Tilbage igen & lidt om digital detox

Tilbage på blogpinden igen. Ovenpå en intet mindre end vidunderlig sommer. En måneds tids pause blev det til og den er hvirvlet væk, men også udnyttet gevaldigt. Både til at reflektere og læse og til en ordentlig skvis af det, jeg længtes efter; at være og opleve uden nødvendigvis at dokumentere. Få fyldt på med input og inspiration.

Foruden masser af bøger, Uno og rosé, strandture, venindeaftaler med og uden børn (elsker at jeg efterhånden også kender så mange små mennesker), hundeørenusning, fødselsdagsfejring (er blevet 33 !?!), havdyp, middage med venner, polterabender og tilmed et spontant smut til Portugal for at surfe og lave ingenting.

Jeg glæder mig mere end nogensinde til at dele med jer her, men det bliver på en lidt anden facon end hidtil. Generelt er jeg tilhænger af don’t tell it, show it, så ændringerne vil jeg mestendels lade jer opleve løbende hen over den næste tid. Men som udgangspunkt kommer der til at være mindre indhold eller i alle tilfælde sjældnere indlæg. De to ting hænger nemlig ikke nødvendigvis sammen. Det beror bl.a. på, at jeg har fået et ‘ægte’ job, som jeg starter på 1. september. Mere om det, når vi nærmer os.

Dernæst har jeg mere eller mindre aflivet alle de gamle darlings, men et par af dem får lov at bestå, omend de ikke længere kommer til at udkomme med fast interval og nogle af dem ændrer måske også navn. Gammel vin på nye flasker og omvendt, men også et skvæt af noget helt nyt. Blandt andet vil jeg gerne snakke meget mere med jer om sundhed, velvære, bevægelse, grøn livsstil, genbrug og – hvis der overhovedet er interesse for det – om hunde af og til.

Jeg har jo ikke bare Penny, men også en baggrund som hundetræner (noget jeg for nyligt har taget op igen) og det er virkelig et emne, jeg brænder for og gerne vil give en lomme her på bloggen. Hvis ellers jeg kan få det til at passe ind. Men tænker, at I må være mindst lige så mange derude, der har hund, som kvinder der går op i skønhedsprodukter eller tøj, så hvorfor ikke? :)

Og jo (!), der kommer også fortsat til at være læbestift og neglelak (fortrinsvis af den rene, grønne slags dog), opskrifter, drinks, hverdagshistorier, anbefalinger til dette og hint, smart tøj, læseklub og fis og ballade i det hele taget. Og så får bloggen også en (efterhånden tiltrængt) ansigtsløftning i løbet af denne måned. Glæder mig helt vildt, det bliver SÅ pænt.

Jeg glæder mig til at blogge for jer på tiende år ♥





Digital Detox – hvordan og hvorfor

Og hvorfor så i øvrigt det der digital detox og hvorfor overhovedet annoncere at man ‘gør det’. For at adressere det sidste først, så har jeg ikke så høje tanker om mig selv, at jeg for alvor tror, at I savner mig, fordi jeg melder mig ud af den digitale verden et par uger.

Næ, grunden til at tale højt om det, er for det første, at man så står til ansvar for det (lidt som hvis man siger til andre, at man er stoppet med at ryge) og dernæst at man måske kan inspirere andre til samme og/eller skubbe lidt til vores forestilling om, at vi altid skal være ‘på’ og tilgængelige. Dernæst gav det mig også en helt anden ro, at jeg rent faktisk havde meldt det ud. Lidt som når man siger til sine kollegaer, “Nu går jeg på ferie, hav en dejlig sommer.” Så ved de, at man ikke er der til at løse dén eller dén opgave. Og det føltes rart.

Det samme gjorde det at holde helt fri. Min kamerarulle er lidt fattigere end den ellers ville have været, når ikke jeg skal dokumentere til blog eller instagram, så glemmer jeg lidt at tage billeder. Lige netop dét, er jo en af mine yndlingsbivirkninger ved at dele med jer. Men i hovedet er der propfuldt af minder fra den bedste sommer. Denne sommer har været lidt lige som dem, man husker fra sin barndom. Endeløs, varm, vidunderlig. For det meste i alle tilfælde. Jeg kan også godt mærke at en lille del af mig, er lidt bekymret over det usandsynligt gode vejr. Og deraf den ekstreme tørke og alle skovbrandene. Det er, for at sige det på godt gammeldags dansk, fandme uhyggeligt.

