Lydbogsanbefalinger til dit efterår

Jeg har efterhånden mange boganbefalinger på samvittigheden på nærværende blog. Af alle slags bøger og alle typer af genrer og forfattere og det gør mig lidt stolt. Mest fordi I, lader til at kunne lide dem og efterspørger dem, når der er gået for længe imellem. Det gør mig glad (altså ikke pauserne, men efterspørgslen). For jeg håber virkelig på at kunne smitte med læseglæde. I øjenhøjde og med noget for (næsten) enhver smag. Og de her indlæg er blevet nogle af dem, jeg holder allermest af at lave. Altså hvad end det er anbefalinger af bøger til ørerne eller dem til øjnene.

Men jeg er altså så begejstret for at lave anbefalingerne, fordi det er noget jeg virkelig hygger og nusser om og ruger på. Og gør mig umage med. Altså ikke, at jeg ikke gør det med alt det andet. Men fordi jeg lytter til og læser MANGE bøger for at finde frem til den håndfuld eller to, jeg ender med at tippe jer om, så er det sådan en løbende proces, der strækker sig over flere måneder. Og hver gang jeg har haft fat i en ægte litterær lækkerbidsken, der udmærker sig på den ene eller anden måde, så bliver jeg helt henrykt og glæder mig over, at have en god en til ‘bunken’ at anbefale jer. Og når det kommer til lydbøger, så er det (for mig) ikke nok at bogen er god, det er også altafgørende at man har ‘kemi’ med og bryder sig om oplæserens måde at ja, læse op på. Så der er altså endnu en faktor i spil. I nedenstående anbefalinger har jeg dog gjort en enkelt undtagelse. For der er faktisk en med, hvor jeg synes oplæseren maltrakterede en ellers mere end pragtfuld bog. Der er dog også et lille tip til at omgå det ;)

 

Putning med lydbog

Takket være/på grund af Kurt, har jeg konsumeret ekstra mange lydbøger. Først på utallige trilleture med barnevogn og nu i særdeleshed, når jeg putter ham om aftenen. For mens han stadig er det mindste til selv at have glæde af lydbøger, så er de nærmest alfa og omega for vores putteritual. Altså for mig i alle tilfælde. For nok læser jeg godnathistorie for Kurt (og har gjort det siden han var 6 måneder, som en del af vores soverutine) og nok er han så småt begyndt rent faktisk at skatte det og forstå idéen (indtil da, var det bare hyggeligt at høre min stemme – bilder jeg mig ind), men lydbøgerne, det er min store gulerod om aftenen, når han så småt er ved at glide over i søvnen og jeg ligger og nusser ham. Han er sådan en, der falder relativt hurtigt i søvn, men som sover meget let og uroligt den første halve times tid, så i stedet for at stresse over det, have små opvågninger og at skulle ‘starte forfra’, så ligger jeg slet og ret med ham til han sover tungt og godt. I starten syntes jeg det var lidt irriterende, og higede efter at komme ind i stuen til Nikolaj og have kærestetid eller flade ud på sofaen (eller begge dele), men det meste handler jo om perspektiv og efter jeg besluttede at omfavne, at det er sådan, det nu engang er og fungerer bedst, så HYGGER jeg mig altså gevaldigt med de putninger. Både fordi det faktisk ER hyggeligt at ligge dér og holde om babytype, der pludrer halvt i søvne, men også fordi det er blevet en halv times pauseagtig tid, hvor jeg lytter til lydbog og af og til som bonus har jeg også puttesnacks med ind. Igen til mig. Især under de der alenlange kropumulige hedebølgeputninger for en måneds tid siden. Så var det altså lidt nemmere, at holde humøret og tålmodigheden høj, når der var en god lydbog i ørerne OG snøfler som morbelønning ;)

Hvornår bruger I lydbøger? Og har I hørt eller læst noget for nylig, I kan anbefale?

Elsker som altid, når I deler retur ♥

30 dages gratis adgang til Mofibo

Lige nu kan du få 30 dages gratis adgang til alle de mange e-bøger og lydbøger på Mofibo ved at signe up her. Tilbuddet gælder nye brugere og løber frem til d. 10. oktober 2020.

Ønsker jer et dejligt efterår fuld af gode læse- og lytteoplevelser ♥

Ps. Flere lydbogsanbefalinger.

