I går mistede jeg besindelsen. Mit ældste barn skal starte i skole næste uge og dét triggede åbenbart et væld af følelser. Hos mig. Barnet glæder sig bare.

Hvor i alverden alskens bange anelser, panikfornemmelser og tusinde stemmer i hovedet med ‘har vi nu valgt rigtigt og gjort det godt nok’ kom fra, skal jeg ikke kunne sige. Synes jeg har været ret chill hidtil i mit moderskab i lignende situationer. Og jeg havde selv en overvejende lykkelig og ukompliceret skolegang, så det er nok heller ikke dér hunden ligger begravet. Måske er det, at ens (første) barn skal starte i skole bare en virkelig stor ting?

Alt andet lige kunne jeg altså ikke helt kende mig selv. Det tror jeg heller ikke min mand kunne, da han måtte bruge hele sin aften på at lytte til mine ikke så muntre forudanelser og maniske googling af Steinerskoler i stedet for at se det nyeste afsnit af The Last of Us.

Men i det mindste duftede alt godt – ja ikke bare godt, himmelsk – imens. For:

Som I nok har luret holder jeg af Skall. Og ikke bare tøjet, men hele universet. Butikken i særdeleshed (og de meget flatterende spejle i prøverummet ej at forglemme!), der kunne jeg flytte ind any day. Men ikke nok med at der er pææææænt, så dufter der også mere end dejligt. Da jeg var derinde for nylig for at hente et par yndlingsjeans, de havde repareret, slog den liflige, men diskrete duft mig igen i møde og jeg kiggede højt og lavt efter både duftlys og diffusere, duftpinde eller andet, der kunne være ophav til velduften. Uden held. Jeg snusede sågar til blomsterne (japanske/sommerfulge ranunkler selvfølgelig, årets blomst), men de var helt duftløse. Så jeg dristede mig til at spørge, hvad det var der duftede så pragtfuldt.

Den søde ekspedient lærte mig at der var tale om en room spray fra (selvfølgelig igen) Le Labo. De har behændigt nok butik skråt overfor Skall og der driblede jeg så over med mine reparerede jeans under armen og spendere derefter uden at blinke mere på en room spray end de fleste af mine parfumer koster.

Men så er jeg til gengæld i den lykkelige situation, at mit hjem dufter helt fortryllende, mens jeg får meltdowns over snarlig skolestart…

… og den slags er ikke sådan at kimse ad ;)

“Ræveår” tog mig fuldstændig med storm og er med sit fuldstændigt vidunderlige billedsprog måske noget af det bedste, jeg har læst endnu i år. Tror ikke, den er for alle, men jeg fandt den helt betagende. 

Støvlerne jeg nærmest lever i og som både er pæne, rare og gode at gå i haven med. Købt her (reklamelink).

Mamma Mia, nu er det forår <3

Har for øvrigt lige lært, at magnolietræer (som bregner) stammer helt tilbage fra dinosaurernes tid. Og altså inden der fandtes bier. Derfor udviklede træerne de kæmpestore blomster, så datidens (kæmpestore?) biller kunne kunne bestøve dem. Naturen er mageløs. 

Når det er sagt, så har magnolieblomsterne ikke nogen værdi for nutidens bestøvere i Norden. Så selvom det bringer uendeligt med skønhed og glæde for haveejeren, så behøver man ikke plante sin grund til med dem (men et enkelt rækker også langt), hvis man vil gøre noget nyttigt for biodiversiteten. Præcis som med hortensia, som heller ikke har den store nytteværdi for dyrelivet på vores breddegrader.

Altså wow for en velkomst. Både her og i beskedindbakken på instagram. Tak for den og for den betænksomme omsorg ikke mindst.

Hvis I gerne ville give mig blod på blogtanden igen, så lykkedes det.

Og stof til eftertanke. Fordi så mange ønskede sig ‘Slow Content’. Enten i stedet for eller også som supplement til instagram, der efterhånden kan føles mere og mere hæsblæsende. Det oplever jeg også. Både som kreatør og følger.

Jeg skal lige regne ud, hvordan det løser sig i praksis, men jeg vil gerne give den både et skud og en skalle herinde igen.

