Bananpandekager med havre og min nye yndlingssnack

Jeg er, som I ved, hverken kostfornægter eller fanatisk. Til gengæld holder jeg gevaldigt af at eksperimentere, spiser overvejende plantebaseret (både for min egen og miljøets skyld) og så går jeg ret meget op i at spise varieret. Og her taler jeg ikke bare om til hvert måltid (selvom jeg unægteligt nyder, når der er mange forskellige farver på tallerkenen), men også over tid. At man ikke spiser det samme dag ud og dag ind. Jeg tror ikke på diverse kure og (ekstreme) kostretninger, men “varieret og afbalanceret”, dét tror jeg på. Masser af sunde og nyttige sager, men også lidt af det unyttige, der er forbundet med stor nydelse.

Men inden jeg ryger helt ud af en tangent (kan I fornemme, at jeg kunne tale længe om varieret og afbalanceret?), så må jeg hellere sætte spotlyset på dagens egentlige hovedperson: De nye havreprodukter fra Fazer Yosa. Der er tale om forskellige havredrikke, havregurts, smørbart havrepålæg, overnight oats m.m.

Følg Fazer Yosa på instagram her for masser af inspiration, opskrifter m.m.

 

Og mens havredrik (i talesprog “havremælk”, men det må man altså ikke kalde det, hvis man skal være korrekt) længe har været min allierede til kaffen, matchalatte og lignende, så har det været herligt at stifte bekendtskab med nye, plantebaserede alternativer til morgenmaden og snacks på farten.

I Fazer Yosas sortiment af nye, appetitlige havreprodukter er mine klare favoritter Greek Style havregurt (både naturel og dem med frugt), Rich havredrikken til kaffen, Oat Spread med tomat og basilikum og sidst men ikke mindst Overnight Oats som en hurtig og nem morgenmad eller snack to go.

 

Jeg har nydt havregurten med granola, frugt og nødder til morgenmad en masse på det seneste og i weekenden har jeg lavet bananpandekager med havremælk og toppet med havregurt og andre lækkerier. Opskriften finder I nedenfor :)

 

Bananpandekager med havre

– 2 personer. Min PCOS-venlige pandekageopskrift som flere af jer har spurgt efter på det seneste.

1 moden banan
3 æg
1 dl mandelmel (jeg bruger den fra Funktionel Mad)
1 dl Yosa havredrik
1/2 tsk vanillepulver
Et drys salt
Olie til at stege i

  • Mos bananen med en gaffel.
  • Pisk æg og mandelmel sammen og pisk bananen, vanille og salt i.
  • Lad gerne dejen trække 5-10 minutter, hvis du har tid.
  • Steg pandekagerne i kokosolie. Ca 2 spsk. dej pr. pandekage. De skal vendes, når de laver små bobler i overfladen. Steg dem gyldenbrune på begge sider.

Veganske bananpandekager med havre

– 2-3 personer. Og så den helt plantebaserede version. Man kan evt. nøjes med en banan og komme 2 scoop risproteinpulver med vanille i, hvis man vil have pandekager med et højere proteinindhold.

2 modne bananer
2 dl Yosa havredrik
100 g havregryn
1 tsk bagepulver
1/2 tsk vanillepulver
Et drys salt
Olie til at stege i

  • Kom havregrynene i en blender og blend dem til mel.
  • Kom resten af ingredienserne ved og blend til en ensartet dej.
  • Lad gerne dejen trække 5-10 minutter, hvis du har tid.
  • Steg pandekagerne i olie, ca. 2 spsk. pr. pandekage, til de er gyldenbrune på begge sider.

Toppings

Uanset om du vælger den ene eller anden opskrift, så spis pandekagerne med masser af lækre toppings. På billederne har jeg hindbær, Yosa Greek Style havregurt, mandelsmør, ristede boghvedekerner, kokoschips og så lidt “helsekonfetti” (som Emma så fint har døbt det) aka bipollen og tørrede rosenblade. Nikolaj spiser sine med ahornsirup og syltetøj også.

 

Sådan en morgenmad kan man altså kun blive glad af ♥

Min nye yndlingseftermiddagssnack. Små crackers af brune ris og boghvede med Yosa Oat Spread med tomat og basilikum. Og så lidt gnavegrønt til.

Yosa fås i Meny, Spar, Bilka og Føtex og er selvfølgelig produceret uden brug af stråforkortere.

 

For tiden eksperimenterer jeg i øvrigt også med at undgå mælkeprodukter helt pga. min PCOS. Der er lidt delte meninger hvorvidt det er et hit, men jeg har læst nok undersøgelser, der peger i den retning, til at ville give det et forsøg. Og derfor var det som sendt fra himmelen med nye, grønne og velsmagende alternativer, som jeg kan nyde til morgenmad, som snack, på brødet og i kaffen.

 

(Visited 7.194 times, 2 visits today)

Skriv en kommentar

12 Kommentarer

  1. Ser lækkert ud. Hvor er de små crackers købt? Inspiration til frokost :) hvad spiser du for tiden? Knus fra Tanja

    1. De er fra Clearspring og købt hos Helsam. Ofte æg, rejer og avocado eller en salat med kikærter, laks, kerner og grønt. Og ofte også en rest fra aftensmaden :) Kram E

  2. Jeg synes den der havregurt smager ganske forfærdeligt! Og jeg er ellers ikke sart..
    Men, jeg er vild med havredrik og må nok hellere prøve den der spread. Den må være lækker at have i køleskabet på arbejde til et stykke knækbrød når sulten melder sig sidst på dagen..

    1. Er det den der hedder Oat Snack? Den kan jeg heller ikke så godt lide… Synes til gengæld den der hedder Greek Style er virkelig lækker. Det er den, der er på pandekagerne :) Kram E

  3. Jeg kan egentlig godt lide “spread” eller “smøreost” af havreprodukt, der allerede er på markedet, men troede egentlig ikke, at havre er så foreneligt med PCO? Havre påvirker insulinniveauet i kroppen negativt, så vidt jeg forstår? Selvfølgelig ikke så meget som andre ting, men alligevel sådan at man ikke skal have for meget?

    1. Du har helt ret i, at det ikke er smart at spise i store mængder pga. stivelsen. Så en stor skål havregryn med rosiner om morgenen er ikke smart. Jeg nyder havre i små mængder enten i hjemmelavede overnight oats eller chiagrød, hvor jeg bare bruger 1-2 spsk og så også som her i lidt havregurt, havremælk eller spreads. Og så er nøglen at kombinere med noget (sundt) fedt og gerne noget protein, så blodsukkeret forbliver stabilt :) Så om insulinniveauet bliver drillet afhænger af hvor meget havre (eller stivelse eller sukker generelt) du spiser samt hvad du spiser det sammen med. Kram E

      1. Så fedt, når du deler ud af PCO venlige opskrifter! :-)
        Og tillykke med de flotte svar på blodprøverne, det er rigtig godt at høre!

  4. Superlækre opskrifter, tak! Den første “Bananpandekager med havre” står det dog at der skal 1dl havredrik i, men ikke hvornår det skal i. Min dej blev lidt tynd, så er det en fejl at den skal i måske?
    Knus

    1. Den skal bare røres i dejen, når du bananen er most og pisket med mel og æg, hvis den bliver for tynd, så prøv evt med mindre væske/ingenting næste gang :) kram