Men tilbage til den digitale detox. For den gjorde godt og havde den tilsigtede effekt. Ægte ro i hovedet og en fornyet lyst til atter at dele, men også med en mere afslappet tilgang til det hele. Og meget mindre FOMO.

I er mange, der har spurgt til hvordan ‘man gør’ og der er ikke én måde at gøre det på, men jeg gjorde sådan her:

  • Aftalte med mig selv, at jeg ville leve to uger uden Instagram. Både i forhold til at dele selv og følge andre/bruge app’en i almindelighed.
  • Derfor slettede jeg app’en helt. Da de to uger var gået (+ et par dage, blev så glad for pausen, at jeg forlængede) downloadede jeg bare app’en igen. Vær dog opmærksom på at kladder bliver slettet, når man sletter app’en, så gem de billeder/tekster først.
  • Instagram er der hvor jeg har mit ‘afhængighedsproblem’. Jeg bruger sjældent Facebook og Snapchat er kun med venner, så dem beholdt jeg. Havde jeg haft et lidt for lidenskabeligt forhold til dem også, var de også blevet slettet i pausen.
  • Jeg har holdt weekender med digital detox løbende det seneste halve år, hvilket er et godt sted at starte, hvis det med flere uger føles lidt for angstprovokerende.

Og jo, det er helt skørt og lidt skræmmende, at det overhovedet kan være angstprovokerende ikke at kunne følge med på diverse sociale medier, men ikke desto mindre er det sådan, rigtig mange har det og det spørgsmål jeg (oprigtigt) har fået fra flest har været, “Var det ikke svært?”.

Derfor synes jeg, det er federe at adressere det og tage tyren ved hornene omkring at mange (mig selv inklusiv) bikser lidt med balancen, når det kommer til offline/online. Jeg gider nemlig ikke sidde tilbage med følelsen af, at jeg har scrollet mit liv væk og samtidig vil jeg gerne kunne dyrke alt det gode, som sociale medier også kan. Og en pause kan virkelig være god til at få sat det hele lidt i perspektiv, synes jeg. Til lige at nulstille.

Det er ikke noget, jeg som sådan har lavet regler for, men hvis jeg skal skitsere hvordan min brug af sociale medier er nu, kan det opridses til følgende regler:

  • Den første times tid af min dag, vil jeg have for mig selv. Til at vågne og komme i gang. Med min egen dag i stedet for andres.
  • Det samme gælder om aftenen, inden jeg går i seng. Telefonen (og ‘de andre’) kommer ikke med i soveværelset.
  • Når jeg ‘er på’, er jeg det fordi jeg aktivivt har valgt det (typisk et par gange i løbet af dagen) og så bruger jeg tid på det og engagerer mig. Deler, liker og kommenterer. Jeg bruger det ikke som pauseklovn, når jeg står i kø, spiser, mens jeg er sammen med andre eller lignende. Jeg vil, at min hjerne får de småpauser, der naturligt er på en dag, uden at jeg partout skal fylde tiden ud med at scrolle. Til gengæld vil jeg også gerne udforske, opleve og få noget ud af det, når jeg så er på.
  • På den måde er der meget man går glip af. Og sådan er det. Ligesom jeg på et tidspunkt måtte erkende, at jeg aldrig får læst alle de bøger, jeg gerne vil eller besøgt alle de lande i verden, jeg drømmer om. Man kan slet og ret ikke nå det hele. Og det er helt ok.

(Visited 7.834 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

56 Kommentarer

  1. Hvor er det dejligt at have dig tilbage. Du lyder til at have haft stor gavn og glæde af pausen.
    Jeg ser frem til at finde ud af, hvor du tager bloggen og os læsere med hen næste gang. Og så da også tillykke med det “rigtige” job :-)

  2. Dejligt du er tilbage igen. Har savnet dit univers lidt, og det lyder som en skøn plan for bloggens fremtidige liv.
    Jeg vil vildt gerne høre noget mere om din måde at træne hunde på. Er selv hundetræner (og hundeejer) med Canins baseret klikkertræning som udgangspunkt, og det er altid rart med noget inspiration fra andre.