 

6 lydbøger jeg har hørt for nylig og kan anbefale

  • Jordens salt af Jeanine Cummins – Altså denne står slet ikke til diskussion. Den SKAL I høre. Det her er en (lyd)boggodbid helt udover det sædvanlige. Udråbt som ‘Årets store amerikanske roman’ og med rette. Men også udskældt som aldrig før. For forfatteren er hvid, men begår en hjerteknusende og -skærende fortælling om en mexicansk mor, der sammen med sin lille søn er på flugt fra et narkokartel, der har dræbt hele hendes familie. Helt utroligt spændende i al sin gru. Men altså også ret forbudt i de woke kredse i Amerika (og andre steder), så selvom bogen har fået mange, mange roser (bl.a. i Oprahs bogklub) og er blevet solgt i hobetal, er den også vanvittigt udskældt og genstand for megen debat. For må en hvid, amerikansk kvinde, skrive om at være mexicaner og på flugt? Døm selv. Velskrevet af Jeanine Cummins OG velfortalt af en oplagt Tammi Øst, der måske (sorry Ghita Lehrman) er min nye favoritoplæser. Og så uhyre relevant i en tid hvor flygtninge- og migrantstrømmene er større end nogensinde før i verdenshistorien.
  • Højsangen fra Palermovej af Annette Bjergfeldt. En helt igennem herlig og særegen forfatterdebut om hvordan den russiske cirkusprinsesse Varinka havner som matriark i en villa på Palermovej på Amager. Det er morsomt og mytologisk, og så er det gode Ghita Lehrman (ok, hun er altså stadig favorit, jvf punktet ovenfor, kan ikke svigte hende) der læser op, og det er som altid en fornøjelse. Der bliver ‘frakket’ (knaldet) hid og did, drukket øl på Eiffel på Christianshavn og smækket med musefældekjolen i Paris. Og sunget opera, spillet på hund på væddeløbsbanen og hældt gift i suppen. Det er skørt og fantastisk og minder mig på sin vis om et helt perfekt, tosset og lidt magisk kærlighedsbarn mellem Anna Grues Italiensvej og Bjarne Reuters folkekære fortællinger om livet i Brønshøj.
  • De heldige af Georgia Hunter – Jeg skrev bacheloropgave på litteraturvidenskab om traumerepræsentation i litteraturen. Altså hvordan store traumer er blevet behandlet og bearbejdet i romaner, men også i lyrik, tegneserier eller anden tekst. Jeg læste i den forbindelse utallige skildringer om Holocaust. Både øjenvidneberetningerne (her kan jeg anbefale Primo Levis Hvis dette er et menneske), men især også dem, der var skrevet af 2. eller endda 3. generationsoverlevere (her er en anbefaling Alt bliver oplyst af Jonathan Safra Foer). Alligevel er jeg ikke stødt på noget som De taknemmelige før. For selvom den også nøgternt beskriver 2. Verdenskrigs rædsler, så er den samtidig sært håbefuld. Den tegner et interessant, hverdagsligt og alligevel hjerteskærende billede af en ‘heldig’ polsk, jødisk familie og deres kamp for at klare sig. Både fra dag til dag, men også i det større billede. Om at være på flugt, slå rødder nye steder og i det hele taget klare sig igennem. Emnet er – desværre – mere relevant end nogensinde. Romanen er (ret skal være ret) en kende banal og maler også med den meget store, nærmest filmiske (filmrettighederne er da også allerede solgt) pensel. Læseren (eller lytteren) bliver på intet tidspunkt overladt til sig selv mellem linjerne. Men det er en altså en detalje, den er alligevel i dén grad et lyt værd.
  • Tour de Chambre – Som at blive sendt lige lukt tilbage til sin studietid. Og kollegietid, har man haft sådan en. Jeg har ikke, men det følte jeg alligevel, da Tine tog mig gennem Tour de Chambre. Og så handler den også om voksne venskaber og moderskab eller manglen på samme. Og død. Den er lige så finurlig og måske endda mærkelig, som den er kort, og det hele er altså positivt ment i denne sammenhæng. En lille vidunderlig hybrid mellem lyrik (i formen) og roman, som man behøver ikke have oceaner af lyttetid til rådighed for at nyde. Og smukt læst op af forfatteren selv.
  • Hummerens skjold af Caroline Albertine Minor – En fortælling om tre søskende og deres vidt forskellige og meget rige indre liv. Nå, ja og om hvad de begiver sig af med ude i den fysiske verden. Men det er deres tankestrømme og refleksioner, der gør det for mig. Oplæseren (den ellers glimrende skuespiller, Laura Drasbæk) gør til gengæld ikke noget godt for en ellers mere end glimrende bog. Det er sjældent jeg synes, det er så iørefaldende, og jeg håber, hun bare havde en dårlig dag, men der bliver læst op med så meget luft på stemmen og så langsomt, at det føles som om teksten er perforeret af punktummer. Jeg er ellers en ret opmærksom og tilgivende lytter, men her var jeg enten ved at falde i søvn grundet det langsomme tempo eller pænt irriteret over, at det lød som om oplæseren havde decideret svært ved at stave sig igennem teksten. Nå, men der er mening med al denne brok. For det første synes jeg, I skal lytte til (eller alternativt læse) Hummerens Skjold under alle omstændigheder. For bogen er god. Vildt god! OG så er det alletiders anledning til at dele et lille lydbogsfif: Man kan nemlig sætte hastigheden op, hvis man synes det går for langsomt (eller hvis man skal lynlytte noget). Hvis man i dette tilfælde, sætter læsehastigheden til 1.25 så lyder det pludselig helt godt. Og man kan holde sig vågen og nyde teksten og Drasbæks i øvrigt behagelige stemme. Man skal lige vænne sig til det, det første minut, men så er det altså også et hit.
  • Meter i sekundet af Stine Pilgaard – Tænk at kunne skrive som Stine. Så morsomt og med sådan en finesse og skønhed. Alt sammen på én gang. Jeg har både læse-læst denne og hørt den som lydbog. Og i begge tilfælde (omend på hver sin måde) sidder jeg og smager på (og nyder!) sætning efter sætning. Drejer dem i munden og får lyst til at sige dem højt. ‘Prøve dem på’. Det handler egentlig bare om livet på en højskole i en lille flække i Jylland. Og så alligevel om noget universelt. Kærlighed, forældreskab, frygt og meget andet almengyldigt, menneskeligt.

