Altså hvordan bryder man lige tavsheden ovenpå, hvad der endte som en lige vel lang barselsorlov for nærværende blog?

Jeg havde tusinde (meget omfattende) muligheder oppe at vende og deraf gik der blot endnu længere tid, før end jeg fik taget hul på bylden. Så nu gør jeg det bare. Springer ud i det. Næsten som om intet var hændt.

Men det er der ellers. Sket meget. Både i min lillebitte andedam, men i særdeleshed i Verden. Skrækkelige krige fylder dagligt i mit baghoved. Måske også i dit.

Og vores medieforbrug har, in other (og meget mindre news) også ændret sig gevaldigt. Engang var Instagram et fjollested, som jeg slet ikke tog alvorligt, mens det nu er den primære platform, jeg udkommer på. Førhen var det omvendt. Og mens jeg ikke har lyst til at kalde bloggen for et fjollested, så er det nu et con amore-projekt. Eller det har jeg i alle tilfælde lyst til at det skal blive.

For det er nu engang (også) rar med et sted, man kan udkomme, som bare er ens eget. Hvor man ikke er underlagt algoritmens luner og ikke skal tænke over om folk ser ens indhold fordi man skriver særlige stednavne i Mellemøsten. Eller fordi der er for meget eller for lidt hud. Eller ansigt.

Og et sted hvor man kan boltre sig med mere tekst og flere billeder. Og (måske) have folks opmærksomhed i lidt længere tid <3

Men en lillebitte og ret så random statusopdatering siden sidst:

Alder siden sidst: 38 år (jo! at tænke sig. Var 24 da jeg startede bloggen)

Bedste bog jeg har læst siden sidst: Der er mange gode, men den bedste må næsten være Nadia Kløvedal Reichs “Det bedste man kan sige”.

Hårpleje siden sidst: Har lavet en del om i hårplejerutiner især efter jeg tabte halvdelen af mit hår efter Skippers fødsel og er nu blevet en del af Hair Oiling-sekten.

Slik siden sidst: Har aldrig rigtigt kunne lide mælkechokolade, men efter det var en craving under seneste graviditet er det kommet for at blive i mit slikskab

Foretrukne drink siden sidst: Er blevet mere og mere begejstret for vin (øj, det lyder forkert) og mindre forfalden til drinks. Vil helst bede om chablis.

Nye interesser siden sidst: Sidste forår købte jeg et drivhus og blev efterfølgende bidt af en gal gartner. Haveliv og -arbejde er nu ca. det bedste jeg ved udover mine børn.

Yndlingssang siden sidst: Er blevet overraskende glad for Taylor Swift på mine gamle dage og Christmas Tree Farm hørte jeg på repeat i en måned, men vender også altid tilbage til Dolly Partons Jolene.

Rum renoveret siden sidst: Køkkenet. Og det er blevet så godt, at jeg dagligt glædes. Skal gerne vise her og fortælle stolpe op og ned, hvis nogen vil lytte. Og således er vi færdige indvendigt.

Hvad der gør mig glad: Det er stadig hunde, kage, babyer og planter. Og aftenbakker og karbade.

Sår slikket siden sidst: To store. Og de er stadig ved at hele. Har aldrig rigtig fået bearbejdet chokket over Kurts sygdom, indlæggelser og operationer. Og oveni det fik jeg en efterfødselsreaktion, efter Skipper kom til verden. Måske endda en fødselsdepression. Jeg har ikke talt om det før, fordi jeg først nu er ved at forstå omfanget af det. Så i år skal jeg hele indersiden og finde en god psykolog at bearbejde begge dele med.

Verdens største kram til dig der (stadig) læser med. Håber, du har haft det godt (siden sidst) ♥︎

Foto: Christina Kayser O.

I går, over en hyggelig familiemiddag hos mine forældre, kiggede Nikolaj og jeg hinanden i øjnene og udbrød nærmest i kor “Vi klarede den”. Og kunne ikke lade være med både at smile, skåle og high five. For nok har livet som forældre til to små, været drysset med masser af lykkestunder allerede (og mange knapt så lykkelige, men det har jeg vist allerede delt), men i går var det, som om vi nåede ikke bare en, men en helt masse milepæle på én gang. Og havde en gensidig fornemmelse af at kunne sænke skuldrene lidt.

Kurt slog øjnene op om morgenen, krøb op i sengen og over til Skipper, krammede ham og sagde: “Min bedste ven”. Og så var det, som om mit hjerte skulle briste og mit arbejde her på jorden var gjort. Senere på dagen kravlede Skipper rigtigt og for alvor. Han har taget tilløb i mange uger, men nu var det ægte kravleri. Og vores ellers powernappende baby sov 2 lure à hele 2 timer. Og sad i sin stol og spiste så fint og selv. Generelt er der kommet mere og mere ro på hans mave (det stoppede ikke fuldstændig med kolikken men har været en gradvis rejse efterhånden som hans tarmsystem er modnet op). Og jeg kan mærke hvordan overskuddet skyller ind over mig og jeg kan trække vejret friere.