  3. Det lyder som en god ændring og tillykke med job.

    Generelt fedt at der kommer mere fokus på grøn livsstil og genbrug. Forresten megafedt med plastikoprydning på Instagram. Er sikker på at det får flere til at tænke over deres skrald samt hjælpe med at rydde op når man lægger mærke til andres skrald.

  4. Det lyder som en dejlig ferie, du har haft dig :-) Herhjemme har vi aftalt max 1 times skærmtid om dagen (inkl telefoner) og det virker skønt. Jeg har personligt ikke noget problem med at undvære skærme (jeg er heller ikke på sociale medier), men det har min mand til gengæld. Så det er en god fælles løsning for os. Jeg plejer at bruge min skærmtid på at læse blogs, nyheder og se dokumentarfilm. Jeg tror, at det vigtigste er at finde frem til noget, der virker for en selv mere end hvad andre gør. Det lyder også godt at du skruer op for det grønne perspektiv på bloggen, det glæder jeg mig personligt meget til. Sustain Daily er en god inspiration for mig, så vil elske flere øjne på emnet. Det samme gælder hundetræning. Vi træner vores kat med en klikker med stor succes, og mange tricks får vi fra hundetrænere, genialt redskab :-)
    God onsdag til dig. Kh Katrine

  5. Jeg er helt oppe at ringe over dit fokusskifte her på bloggen – mest det med bæredygtighed egentlig, kan godt lide hunde, men nok mest nusse delen x) Sejt at du har lyst til at bruge din stemme her online på at italesætte grønne valg! ? Det er så dejligt at du gør det der er rigtigt for dig – og selvfølgelig (forhåbentlig!) bliver mere skarp på hvad der egentlig giver en værdi som man bliver ældre. High five og velkommen tilbage :)

  6. Tillykke med dit nye arbejde, er spændt på at høre hvad det omhandler!
    Og super spændende indlæg, jeg har så stor respekt for det. Min kæreste og jeg snakker tit om lige netop dette emne, men vi har aldrig været modige nok til at tage skridtet. Jeg ved ikke hvad vi er bange for, og jo mere vi tænker over det, jo mere åndssvagt synes vi at vi selv er (sagt med et smil på læben). Jeg synes afhængigheden af de sociale medier er så skræmmende og jeg tror inderligt den gør noget skidt for mange. Den anden dag læste jeg en artikel omkring den nye generation kaldet “OAP’steren (Old Age Pensioners), og jeg er SÅ stor tilhænger deraf, tror det ville være så sundt og godt for os. (Jeg synes du skal læse den, tror det var i Eurowoman.dk – jeg skænkede dig en tanke da jeg læste den).
    Åh, man kunne diskutere dette emne så længe – og det hele hænger sammen; Socialemedier, balance, sundhed, nuet, livet.
    Fortsat god sommer, Emily! :-) <3

  7. Hvor er det dejligt du er tilbage på bloggen! Jeg glæder mig til at læse med igen og se dine finurlige tiltag :)
    Og ikke mindste høre om dit nye job. Det lyder spændende!

  8. Mit “problem” herhjemme er egentlig ikke rigtig min telefon – der sker simpelthen ikke nok på min, til at den er den helt store tidsrøver, ha ha :-D

    Dog bruger jeg alt for meget tid, ifølge mig selv, på film, serier, dokumentarer osv. Jeg elsker det og jeg synes det er mega spændende, men ejjj.. Jeg sidder alt for mange timer, hver dag, foran en skærm.
    Jeg bor alene og har gjort det altid, så derfor har jeg mange timer herhjemme (lige nu også fordi jeg går ledig), så jeg har mange timer, hvor jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal lave.
    Selvom jeg ser mange spændende og sjove ting, så bruger jeg uhyggeligt (og lidt pinligt) mange timer på det, og det vil jeg gerne have gjort op med.
    Så jeg skal have fundet på en eller anden regel om, hvornår og hvor meget tid jeg må bruge på, at se serier, film osv. – for timerne går så hurtigt, og lige pludselig har jeg brugt en hel dag på, at sidde og glo serier.
    Det er meget inspirerende at læse om din tilgang til din telefon, og jeg tænker, at det kan jeg sagtens for overført til mit forbrug af serier m.m.

  9. Sikke et dejligt indlæg! Og tak for inspiration til digital derop, jeg føler ikke sjældent at jeg ikke selv er herre over mit forbrug…

  10. Jeg vil så gerne høre mere om hunde! Min mor fik hund sidste år og selvom jeg (desværre) ikke skal have hund endnu, så interesserer det mig meget.

