Ugens Udfordring – Treat Yourself

Der er 168 timer på en uge. 168! Det er altså ret meget tid. Lad det være en note til dig, hvis du er en af dem (undertegnede inklusiv), der altid ønsker dig flere timer i døgnet. Jovist, du skal helst bruge 49 af dem (og gerne lidt mere) på at sove. Men så er der altså stadig en god slat tilbage, til at nå det man gerne vil. Og også til fis og ballade. Hvis ellers man er til fis og ballade.

Og mens det er meget, meget interessant hvordan man så rent faktisk bruger de her 168 timer (for bruger man dem på det, man egentlig gerne vil?!?), så gemmer vi den udfordring til en anden gang. For jeg har lovet jer en hyggelig udfordring denne gang. Ikke en der kræver soulsearching eller hårdt arbejde. Bare en der er rar. Og jeg holder, hvad jeg lover.

Så den kommende uge skal vi hver dag bruge 30 minutter eller deromkring på at gøre noget rart for os selv. Eller sagt på moderne hash-tag’sk: Treat yourself time.  Det er sølle 3 timer og 30 minutter ud af de 168 og dem vil jeg gerne forære og dedikere til mig selv.

Og jeg håber, I har lyst til at gøre det samme. Så kan vi sammen finde ud af hvad det gør ved vores dag, uge og ikke mindst humør.

Min foreløbige treat-ugeplan (måske der kommer ændringer efter humør og behag):

Tirsdag: Lave fodbad i en opvaskebalje og sidde og hygge mig med et gammelt afsnit af SATC.

Onsdag: Tage en omvej, så jeg kan cykle forbi det gode kaffested og drikke min yndlingskaffe. Noget jeg aldrig gør, men jeg er det værd. I alle tilfælde denne uge.

Torsdag: Sætte mig ned og læse et blad. Jeg er typen, der gladeligt køber magasiner, men oftest kun får bladret dem sporadisk igennem.

Fredag: Købe lige den kage (eller de kager), jeg har lyst til i bageren. Eller lave en issandwich i en croissant (har ikke kunnet slippe tanken siden jeg så det her billede). Har ikke besluttet mig endnu.

Lørdag: Stå op, blot for at lave en kop kaffe og så drible i seng igen og ligge og læse i en halv time. Det er noget af det allerbedste jeg ved.

Søndag: Køre i skoven eller Benstorffparken med Penny. Har altid lyst til det og gør det alt for sjældent. Tager suverænt mere end 30 minutter, men når det er kombineret med Penny-tid går det nok. Måske det er fint vejr, så vi kan sidde lidt på en bænk eller stub og nyde solen.

Mandag: Meditere. Synes det er scary, at være alene med mine egne tanker på den måde, men også vildt dejligt. Det fungerer helt klar bedst for mig med en guidet meditation.

Så altså ikke noget med liiiige at få ordnet vasketøjet eller afrimet fryseren (i alle tilfælde ikke i dén halve time), men slet og ret tid til at forkæle mig selv og gøre noget fint for mig.

Hvad skal der på jeres program?

God fornøjelse :)

(Visited 3.475 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

25 Kommentarer

  1. Det er virkelig en god ugens udfordring, og jeg vil helt sikkert gerne være med :-)
    Det er så vigtigt at gøre noget godt for en selv – HVERDAG!

    Min treat yourself uge skal blandt andet stå på:
    * læse i den bog som jeg lige har lånt på bibloteket. “Papirprinsessen”.
    * Købe en kaffe og gå en lang tur med podcasten “fries before guys” i ørerne.
    * Lave et krus the og nyd den med ansigtsmaske på.
    * Starte min lørdag eller søndag morgen med yoga.

    1. Sikke nogle gode punkter. Elsker også Fries before guys ♡ Håber du har en dejlig selvforkælelsesuge. Kram E

  2. Lyder så skønt smukke! Jeg lavede netop et selvkærligt fodbad i går aftes, med min egen fodbadesalt bestående af bla. lavendel og morgenfrue blomster, samtidig med at jeg sprøjtede en selvkærlig aromaterapi spray kaldet Lotus ud i hele rummet. Så satte jeg mindfulness musik på min tlf. og tændte min saltlampe samt en af mine mini lyskæder jeg har købt med inspiration fra dig <3 Jeg er SÅ glad for dem, tusind tak for det tip! Mange kærlige knus og tanker til dig. LOVE Sofi (Shinelikeastarunivers)

    1. Mmmmmm lyder helt perfekt! Hvor køber du lavendel/morgenfrue? Og hvad med Lotus-spray’en? Elsker sådanne Room sprays (men de skal helst være uden alt muligt underligt. Kram E

  3. Skøn udfordring! På en helt anden note, så kan jeg virkelig anbefale bogen “sommerlys, og så kommer natten”. Ubeskrivelig smuk og underfundig, kan slet ikke lægge den fra mig.

