176-177) i den alternative virkelighed, hvor de ikke var blevet gift. At de er så ‘meant to be’ og så ikke er blevet hinandens. Noget der heldigvis bliver rettet op på.

Ja, ja jeg er altså en sucker for lykkelige slutninger. Og de bøger jeg sædvanligvis læser, har dem sjældent, så det er ekstra fornøjeligt at støde på dem som her.

 

(Visited 1.904 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

28 Kommentarer

  1. Jeg er enig i dine betragtninger, men jeg har et KÆMPE problem med selve plottet. Jeg forstår, at Voldemort er besat af udødelighed, men jeg kan simpelthen ikke se ham få børn. Det er ikke så meget sex-agten (jeg går ud fra, at der er en magisk måde at undgå det på), men jeg kan ikke forestille mig, at Voldemort finder nogle andre passende til at videreføre hans gener, og slet ikke Bellatrix, som altid har virket som en fanatisk groupie på mig. Og hvis man godtager plottet alligevel, så undrer jeg mig; hvorfor ville han nøjes med et barn? Hvorfor ikke avle en hel hær af super-dødsgardister?
    Vh.
    Katrine

    1. Er helt vild med din betragtning Katrine. Og fuldstændig enig. Men også lidt irriteret og tilmed forundret over at jeg slet ikke tænkte over det selv. Jeg købte den ligesom bare. “Nå ja, Voldemort har fået et barn? Ok så” ;)
      Men nu hvor du fik mig til at tænke over det giver jeg dig ret i, at det skurrer en del…

  2. Hvor er det sjovt at se at voksne læser Harry P., som jeg forbinder med mine børns læsestof, da de var små – HOV, det må jo så betyde at mine børn er blevet voksne, for de læser sørme også stadig bøgerne

  3. Synes på ingen måde at det gjorde noget dårligt for bogen at det var et skuespil, måske næsten en god ting, da det virkelig fik fantasien og kunne følge med i universet. Lige præcis som første gang man læste bøgerne hvor man ikke havde set filmene.
    Derudover er det jo altid en fornøjelse at følge de tre venner og deres eventyr og synes at det var et vildt twist, dog er der nogle ting i bogen som nok ikke rigtig har kunne lade sig gøre i forhold til tidshorisonten i de rigtige 7 bøger!

    Derudover er bogen meget bedre på engelsk end dansk ;)

    1. Dejligt at det har fået fantasien i sving og ja, det er nok altid den bedste oplevelse på originalsproget :)

  4. Jeg synes, at det fungere helt fint som skuespil, fordi Rowling har givet så mange beskrivende detaljer i de første bøger, at jeg ingen problemer havde med at se hver enkelt situation/scene for mig. Det var næsten befriende bare at kunne lade sine indre billeder få frit spil.

  5. Jeg synes det fungerer så fint som skuespil og ikke roman-format.
    Helt fra første side fik jeg en “Harry Potter følelse” og var helt inde i universet igen selvom det er nogle år siden jeg læste Harry Potter serien.
    Du har helt ret i at det er en lykkelig slutning efter alle reglerne men jeg synes at det passede ind i den lidt naive fortælling.

  6. Jeg var ærligt talt lidt skuffet, selvom jeg forsøgte at sætte forventningerne efter, at det ikke var en klassisk HP-bog. Jeg savnede netop de mange malende scener og Rowlings kærlige touch.
    Ellers var jeg udfordret af de mange kulissebeskrivelser, som gjorde, at jeg kun kunne forestille mig bogen som et skuespil, og dermed ikke blev nært så opslugt i verdenen som før.
    Jeg fandt det også alt for langt fra Voldemorts karakter, at han skulle have haft et forhold til Bellatrix og fået et barn ud af det. Det var en klodset konstruktion, i mine øjne.
    På plussiden var det interessant at opleve vennerne som voksne med alle de udfordringer det giver med børnene – netop fordi der var endnu flere udfordringer malet tydeligt frem, og som fik lov til at fylde langt mere end de andre bøger, hvor det i mine øjne ofte var mere et mindre underliggende tema.

    1. Lader til at de er enig med Katrine (første kommentar) og jeg må tilslutte mig koret, Voldemort som babydaddy er for underligt.
      Det giver jeg dig ret i og det var nemlig interessant. Og egentlig også dejligt at se Harry kæmpe lidt med faderrollen og være lidt mere fejlbarlig.