    Mht. til punktet omkring at være på, når man er på føler jeg mig godt nok ramt… Jeg er kamp-slem til at beskæftige min hjerne konstant, hvis jeg keder mig det mindste alene. Pt. har jeg downloadet Imran Rashids bog “Sluk”, som jeg næsten ikke tør læse, fordi jeg er sikker på at jeg får øjnene op for hvor skadeligt det egentlig er. Nuvel, jeg balancerer det også med meditation og deslige, men det kan ikke være helt godt.

    I øvrigt vil jeg lige knytte et fun fact til alt det med at dokumentere vha. billeder: jeg læste for nyligt om et studie, der viste at man faktisk husker ting dårligere hvis man tager billeder af dem. Det har fået mig til at genoverveje hvor meget og i hvilke situationer jeg tager billeder.

    Derudover: velkommen tilbage, tillykke med jobbet, og jeg glæder mig til at læse med!

  11. Det er så dejligt at “ha’” dig tilbage, men ih, hvor jeg under dig den pause du har givet dig selv, og som så tydeligt har gjort godt. ❤️
    Og JA til hundesnak!! ? Vi får vores lille vuf om en måned (om alt går vel), og jeg har SÅ længe haft lyst til at plukke din hjerne for hundetips. Du virker nemlig som den bedste hundemor, og det er så tydeligt, at du og Penny har et meget særligt og fint bånd, og det vil jeg så gerne høre mere om og suge tips fra. Så kom bare med all things dog! ??

  12. Ja tak til alle de spændende ændringer på din blog – og til mere om hunde!
    Og tak for inspiration til et par “regler” for brug af sociale medier, det har jeg helt sikkert brug for også at indføre lidt af :-)

  13. Velkommen tilbage Emily! Jeg er så spændt på at følge med i, hvordan dit univers udvikler sig i en grønnere retning :)

  14. Får bogklubben lov at blive får jeg lyst til at spørge? :) Jeg ser frem til de nye tiltag.

  15. Hej Emily.
    Åh, hvor lyder din sommer skøn!
    Ser frem til endnu mere bæredygtighed og ikke mindst mere hunde-inspiration… Elsker at følge dit univers og vil fortsætte på trods af dine annoncerede ændringer.
    Spændende med nyt arbejde og spændende med et nyt kapitel ?

  16. Først og fremst: deilig å ha deg tilbake, du har vært savnet! ❤️ Det ser ut som om dere har hatt en nydelig ferie, og jeg gleder meg til å se og høre mer om endringene som skal skje fremover – det virker spennende! Delen om digital detox traff meg midt i magen. Jeg er nok absolutt avhengig, og vet jeg hadde hatt godt av en pause. Kanskje en liten digital avrusning får stå på planen for den siste delen av sommeren!

  17. Velkommen tilbage søde Emily og stort tillykke med jobbet! Bliver spændende at høre, hvad du skal i gang med.
    Jeg vil ELSKE flere indlæg om hund på bloggen! Jeg får min første lille vaps hjem om 15 dage, og har allerede været dine arkiver igennem for indlæg og screenshottet gode råd og tricks. Synes du virker som verdens bedste hundemor og det vil jeg så gerne selv også blive:) Så vil glæde mig rigtig meget til at læse mere!

  18. Tillykke med jobbet og dejligt du er tilbage! Vil glæde mig til at læse mere om bæredygtighed mv. Og jeg vil rigtig gerne læse om hunde! :)

  19. Hej Emily. Velkommen tilbage fra din pause. Jeg synes, at det var et sejt valg! Jeg er glad for at din lille detox ikke har givet dig lyst til helt at droppe bloggen, for jeg kan godt lide at følge med. Jeg kan godt forstå at du vil lave mindre i indhold/færre indlæg og at du vil lave lidt om på gengangerne. Jeg vil bare lige sige, at noget af det, som jeg synes du gør aller bedst, er at du skriver lange indlæg. Det er så dejligt at kunne fordybe sig lidt i dine tanker og oplevelser (og ikke bare ultra korte tekster, som man ser andre steder), så det håber jeg virkelig, at du vil fortsætte med ?

    Kh. Helene

  20. Jeg er helt klar på at du tager bloggen i en mere bæredygtig retning, både den samfundsmæssige/klimamæssige og den personlige! Og vil SÅ gerne høre mere om hunde. Og det gør ikke noget at læbestift og tøj falder lidt i baggrunden, livet ændrer jo fokus henad vejen.