Når både jeg og I har savnet mediet, så ville det jo være helt skørt, bare at lukke ned. Hvilket jeg ellers, ret skal være ret, havde overvejet. Sådan en gammel, tung blog er dyr at have liggende i serverplads m.m. Især hvis den ikke bliver brugt ;)

Men bruges skal den igen. Basta.

Og nu siger jeg det højt, for så forpligter det:

To gange om ugen kommer der atter nye indlæg.
Så kan jeg altså skrue op eller ned efter lyst og interesse, men tænker, det er et godt sted at starte.

Tak for jer og for hep og pep ♥︎

Ønsker jer en fortryllende uge, fuld af netop det.

Vi skrives ved snarest,

Kram

 

De sidste fire plus år har jeg enten været gravid og/eller lige født et barn og/eller ammet. Alle tre ting er kropsfunktioner, jeg er SÅ uendeligt taknemmelig for, men som også har fyldt en hel del i mit eget selvbillede. Mest på en god måde, men nu har jeg altså også for alvor ramt et punkt, hvor jeg gerne vil gøre lidt ekstra for mig selv. Og min selvfølelse. Og selvforståelse ikke mindst. Bare være mig og gøre ting, der føles rart for mig. Også fordi der nu er mere tid og luft og mulighed for den slags.

Fra den dag jeg har født (begge gange), har jeg prioriteret to ting: At få børstet tænder og få mascara på – hver dag. Jeg ved godt, det kan lyde helt skørt og banalt. Og hvis man ikke har en lille (kolik)baby på armen og en 2,5-årig om benene, så lyder det nok heller ikke som nogen særlig bedrift. Men let me tell you, dét var der bestemt dage, hvor det var.

Men jeg gjorde det. Hver dag. Og det var min måde at sige til mig selv på, at jeg (også) var vigtig. Anerkende mig og gøre noget, der gjorde godt for min selvfølelse.

Og derfra kunne jeg bygge på. Altså de dage det var muligt. Gøre det, der fyldte min kop lidt op, så der var noget at hælde af til de andre. Et varmt bad. Øjenmasker. Te med mælk og honning og lydbog. 15 minutter på yogamåtten.

Og nu er jeg dér, hvor alle de ting er mulige næsten dagligt. Hvis altså jeg prioriterer og skaber plads til dem. Ja, faktisk er jeg dér hvor jeg om aftenen har den mest pragtfulde (og hellige!) times tid, som jeg dyrker. Med aftenbakke, serie eller bog – og af og til et karbad.

Og for nylig er jeg også kommet ud af de slaskede t-shirts og joggingtøjet og har skiftet det ud med lækre og smukke natkjoler med blonder. Her fra Hunkemöller, der laver så mange smukke af slagsen. Dét gør også noget ved selvfølelsen med sådan en silke natkjole skulle jeg hilse at sige. Men mere om det senere.

Satin natkjole med blonder, satin kimono med vide ærmer og fluffy hjemmesko.

Mit mom-hack no. 1

For først kommer her et tip, til hvordan du overhovedet kommer i gang med at skære lidt tid ud til dig selv i en dag fuld af cirkulært, og for det meste usynligt, men virkeligt vigtigt, omsorgsarbejde. Hvis du også er (nybagt) mor – eller bare vil i gang med at prioritere dig selv og udvise egenkærlighed – så læs med her:

Det har taget mig 36 år og to babyer at lære til fulde, men tricket er, at gøre det DU allerhelst vil og har brug for, når der er en pause. Eller lad mig lige omformulere det. For der er aldrig rigtigt en pause vel? Men når der er MULIGHED for at tage en pause (når baby sover lur eller lign), så tag den. Og brug den klogt.