  7. Jeg synes det var en super akavet fortælling, og det er en skam og sætte den i forbindelse med serien, da jeg klart synes at den trækker de 7 romaner ned. Jeg kunne bestemt ikke kende karaktererne, og kan slet ikke forestille mig, at den betænksomme og omsorgsfulde Harry skulle opføre sig sådan overfor sit eget barn. Dumbledore der græder, var tåkrummende. Jeg kunne godt lide stykket for sig selv, men sat sammen med resten af serien var det et lavpunkt, desværre!

    1. TAK fordi du siger det! Jeg har tænkt noget ala det samme i flere måneder, men uden at kunne diskutere det med nogle (ingen af mine veninder har læst bogen endnu).
      Jeg havde ofte følelsen af, at det var en moneymaker-bog. Og sådan tror jeg ikke Rowling er, så jeg synes det var virkelig synd. Måske fungerer det bedre, når den rigtig bog udkommer (det mener jeg den gør på et tidspunkt) og alle de lækre og malende beskrivelser og detaljer kommer med. Men lige nu er jeg faktisk også lidt skuffet.

      1. Prøv at checke Paperbackcastles’ indlæg ud, hvor hun anmelder bogen. Hun har virkelig nogle gode pointer! :)

      2. Så dejligt at I snakker om den indbyrdes, dét er jeg til gengæld fan af også selvom det er på baggrund af en dårlig læseoplevelse. Jeg var jo heller ikke helt happy omkring den, især formen blev lidt for mager. Og kan også bedre lide ‘klassisk Harry Potter’-bog. Og jo, den skulle vist komme som sådan en, men nu må vi se :)

        Men hey, tak for link til Paperbacks anmeldelse :)

  8. Jeg har meget uforstående overfor Snapes valg af, at gå døden i møde med ét af deres fremtids/fortidshop. Jeg er fuldt ud klar over hans store kærlighed til Lily og at Albus Potter sandsynligvis ville have haft en plads i hans hjerte, ligesom Harry havde det. Men jeg ser ikke Snape, som værende en som uden videre accepterer døden som en kærkommen ven. Især ikke efter han har opnået den succes, som jeg mener han har på det tidspunkt i bogen.
    Og slutningen? Jeg synes den er for sukkersød og slet ikke i den sædvanlige smukke og maleriske Rowling-stil. Jeg er klar over, at mange fans forventer en sådan slutning. Men jeg synes den blev cuttet af “bare for at blive cuttet af” og jeg sad med følelsen af, at jeg virkelig manglede noget. Hvad dette ‘noget’ er, ved jeg dog ikke. Jeg tror jeg skal læse bogen igen, for at få den fulde forståelse af manglerne.

    Jeg tror stykket egner sig sygt godt til scenen, netop fordi man får et bedre flow end ved at læse stykket. Men bogen synes jeg gik for hurtigt og der var for lidt plottwists, som jeg synes der har været i de andre bøger.

    Dog blev jeg glad for den længeventede gensyn med mine yndlings-troldmænd – og klappede da også i hænderne af begejstring, da jeg så den nyeste film på stammen. Jesus, det var godt at være hjemme i det univers igen!

    1. Ja gensynet vejer op for meget. Og jeg tror ikke der er nogen anden løsning end at vi må en tur til London at se stykket og lade det få revanche på den måde ;)

  9. jeg savnede meget sproget og de malede scener, men jeg tror jeg ville nyde den (mere) som teater eller film… og det jo det den lægger op til. ok bog glad for jeg købte den, men ikke sikker på den bliver genlæst modsat de 7 oprindelige og “Barden Beedles Eventyr” gad godt flere bøger som den sidste.
    stadig vild med universet.

    1. Vi må tage på en stor fælles tur over at se det som teaterstykke, tror ikke der er andet for ;)

      1. Tror jeg vil håbe den kommer til dk… en tur med fly og uden Zorro…det går ikke

        Ang voldemort som far…. ej…. han vil ikke dele tronen med nogen… kan ikke se ham tænke den tanke… kan dog godt se at moderen ville kunne lave noget magi med en fingernemme fra ham fir at blive gravid, hun var jo forgabt i ham

  10. Jeg havde et meget ambivalent forhold til denne bog. Jeg havde glædet mig som et lille barn til at læse den, da jeg knuselskede de første HP bøger. Men jeg blev ærlig talt lidt skuffet over måden den var skrevet på. Idéen er jo god nok – men jeg savnede lidt beskrivelsen med karakterende, deres tanker og handlinger, som man får et rigtig godt og dybt indblik i, i de forrige bøger. Og jeg må indrømme at jeg synes historien gik lidt “for hurtigt”. Når man tænker på hvor tykke og grundige de andre bøger er, og hvor mange dage det tog mig at læse dem. Denne bog læste jeg på to dage.
    Selvølgelig er det fordi den er skrevet som den er, men jeg ved ikke.. Det var ikke lige mig. Alt i alt, kunne jeg godt lide bogen – men jeg tror lidt det er fordi jeg bare er så vild med det univers. For jeg synes ærlig talt at bogen var lidt “over det hele”. Og det med at Voldemort skulle få børn – jamen, det synes jeg bare ikke rigtig passer ind nogle steder.
    Jeg håber, at hvis hun laver endnu en bog i Harry’s verden, så skriver hun den på den gode, gamle måde.