  21. Velkommen tilbage! Og tillykke med det nye job :-) Jeg glæder mig til at se, hvad det nye format og de nye indlæg bliver. Mit eneste ønske er at læseklubben bliver, selvom jeg endnu ikke har nået at læse med. Hundetips er meget velkomne, og sundhed og kost – og genbrug og klima. Hvordan går man pænt klædt uden at overforbruge? Hvordan ser man verdens afkroge uden at rejse med fly? Det vil jeg gerne høre mere om :-)
    God aften, og tak for en blog med gode billeder og tænksomme tekster.

  22. Hvor dejligt du er tilbage ? Har savnet dine indlæg. Skal selv på ferie i slut august og vil forsøge med en digital detox der. Tak for inspirationen. Tillykke med det nye job og spændende at der kommer mere om sundhed, velvære og bæredygtighed. Glæder jeg mig til at se/læse ☺️

  23. Så fint skrevet og tankevækkende! Og spændende med nye ting! Men jeg håber du finder tid til at fortælle lidt mere om Portugal og surfing, der så så fantastisk ud! :)

  24. Det lyder som en tiltrængt detox og genopladning :) Jeg er spændt på den fremtidige udvikling af din blog, og synes tiltagene lyder rigtig spændende! Og hey- fra en fellow hundemor til en Frida, vil jeg elske hundeindlæg! ☺️??

  25. Jeg er vild med din formulering vedr “at scrolle livet væk”. Meget meget enig i at det handler om bevidsthed og om at lade sig eget liv fylde mere end andres. Men tror også det er svært. En proces.

    Og så selvfølgelig tillykke med nyt job. Spændende :)
    Fortsat god sommer, Emily
    Knus

  26. Dejligt at have dig tilbage, jeg har virkelig savnet dit lille univers!

    Jeg glæder mig meget til mere fokus på bæredygtighed, så skønt du vil rette fokus her hen.
    Og hunde! Det havde jeg ikke lige set komme ville være en vinder for mig (selvom jeg altid har syntes Penny var sød). Men sidste år blev jeg kærester med en mand med en lille tornado af en Jack Russell og synes det er vældig sjovt at lege div træningslege med ham. Så thumbs op til mere hund!

    Jeg føler mig vældig ramt og samtidig inspireret af dine tanker om digital detox. Jeg kan ikke styre det. Fylder ALLE pauser ud med instagram, facebook, pintetest. Det er virkelig irriterende, samtidig med at især insta er min aller bedste inspiration til alt det jeg ellers holder af. Dejligt med fokus på dette emne.

  27. Velkommen tilbage! Elsker alt ved dette indlæg: Hunde, bæredygtighed, kvalitet frem for kvantitet i indlæggene (selvom jeg nu synes jeg dine indlæg generelt er af høj kvalitet!) og et “rigtigt” job på sidelinjen :) glæder mig til at høre mere.

  28. Velkommen tilbage!

    Jeg har selv lyst til en ny -indretning af min blog. Hvor samler du inspiration henne? Har kun erfaring med købte wordpress-temaer.

    Kærligst
    Kamilla

  29. Jeg glæder mig til at høre, hvor du har fået arbejde, og hvad du skal lave. Stort tillykke, – dem der får dig er heldige. Jeg håber stadig at se en hel masse til dig og dit skønne univers. http://www.mettem.dk

  30. Hurra og tillykke med nyt job!
    Jeg tænker nogle gange, jeg gerne vil møde dig på fælleden på løbetur. Jeg synes, du virker som en skøn og ligetil person. Så får du en high five den dag, det sker ;)
    KH

