Læseklub: Det store i det små – Diskussion

Så for Søren! Det var ellers lidt af en historie, Det store i det små.

Eller som Ruth så rigtigt (og flot) udtrykker det: “Slaveri er ikke kun sortes historie”…”Det er alles historie.” (s. 290).

Og den fik mig til at tænke og gør det stadig. Ja faktisk kan jeg slet ikke helt slippe Det store i det små eller også kan den ikke slippe taget i mig. Den har under alle omstændigheder været med mig og rumsteret i mit hovede, siden jeg læste sidste side forrige fredag. Og selvom jeg forholdsvis let lever mig ind i og bliver rørt af en bog, så har det med denne været ud over det sædvanlige. Det er lige før, jeg vil sige, at den gør, at jeg ser verden lidt anderledes. Nej, ikke lige før. For jeg ser verden lidt anderledes nu. Og mig selv ikke mindst. Noget der har gjort mig skamfuld for at være helt ærlig. Men inden jeg vader mere rundt i, hvor ilde til mode, Picoults roman gjorde mig, så lad mig lige runde hvor stor en læseoplevelse jeg syntes den bød på.

Det store i det små er en blændende bog og jeg synes, det er helt med rette at den er blevet kaldt sin generations Dræb ikke en sangfugl. Den er ikke bare vanvittigt velskrevet og så spændende konstrueret, at man sluger den hurtigere end en krimi, den er også så velovervejet og gennemarbejdet, at det næsten tager pusten fra en. Noget der er tydeligt hele romanen igennem, men som manifesteres i forfatterens epilog og tak. To afsnit der ellers sjældent er videre interessante, men som her stadfester hvilket enormt arbejde, der ligger bag at fortælle en historie som denne.

På sin vis var historien fjernt for mig. Jeg bor ikke i USA, hvor race og farve unægteligt fylder mere, men derfor var hovedtemaerne universelle og nemme at relatere til: Lighed og retfærdighed. Eller mangel på samme.

Ruth er både hovedperson og offer, men jeg var meget begejstret over bogens opbygning, hvor alle ‘bliver hørt og kommer til orde’. Ruth som minoriteten og den undertrykte, Turk som den udtalte racist og Kennedy som (misforstået) beskytter, men også passiv tilskuer og medskyldig. Det er så godt tænkt at vi får historien fra alles point of view. Det må være den ægte vej til empati og større forståelse.

“Det er måske også grunden til, at jeg, når jeg endelig kommer på besøg, gør et stort nummer ud af at benytte hoveddøren, med dørmand, i stedet for at tage tyendets indgang omme bagved. Det fryder mig at vide, at jeg vil blive annonceret som enhver anden gæst.” (s. 117).

Selvom det var Ruth der stod for skud og blev komplet uretfærdigt behandlet, så blev jeg også frygteligt irriteret over hendes handlinger (eller mangel på samme, da hun ikke øjeblikkeligt slog alarm, da Davis blev dårlig) igennem romanen. Irriteret over hendes – tilsyneladende –  misforståede stolthed og stædighed især udtrykt ved hendes ønske om at vidne i retten. Og det gav mig selvfølgelig efterfølgende uendeligt, dårlig samvittighed (med undtagelse af ikke at reagere hurtigt nok med barnet), da det siden viser sig at hendes insisteren bliver skelsættende og gør en kæmpe forskel. Ikke kun for hendes egen selvopfattelse, men også for udfaldet af retssagen, Kennedys forståelse af hvad racisme (også) er og derigennem læserens.

Men jeg fik ikke bare dårlig samvittighed, jeg har også skammet mig sådan, som jeg indledte med at fortælle. Netop fordi jeg ER Kennedy. Den hvide piger, der siger at hun “slet ikke ser hudfarve” og roser sig selv for sin gode indstilling til “at alle er lige” også selvom de (desværre!) slet ikke er det. Av. Men virkelig også tankevækkende og lidt som at få et sæt skyklapper af.

Nu er jeg meget, meget spændt på at høre, hvad I syntes om Det store i det små?

Blev I mon lige så berørte (og måske endda skamfulde) som jeg?

Hvad kunne I godt lide? Hvad irriterede jer?

Hvordan fungerede hele sidehistorien med Turk for jer? Og hvad syntes I om at det viste sig at Brittanys mor var sort? Den del syntes jeg selv var lidt forceret

Eller er der noget helt andet eller tredje som jeg har overset, der var mere interessant eller faldt jer for brystet, da I læste den?

(Visited 3.551 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

7 Kommentarer

  1. Jeg var rigtig glad for at blive inspireret til at læse denne bog. Den blev læst lynhurtigt i hver en ledig stund (jeg er på barsel med et skønt barn, der ikke vil gå glip af særligt meget i løbet af en dag, dvs. sover nogle meget korte lure).

