Nathalie Rykiel fotograferet af Philippe Vogelenzang
Udover et par enkelte shows i løbet af ugens aftener og en paneldebat lørdag til FASHION TALKS (mere om det lige om lidt), så bliver denne uge mere en affære mellem mig og et vist bogmanuskript, end den kommer til at stå i modens tegn. Lidt ærgerligt, for jeg holder meget af al modeugevirakken, men så må jeg bare tage revanche til sommer :)
Der sker i øvrigt masser af spændende ting i slipstrømmen af modeugen og mange af disse sager, er åbne for alle og måske endda mere interessante (med mindre man er moderedaktør eller indkøber) for almindelige modeinteresserede (undertegnede inklusiv).
NATHALIE RYKIEL PÅ DEN SORTE DIAMANT
Det Kongelige Bibliotek har i anledning af modeugen inviteret Nathalie Rykiel, Sonie Rykiels datter og kreativ direktør i Rykiel-modehuset, til en halvanden times samtale med Stephanie Surruge på scenen i Dronningesalen. Her skal de selvklart tale om mode, men også om de to bøger Rykiel har i bagagen: Tu seras une femme, ma fille (2009) og manifestet L´élégance (2013), der tilsammen har givet hende omtaler som en fri og handlekraftig forretningskvinde.
Et arrangement jeg mægtig gerne selv vil til, hvis jeg kan nå det. Læs mere her og køb billet lige her.
COPENHAGEN FASHION FESTIVAL
Når den københavnske modeuge løber af stablen fra i morgen, onsdag d. 28. januar – 1. februar har Copenhagen Fashion Festival masser af spændende ting på programmet og arrangementerne er åbne for alle. Vær dog opmærksom på, at der kan være begrænsede pladser og at tilmelding kan være nødvendig.
- FASHION CINEMA med DR K. Gratis filmvisninger i Design Society på H.C. Andersens Boulevard. Onsdag den 28. januar kl. 18.30 er der eksempelvis “Vogue: med redaktørens øjne” – en portrætfilm om det legendariske amerikanske modemagasin og dets berømte og berygtede chefredaktør Anna Wintour. Kom til drinks og snacks og se udstillingerne i huset fra kl 18. Chris Pedersen præsenterer filmen kl. 18.30. Se programmet for alle dage og tilmed dig lige her.
- FASHION TALKS. Det er her jeg er med ;) Copenhagen Fashion Festival samler en lang række profiler fra den danske og internationale modebranche – designere, modebloggere og redaktører – til at diskutere forskellige vinkler på mode på minikonferencen Fashion Talks. Den finder i Design Society på HC Andersens Boulevard 27 lørdag den 31. januar kl. 11-15. Se programmet og tilmeld dig lige her.
- FASHION POP-UP CINEMA. Copenhagen Fashion Festival har inviteret Copenhagen Fashion Film til at skabe en pop-up biograf med en samling særligt udvalgte modekortfilm, der lægger sig i krydsfeltet mellem mode og kunst. Se programmet her.
- UDSTILLINGER. I Design Society finder man to flotte udstillinger med bæredygtigt fokus – den ene med herretøj fra førende nordiske designere såsom Mads Nørgaard, Armoire d’Homme og Filippa K. Den anden udstilling er med designstuderende fra hele verden. Læs mere om udstillingerne og debatarrangement om dem her.