Jeg har netop været alene hjemme med drengene i en uge og det er (med lidt uvurderlig hjælp fra farmor og mormor) gået over al forventning og har givet så meget selvtillid. Og ikke mindst utippet og vidunderlig tid med min store. Man kommer nemt til at dele sig lidt op, når der kommer en lille ny. Far har den store, mor har baby. I alle tilfælde hvis man ammer (og man har et kolikbarn, der er svært udfordret på dagslurene). Derfor har vi nogle dage levet lidt opdelt. Fordi det var nemmest. Og jeg har savnet min lille, store dreng på klods hold. Nu kan vi mere og mere være sammen allesammen. Jeg er så glad.

Der kommer helt sikkert perioder, hvor det går tilbage igen. I nat var eksempelvis ikke super. Men der kommer flere og flere åndehuller. Sidste uge var dagslurene bedre end nogensinde. Ikke dem alle. Overhovedet. Bevares. Men en hel del af dem. Mere ro over feltet og generelt bedre fodfæste. En generel oplevelse af, at vi er seje og nok skal klare den. Og sådan var det ikke for et par måneder siden. Har ikke tal på, hvor mange gange jeg i momentan afmagt har sagt “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre”. Det har været øjebliksbilleder jovist. Og en time eller tyve minutter efter, har tingene været helt ok. Men der bliver altså færre og færre af de der små og store sammenbrud. Luften og overskuddet overtager. Og således bliver der forhåbentlig også mere tid til og mulighed for at være til stede på nærværende blog igen. Håber jeg.

For nylig blev jeg spurgt på Instagram, hvornår man vænner sig til at være mor til to. Med det samme og efter omtrent 7 måneder, ville være mit svar nu. For det er den oplevelse jeg har haft. Men set her på bagkant, så kan jeg se og mærke, at jeg først er landet i det for alvor nu. Og det lyder måske lidt hårdt at sige (og gør mig egentlig lidt ked af det), men det er også først nu, jeg rigtigt har den der vilde forelskelse i min baby, som jeg oplevede med Kurt nærmest fra dag 1. Altså der hvor man kan mærke det helt nede i maven. Jeg har passet på ham og elsket ham fra start, det er der ingen tvivl om, men nu, nu er er vi der. Det skyldes helt sikkert det lange forløb med kolik, refluks og alt hvad der fulgte med af mange lortebleer døgnet rundt, powernaps og afbrudt søvn for både mor og yngste søn. Men nu smiler og ler vi mere end vi græder. Ja faktisk græder vi slet ikke mere ♥︎

Foto: Alona Vibe.

Der går lidt (meget!) længere mellem blogindlæggene herinde, end jeg havde tænkt mig. Men med kolikbaby (der heldigvis, 7-9-13, endelig har det bedre) er det ikke alt, eller faktisk meget lidt, der kan forløbe efter mit hovede. I forsommeren rendte jeg også ind i to gange galoperende halsbetændelse med to ugers mellemrum (sikkert min krops måde at sige på, at den var ved at være i knæ) og følte mig således lidt slået tilbage til start, lige som der ellers var kommet en my ro på.

Inden det lyder som den længste undskyldning, vil jeg i stedet ile til formålet med indlægget her. Noget jeg tænker en del over og forsøger at huske mig selv på (måske fordi det egentlig falder mig lidt svært): At der ikke er noget som helst, jeg skal nå i år. Altså udover at yde omsorg for det lille menneske, som jeg fødte for lidt over 3 måneder siden. Nå, ja og ham jeg fødte for 3 år siden. Og mig selv. Iltmasken på først selv og man kan ikke hælde fra en tom kop og alt det der. Og måske deres far og kærligheden os imellem, også skal prioriteres i ny og næ. Men alt derudover er flødeskum og glimmer, prikker over i’erne.

For: Jeg skal ikke nå noget. Jeg messer mottoet ‘hver ting til sin tid’. For jeg behøver ikke renovere køkken, få en god forretningsidé og udleve den eller på anden vis gøre karriere, gøre tip top rent, luge i mit jordbærbed (både bogstaveligt talt og i overført betydning), se alle jeg kender, få mavemuskler tilbage, udgive et blogindlæg om dagen eller hvad det nu ellers kan være. Altså, det er dejligt hvis det sker, men også helt, helt ok, hvis fokus og (manglende) overskud bliver lagt et andet sted. Jeg tænker og håber, jeg skal blive ret så gammel. Så mon ikke jeg når det hele. Hvis jeg da vil.

Og mon ikke det er helt dejligt at slow dance sig gennem denne søde, sprøde og sårbare periode med en lille baby.

For mig er svaret JO.

Også selv om jeg af og til skal minde mig selv om, at det er helt ok, at leve helt langsomt ♥︎