  31. Velkommen tilbage :) Det er dejligt med en digital detox af og til :) Jeg er glad for, du ikke lukker bloggen. Omend det lyder som om, den bliver lidt anderledes. Men bedre end ingenting. Jeg tænkte faktisk henover sommeren, at du nok ville annoncere, du stoppede, fordi du havde fået er job. Syret ik! Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har bare fornemmet både på din insta og her en lidt anden ‘stemning’. Som om dit fokus var andre steder. Mærkeligt at kunne fornemme det :) Men du virker til, at du har fundet ro og bruger mere tid på sport, natur og oplevelser med din mand og lidt godt kunne bo på landet. Du virker ikke så ‘fashion’ mere – hvilket er helt i orden – ikke en kritik! Jeg er selv i 30’erne og mærker først nu de sande værdier i tilværelsen, og hvem jeg vil bruge tid på. Så stor respekt herfra. Man er jo bare blevet lidt afhængig af dig og dit lyserøde univers ;) Hvis du ikke ender med at lukke bloggen i nær fremtid, så håber jeg, du stadig vil lave indlæg om bolig og mode og dele dine gode opskrifter. Jeg interesserer mig hverken for trænings- hunde eller grønne/bæredygtige indlæg, Hihi. At læse blogs er for mig en herlig guilty pleasure, så der må gerne være masser af lyserøde desserter, pænt tøj og boligtilbehør ;)

  32. Hejsa.

    Jeg har fuldt dig i rigtig mange år, næsten siden starten, tror jeg.

    Jeg synes, at det er så spændende, at du skifter lidt fokus. Du har nævnt er par gange, at du forsøger at købe et stk tøj om måneden, sejt, tænker jeg. Men hvordan udvælger du det? Er selv udfordret af at ville skære ned på forbrug både pga økonomi og ikke mindst klima… Forsøger ofte at købe et bedre alternativ, fx øko jeans fra Nudie.

    Jeg er selv blevet hundeejer for et halvt år siden, så vil også følge med i de indlæg!

    Ville egentlig bare sige, at jeg vil se frem til de kommende indlæg!! Du gør det super godt ????
    Og tillykke med jobbet – vildt du skifter fra fuldtidsblogger, sejt nok!!

  33. Det lyder virkelig dejligt med detox og forandringer – jeg glæder mig til at se, hvad det bringer! Jeg har selv fulgt dig on/off siden 2011 (fandt lige et Emily Salomon-bogmærke fra den tid på min computer, det er lidt hyggeligt) og vil blive ved så længe, det er muligt. God sommer til dig og dine andre læsere

  34. Velkommen tilbage, stort tillykke med det nye job, og kæmpe ja tak til mere hundesnak. Hilsen en fellow border collie -“mor”.

  35. Jeg bliver simpelthen så glad, når en indflydelsesrig blogger som dig annoncere et fokusskifte i retning af mere bæredygtighed. Jeg har nydt at læse blogs i mange år, men på det seneste oplever jeg, at det egentligt giver mig mere ondt i maven end god underholdning, fordi den livstil som i mange tilfælde vises frem med utallige flyrejser og konstante shoppingindlæg med tilbud hos Bootz etc. i virkeligheden er et billede på alt det, jeg selv gerne vil væk fra. Så tak, Emily, fordi du vælger at bruge din indflydelse på en anden måde. Jeg tror virkelig, at det kan være med at skubbe udviklingen i en anden retning, når rollemodeller som du viser en anden vej.

  36. Velkommen tilbage! Jeg er glad for at høre du ikke helt dropper blogging nu du har fået et andet fuldtidsjob, tillykke med det, og glæder mig til fortsat at følge dig og bloggen, i det omfang det nu engang bliver.

    Mathilde

  37. A-MEN! Det her indlæg beskriver, hvorfor din blog er en vinder. Du forstår at forny formatet såvel som indhold så det passer til, hvad der er brug for i tiden. Du fortjener et dusin lyserøde roser for det her indlæg og det tiltag, det beskriver!

  38. Jeg kan ikke komme ind i kommentarfeltet på bogklubben – bliver bare sendt herhen? :(

  39. Har du læst videnskabsjournalisten Cathrine Prices bog “Jeg slukker nu”? Mange af dine fifs til digital detox minder om hendes. Jeg har læst bogen her i sommerferien, og den var virkelig tankevækkende. Jeg synes, det er uhyggeligt, hvordan tech industrien formår at udnytte vores hjerner og gøre os afhængige, uden vi selv opdager det. Den har virkelig fået mig til at tænke over at bruge mindre tid på min skærm, så den kan anbefales, hvis du vil læse mere :)

  40. Mere hund, tak.
    Bøger, yes!
    Genbrug og grønt – fint.
    Og når man kun læser en blog – din – så var det ufrivilligt detox på den konto
    ?

  41. Ej jeg glæder mig til mere hund!! Det har jeg så meget savnet. Vil elske inspiration i alle former indenfor hundeverdenen.