    1. Kan godt forstå dig, det var på sin vis også sådan jeg havde det, men til bogens forsvar, er det jo et skuespil og sådan nogle er jo lidt mere tekstfattige end en roman. Men ja, om ikke andet var det dejligt at få et lille skud Harry Potter igen omend ikke i helt optimal form…
      Dét håber jeg også, men lad os nu se :)

  11. Aj caramba! Tak for alle jeres gode kommentarer og (meget forskellige) oplevelser og iagttagelser. Jeg glæder mig til at læse grundigt igennem og være med i diskussionen i weekenden! Kram Emily

  12. Jeg kan bare sige – gør det! Se skuespillet i London. Jeg så det i december og det var en fantastisk oplevelse! Jeg levede mig helt ind i skuespillet og satte ikke mange spørgsmåltegn ved plottet. Af de “gamle” figurer var jeg især begejstret for Harry – skuespilleren fangede ham helt perfekt!

    1. Åh nu har jeg endnu mere lyst. Må vist se at få tjekket hvor længe det går. Og tak for din anbefaling :)

      1. Jeg tror det kommer til at gå meget længe, men billetter er svære at skaffe. Vi kunne kun få pladser på aller bagerste række på øverste etage selvom vi bestilte 6 måneder i forvejen!

  13. Er også kæmpe HP-fan og genlæser lige nu bøgerne for min datter. Det har inspireret mig til selv at læse videre og har nu fået læst bogen. Havde egentlig besluttet mig for ikke at læse den, både fordi jeg har det fint med at efterlade vennerne på stationen i den sidste bog og ikke dykke dybere ned i deres videre liv, men også fordi jeg havde meget lave forventninger til en manuskript-bog.

    Jeg synes den var langt bedre end forventningerne (som så også var lave!). Det var hyggeligt med et gensyn og jeg accepterede ret hurtigt præmissen om, at den ville være let læselig og ikke have så mange detaljer. Synes faktisk den spændingsmæssigt snildt kunne følge med romanerne. Plottet synes jeg fungerer fint og falder godt ind i resten af bøgerne.

    Accepterede faktisk bare præmissen om Voldemort, der fik et barn (man kan også vende argumentationen om en hær af dødsgardister om og sige, at han måske bare ville have et, perfekt eksemplar – han er selv enebarn og hans ærkefjende er enebarn). Det, der irriterede mig lidt, er Albus og Scorpius’ venskab, som jeg synes er lidt mærkeligt beskrevet. Hvad sker der for det akavede krammeri? Det er som om, at forfatterne har haft lyst til at skrive, at de er tiltrukket af hinanden, men ikke har turdet. Så havde det IMO været bedre at undlade hentydningerne eller skrevet det helt ud.

    Det er sjovt, at en her ser Harry som betænksom og omsorgsfuld og slet ikke kan associere ham med hans opførsel overfor Albus. Deres forhold var noget af det, jeg synes var mest troværdigt. For mig har Harry en kæmpe retfærdighedssans og stærk fornemmelse af rigtigt og forkert, men han er ikke just betænksom. Og synes også der er mange eksempler i bøgerne på at han reagerer overilet, bliver rasende på sine venner etc. Noget af det skyldes måske Voldemorts indflydelse på ham via arret – men har egentlig mest set det som en del af hans personlighed.
    Så tænker jeg også på (måske fordi jeg selv er mor) at man som forælder er voldsomt farvet af sin egen opvækst. Med Harrys opvækst hos familien Dursley synes jeg egentligt det giver meget god mening, at han reagerer irrationelt overfor Albus – han har jo ingen forældrerolle at spejle sig i. Jeg tror at mange forældre har prøvet at blive aldeles irrationelt vrede/irriterede på deres børn – forskellen er bare, at Harry glemmer forældrerollen og giver Albus igen på børneniveauet. Det har jeg som sagt hele tiden tænkt var meget forståeligt, givet hans opvækst (ikke i orden – men forståeligt!)

    Alt i alt en god læseoplevelse, som giver mig lyst til at se stykket! Er bare ikke sikker på, om jeg kan abstrahere fra, at karaktererne har et anderledes udseende end i filmene :-)