Jeg har to vise veninder, der har lært mig, at man skal bruge hver eneste af babys lure på det, der står allerhøjest på ens prioritetsliste. Det kan være en varm kop kaffe og en serie, et bad, noget arbejde, et kapitel i en bog, strikketøj, træning osv. osv. Så i det sekund baby sover (det forudsætter selvfølgelig, at man har en baby, der sover selv, sådan en havde jeg ikke til at begynde med, men det er en anden historie), går man i gang med det. Ikke med punkt 10 eller 100 på listen. Punkt 1. Så ikke noget med lige at kigge lidt på vasketøjet eller scrolle lidt eller plukke et hår på hagen og tømme opvaskeren halvt først. For så er man garanteret at babyalarmen bimler, så snart man rent faktisk når til det man egentlig ville. Og det er så ufed en følelse. Skipper ekselerede i mange måneder med 20 minutters lure. Så takker også lidt ham for ikke bare at blive virkelig effektiv, men også for at lære at prioritere benhårdt. Og finde ud af, hvad der egentlig gav energi og overskud.

Så helt kort: Brug luren (eller en anden given mulighed for en lille pause i din dag) på det, der fylder dig op. Og start med at gøre det, så snart baby sover. Ikke nogen overspringshandlinger. Dem kan du altid lave senere i luren, hvis det er en lang én. 

Og så kommer det egentlige trick. For nu tænker du nok “jamen hvornår skal jeg så ordne alt det andet?”. Jamen det skal du, når baby er vågen. At kigge på/være med til at tømme opvaskemaskine eller vaske tøj eller handle eller hvad det nu måtte være er mere end glimrende babyunderholdning. Især når de er lidt større. At se på mor være i bad, mens man ligger på et tæppe eller sidder i en skråstol har også fungeret prima her.

Så i stedet for det gamle råd med “sov, når baby sover” (hvilket er et godt, men for de fleste umuligt råd), så er mit råd “fiks ting, når baby er vågen”. Inddrag barnet, fortæl dem, hvad du gør. Gør det til en leg. Selvom det af og til kribler i mine fingre, så kunne jeg ikke drømme om at rydde op, mens Skipper sover. Dér vil jeg arbejde, læse, dyrke pilates, gå en tur (med ham selvfølgelig) eller bare kigge ind i væggen i 10 minutter, hvis det er der behovet er den dag. Fylde min egen kop op.

Selvfølelse 2.0

I den seneste tid, kan jeg virkelig mærke, at mine skuldre har sænket sig. For nu er vi ikke længere dér, hvor det er en bedrift at få børstet tænder dagligt. Eller få mascara på. Nu er det meste muligt for det meste. Og med få udfald er alt i en god, lille rutine.

Til den hører “aftenbakken”. Måske I er stødt på den, hvis I følger mig på Instagram

Aftenbakken er nydelse, selvforkælelse og -omsorg. En lille ø af rarhed og genopladning efter puttetid, hvis man har små børn. Fordi den mere navnkundige morgenbakke sjældent er en mulighed. Og fordi man godt lige kan have brug for lidt benzin og nydning og afkobling, inden man selv skal sove. Men man må altså også hellere end gerne lave aftenbakke, selvom man ikke har små børn.

Det er en god måde at sige farvel og tak til dagen. Og få ro på inden sengetid.

Man kan fylde sin aftenbakke med lige det man lyster, som gør en glad og bringer nydelse. Det kan være godter, ord, levende lys, strikketøj, rugbrødsmadder, varm te, kølig vin, blomster, ansigstolie, neglelak, røgelse eller noget helt andet. Eller lidt af det hele. Man kan se tv, mens man nyder sin aftenbakke. Eller høre musik. Være helt stille. Man kan også dele sin aftenbakke med en, man kan lide.

Og så kan man tage noget rart og smukt (nat)tøj på, mens man aftenbakker den. Det er min nyeste tilføjelse til ritualet. Som sætter prikken over i’et på selvfølelsen. Her er det den fineste natkjole med blonder og en matchende kimono med de smukkeste ærmer. Begge dele fra Hunkemöller, der har et mere end lækkert udvalg af natkjoler og deslige.

Det gør heller ikke noget, at min mand ser på mig med lidt andre øjne, når den forvaskede tee er skiftet ud med blonder. Men det er nu altså allermest for mig selv. Og det gør godt.

Satin natkjole med blonder, satin kimono med vide ærmer og fluffy hjemmesko.