Sidste år, omtrent på det her tidspunkt, gik mit hjerte i tusind stykker. Jeg oplevede en sorg, jeg ikke hidtil har prøvet. Så stor og inderlig, at det i sig selv kom bag på mig og kun forstærkede følelsen af at stå og kigge ned i afgrunden. Og slet ikke have lyst til at kigge op igen.
Jeg havde fundet ud af, at jeg var gravid kort tid forinden og på den måde blev komplet lykke og glædelig overraskelse på et splitsekund til ulykke, da jeg en vinteraften i Aarhus begyndte at bløde og fik slemme smerter i underlivet. Først var vi bange for, at det var en graviditet udenfor livmoderen, men da jeg blev indlagt og undersøgt for dette på sygehuset, tegnede et mindst lige så kedeligt billede sig. Jeg var ved at abortere spontant. 6-8 uger henne, så det var tidligt, men alligevel havde jeg voldsomme ve-lignende smerter, kastede op og ja, blødte.
Det er faktisk ganske normalt. En stor del af alle graviditeter går til grunde i første trimester. Jeg kendte godt statistikkerne, jeg vidste godt, at der var en hvis risiko. At det ikke betød, at der var noget galt med mig eller os. At det ‘bare’ er naturens måde at sortere et formentlig ikke levedygtigt foster fra tidligt i processen. At der formentlig er endnu flere spontane aborter end dem man har tal på, fordi mange af dem sker så tidligt, at kvinden slet ikke når at opdage det. Alt det vidste jeg godt. Og min fornuft prøvede at minde mig om det, da jeg lå tom og ked på Skejby Sygehus dagen efter den værste nat i mit liv. Den sagde også “Men tænk på hvor dejligt det er, at det kunne lade sig gøre. At I kunne blive gravide. Det er jo godt, så er det bare at prøve igen”.
Den samme – undskyld mit franske – lortetrøst, som jeg selv tidligere har givet til kvinder i samme situation. For lige der kunne jeg ikke bruge det til noget. Overhovedet. På trods af at scenariet altså ikke kom fuldstændig bag på mig
Jeg har både prøvet at have slemme kærestesorger og at miste nære familiemedlemmer, alligevel var denne sorg så anderledes og dens voldsomhed kom bag på mig. Den var rå og helt uden fortrøstning og også fuld af selvmedlidenhed og -bebrejdelse. Og samtidig følte jeg mig så ensom. Mens Nikolaj stadig var i Aarhus (han var der for at kommentere OL for DR), så tog jeg hjem og verdens bedste veninder kom i hold og ‘passede’ mig. Og alligevel følte jeg mig alene med min sorg og den kedelige selvmedlidende følelse af at min krop og universet havde forrådt mig. Og så den der følelse af, at alle håb og drømme for fremtiden med ét er blevet slukket. Lige på det punkt minder det faktisk lidt om kærestesorg.
En god bekendt havde gået det samme igennem umiddelbart inden og det var hos hende, jeg fandt den største trøst. Hun kunne sætte ord på nogle af de (dystre) tanker jeg havde. Hun rådede mig til at melde mig syg i en uge og tude og se Harry Potter-film.
Dét hjalp lidt. Og gradvist mere og mere. Min krop var også noget medtaget, så det gjorde godt både for den og hovedet at trykke på pauseknappen. Ikke bare for den næste time eller dag, men slet og ret sygemelde sig ugen ud.
Jeg har aldrig før grædt så meget eller så hjerteskærende som den uge (undskyld naboer!). Men jeg havde brug for at være i den sorg. Og mens jeg ikke mener man skal dyrke den, så var det godt for mig, at give den plads. At anerkende den. Få den ud. Så var det som om jeg kunne give slip. Langsomt, langsomt. Men det vendte så småt efter den uge og sidenhen tog det et par uger og så kunne jeg ligefrem glæde mig over og tro på kommentarerne om “at det da trods alt var dejligt, at det kunne lade sig gøre, at jeg kunne blive gravid”. Også selvom jeg havde haft lyst til at slå folk ned, der sagde det samme blot en uges tid forinden.
Så selvom det er et godt og velmenende råd og det kommer fra det bedste sted (det har det gjort, når jeg selv har givet det førhen), så er mit bedste tip, hvis man kender en, der lige har aborteret, at man venter lidt med lige den frase. For man har det som om man lige har mistet en man elsker og man er pænt ligeglad med, at det samtidig er bevis for, at man potentielt kan få en ny/anden.
Det har taget mig et langt tilløb at skrive dette indlæg. Jeg har ikke været et sekund i tvivl om, at jeg gerne ville dele min oplevelse. Jeg har bare ikke været klar før nu. Men jeg ved, at I også må være mange der har prøvet eller (selvom jeg ville ønske jeg kunne forhindre det) kommer til at prøve det. Måske det kan være rart at vide (og læse om) at andre gennemgår det samme. Eller noget der minder om det.
Måske du slet ikke ved, hvor almindeligt det er at abortere i den tidlige graviditet? I så fald er det ikke for at skræmme nogen, men da jeg selv begyndte at tale med familie, venner og bekendte om min abort, fandt jeg ud af hvor mange blot i mit umiddelbare netværk, der har gået det samme igennem. Helt uden at jeg vidste det.
For det er ikke noget vi taler om og selvom jeg godt forstår, at det kan føles uendeligt sårbart og privat (især lige efter, se bare mig, jeg kan først tale med jer om det her et år efter), så burde vi måske snakke bare en lille smule mere om det. Både for at oplyse om, at det er en risiko – ikke for at skræmme, men netop så den kvinde der ellers uforberedt oplever en abort, ikke automatisk tror, der er noget galt med hende. Men også for at lade andre vide, at de ikke er alene. Hverken om tabet, ensomheden eller sorgen. Vi er mange, rigtig mange, der har prøvet det og som forstår. Også selvom alle selvfølgelig oplever det forskelligt.
For selvom enhver læge kan og vil forsikre dig om, at det er ganske normalt og naturligt med en tidlig abort og du kan læse at statistikken siger at 15-20% af alle graviditeter ender med spontan abort, så er det bare tal og formaninger. Sådan havde jeg det i alle tilfælde. For mig var det noget helt andet og langt mere virkeligt, da kvinder jeg kendte, fortalte mig deres historier.
Tilføjelse: Jeg blev tippet i kommentarerne om Landsforeningen Spædbarnsdød der er for alle, der mister et barn – på et hvilket som helst tidspunkt i graviditeten, under fødslen eller i de første leveår. Den ville jeg gerne selv have kendt til sidste år. Måske det kan være en hjælp for en af jer ♥