    1. Jaaa, Jón Kalman Stefansson er fantastisk :-) Kan også anbefale hans trilogi, hvis du ikke har læst den.

    2. Tak begge to. Ham kender jeg slet ikke rigtigt, så det må jeg se nærmere på. Altid dejligt med boganbefalinger :) Klem E

  4. Må jeg spørge hvor dit gode kaffested er henne? :)
    Jeg trænger til lidt nye indspark til steder her i KBH – jeg får typisk min kaffe på Rist, Prolog eller Riccos.
    – Hvis altså dit sted selvfølgelig er en tilføjelse til mine vante steder :)

    1. Det er faktisk ‘bare’ Original Coffee på Nordre Frihavnsgade. Men synes virkelig deres kaffe er så god og så kommer jeg så sjældent på Østerbro, så det er nok også en del af charmen for mig. Prolog er også god. Og Sonnys. Klem fra kaffesøsteren

  5. Elsker denne udfordring – især fordi det kan være svært at finde på selvforkælelsesting, som ikke koster en bondegård. Det er jo virkelig blevet en industri – hvilket vel både er godt og dårligt.

    Jeg har det med at tænke, at selvforkælelse er massage eller en yogarejse og så får jeg ikke gjort noget ved det, for det virker for stort.

    I denne uge vil jeg forkæle mig selv med:

    Onsdag: Ingen aftaler, måske meditation og en osetur på biblioteket (elsker at kigge og låne, også selvom jeg kun får læst halvdelen)

    Torsdag: PH-maraton med gammel roommate – virkelig lamt, men vi bliver unge igen af det ;)

    Fredag: Hjem og besøge forældre og se en krimi med min mor (Barneby eller noget andet smagløst er lige os)

    Lørdag: Gå en flot tur på Fyn og læse

    Søndag: Finde en god podcast og lytte til den mens jeg kører bus gennem landet tilbage til kbh

    Tak for inspiration og håber der kommer flere ideer her i kommentarsporet :)

    1. Helt enig Cecilie, kan også godt komme til at tænke lidt i det spor. Eller at selvforkælelse kun kan handle om noget spiseligt. Så det er mindst lige så dejligt for mig, at få jeres gode idéer. Mange knus Emily

  6. Apropos det med at læse magasiner, så havde jeg i lang tid en tradition med at købe “det nye blad” og så tage hen på yndlingskaffestedet en times tid og læse det – så en kombi af din onsdag og torsdag :)

    Desuden undrede min kæreste sig MEGET over at jeg gemte gamle magasiner, hvilket jeg egentlig gjorde for hyggens skyld (ej jeg får da helt sikkert læst det der blad igen) og for investeringens skyld (jeg kan da ikke smide et blad ud der har kostet 70 kr.!). Det førte til en ny tradition, hvor jeg hver måned læser det tilsvarende månedsblad fra sidste år, klipper eventuelt interessante ting ud og derefter smider bladet ud. Den cyklus tilfredsstiller både gemme-genet og ryde op-genet :D

    1. Begge dele lyder som verdens hyggeligste idé. Og kan godt lide din måde at ‘bruge’ bladene på. Sejt! Klem E

  7. Den udfordring kan jeg helt sikkert være med på. Jeg har faktisk meget tid på hånden til mig selv, hvilket er en luksus jeg værdsætter.

    Har allerede taget hul på ugen.

    -Mani/pedi og så hovedbunds og skulder massage imens lakken tørrede. Svævede næsten derfra.

    -Kage date med en veninde efter vi har set vores børn optræde til deres “Art show”

    -Gåtur med en veninde og hente kaffe.

    -Olie i min “humidifier” og lytte til guidet meditation på Calm appen

    -Badehotellet på Play med strikketøj i hænderne

    -Få sat mig ved symaskine og syet noget baby tøj. Nogle venner har lige adopteret i sidste uge ?

  8. Tak for billedet af croissant med is… Det har nu printet sig fast på min nethinde ? Skal SÅ meget prøves ??? Og super go’ udfordring ?

    1. Haha… jamen jeg havde det på præcis samme måde ;) Men man kan kun forestille sig, at det er godt ikke? Klem

  9. Uhhm – lækkert :)

    Jeg har ellers forslag til ny udfordring til dig – med alt dit lækre, fede tøj og super stil…
    Hvad med en capsule wardrope… eller project 333, altså 33 stk. tøj i 3 måneder.
    Synes det lyder så spændende, men mangler inspiration til en dansk udgave.

  10. Jeg prøver virkelig at “treate myself” lige for tiden – eller egentlig bare at huske at prioritere mig selv lidt. Jeg har snart kun 3 uger til termin og så forsvinder alting nok lidt i babylykke. Jeg glæder mig, men jeg tror også, det er vigtigt lige at prioritere mig selv lidt ekstra den sidste tid, især fordi det er rimelig hårdt med smerter og et presset overskud her til sidst. Så jeg forlænger lige ugens udfordring til en 3-ugers udfordring, haha :D
    Jeg vil blandt andet:
    Til fysioterapeut, hvor jeg får løsnet lidt op.
    Lave fodbad – de fødder er efterhånden hårdt prøvet med ekstra kg at slæbe rundt på!
    Tage en lur.
    Bruge tid på ansigtsmaske og hårkur.

    http://nouw.com/satinawandel