    Ligesom dig fik bogen mig også til at tænke – rigtig meget. Den fik mig til at tænke på, hvem jeg egentlig er i det spil, for jeg bliver jo så sjældent konfronteret med spørgsmålet om race og fordomme – og så eksisterer det jo alligevel hele tiden omkring os.

    Jeg blev også til tider irriteret på Ruth, også ud fra et professionelt synspunkt (som advokaten), men til sidst gik det hele jo op i en højere enhed ?

    Turks historie var måske den, som jeg havde det sværest med. Den var ligesom for udtalt – og lidt stereotyp. Der var ikke så meget show it, don’t tell it over den. Men jeg var glad for en (overvejende) lykkelig slutning. Særligt fordi jeg som nybagt mor faktisk fik tårer i øjnene flere gange.

    1. Åh det kan jeg godt forstå, altså det med nybagt mor og tårer i øjnene. Syntes selv hele den del med det lille, døde barn var så usigeligt hård. Den kom jeg slet ikke ind på i mit indlæg, men et lille barn er et lille barn. Der kræver omsorg og hjælp uanset barnets farve eller forældrenes overbevisning.

      Så dejligt at du fik læst den, trods baby med mod på verden og at du havde en god oplevelse. Og ja, kan godt følge dig i at Turks fortælling næsten blev en karikatur af en White Power-type.

  2. Jeg har ikke læst bogen, men jeg fik lyst til det af at læse anmeldelsen. Tak for anbefalingen!

  3. Kennedy’s kommentar om hvorledes hun var farveblind og gerne gik forkert så farvede ikke skulle tro hun gik væk fra dem var mest tankevækkende, da det er noget jeg selv kunne have fundet på. Mit hvide privilegie er jeg meget godt bekendt med, så det var ikke noget nyt.

    Jeg tror det er det hun ønsker man skal tage med sig videre, hvidt privilegie og passiv racisme samt at man altid kan udvikle sig til det bedre (Turk), men hvis det er tilfældet synes jeg det er ærgerligt hun ikke brugte mere tid på det. Jeg synes meget af bogen gik med unødvendig handling der skulle symboliserer passagen af tid og ikke så meget racisme snak, eller sådan husker jeg den i hvert fald. Og det glæder mig det ikke tog mere for Turk at blive et mere anstændigt menneske, men det virkede lidt for simpelt synes jeg. Jeg ville gerne at hun havde brugt mere tid på den udvikling, og ikke effekten af den. At han fik epilogen og ikke Ruth var utilfredsstillende synes jeg, plus jeg savnede en opfølgning på hendes søn og hendes forhold til Kennedy.

    Derudover synes jeg hendes karakterisering af især Ruth’s søster, og til tider Ruth selv, var stereotypisk vred sort kvinde. Og selvom hun da nok har en pointe i man nogle gange skal høre om racisme fra en af sine egne for rigtigt at forstå det, så blev det sådan lidt hvid kvinde redder dagen, og ikke Ruth, som fortjente at være den der gjorde en forskel.

    Men alt i alt synes jeg det var en spændende bog, jeg er glad for du anbefalede den, da jeg næppe ville have valgt den selv.

    1. Ja, den sved også her. Sådan kunne jeg også have gjort.

      Jeg syntes egentlig at rigtig, rigtig meget af bogen netop handlede om racisme, både direkte og mellem linjerne. I alt fra beskrivelsen af Ruths opvækst (hvor det i alle tilfælde fylder meget i hendes egne tanker), over alle sidehistorierne om Mama, sønnen, søsteren og så selvfølgelig i selve retssagen og samtalerne med Kennedy.

      Er til gengæld meget enig med dig i at Turk (eller forfatteren måske snarere) slap lidt nemt omkring ‘omstillingen’.

      Jeg havde ikke helt samme ‘hvid kvinde redder dagen’-oplevelse, men syntes i stedet at det var Ruth, der rent faktisk åbnede Kennedys øjne, så hun både kunne se sig selv og det omgivende samfund rigtigt og så kunne formidle den uretfærdighed videre i retten. Så helt og aldeles Ruths fortjeneste, som jeg læste det.

      Hvor er det fedt, at du var glad for at læse den og dejligt hvis jeg har kunnet inspirere til en anderledes læseoplevelse. Prøver at sørge for at vi får læst noget forskelligt (også selvom jeg kommer til at favorisere kvindelige forfattere), så der er lidt for både en hver smag, men også for at udfordre jer til at læse noget, I måske ikke ellers havde valgt :)