De næste 2 bøger, jeg skal lytte til

  • Næste! af Nina Lykke – Denne har solgt i titusindvis af eksemplarer i Norge og skulle være noget så morsom, så den glæder jeg mig til at blive underholdt af til puttetid eller lurtur snarest.
  • Tre kvinder af Lisa Taddeo – Jeg havde virkelig set frem til denne. Et ret så spændende, journalistisk romanprojekt, hvor forfatteren har fulgt tre kvinder tæt (sådan ‘helt ned i deres dagbøger og inderste tanker, lyster og tidlige minder’-tæt) og siden har gengivet deres historier. Fortættede og som hun har set dem. Og jeg fik da også læst ‘hele’ 50 sider af den på vores sommerferie (læs campingferie med 1-årig er ikke læseferie), så jeg blev glad over at se, at den ligger på Mofibo, så jeg nu kan lytte til den i stedet. Og med hele tre oplæsere, én til hver kvinde. Så smart tænkt.

 

(Visited 4.719 times, 3 visits today)

Skriv en kommentar

18 Kommentarer

  1. Tak for gode anbefalinger. Kan simpelthen ikke forstå, hvordan du kan nå at lytte til så meget selvom du putter. Det er dejligt med dine boganbefalinger generelt, så tak for det.

    1. Dejligt de kan bruges. Hmmm… lytter ca. 30-45 minutter i forbindelse med putning af Kurt og så typisk 15 min, når jeg selv går i seng (hvis jeg kan holde øjnene åbne, haha). Og så ellers på cyklen til og fra ting + når jeg går ned og henter fra dagpleje. Altsammen stykket sammen bliver til lidt. Kram E

  2. Tak for anbefalinger – de ryger fluks på “boghylden” i min lytte app. Jeg hører lydbøger på cyklen frem og tilbage fra job, når jeg løber og også om aftenen sammen med strik (hvis manden ser en film jeg ikke rigtig orker, eller er afsted til sport). Har dog længe været ovre i podcastsgenren som jeg også elsker at lytte til, men kan mærke at bøgerne trækker igen.

    1. Selv tak og hyggeligt at høre om dine lytterutiner <3 Kan du godt strikke og lytte? Jeg synes for nemt, jeg kommer til at lave fejl i strikketøjet, hvis jeg lytter imens. Men jeg er også rookie... Kram E

  3. Jeg er også en af dem, der elsker dine lydbogsanbefalinger❤️ Jeg lytter hver dag når jeg cykler fra og til arbejde. Det er mit lille frirum. Hvor finder du “Meter i sekundet” og “Jordens salt”? De er vist desværre ikke på Mofibo.

    1. Jeg har lyttet til begge på Mofibo. Er du på den nye eller gamle app? Måske det kan have noget at skulle have sagt? Kram E

  4. Jeg har lige læst American Dirt (Jordens Salt) og slugte den! Kæmpe pageturner! Til gengæld er der et lidt mærkeligt efterskrift i bogen, hvor hun nærmest retfærdiggør sin ret til at skrive bogen med, at hendes mand også er ulovlig immigrant – men Google fortæller at han er fra Irland. Liiidt noget andet end Mellemamerika, tænker jeg :)

    En anden vildt god bog, jeg lige har læst er Min mørke Vanessa. Hold nu op en bog! Den kryber helt ind under huden og man bliver virkelig irriteret på flere af karaktererne, som jeg kan huske du har nævnt at du godt kan lide :) Forfatteren her har i øvrigt også fået kritik ift. om hun selv har oplevet overgreb.

    Personligt synes jeg, at man må skrive de bøger man vil – det er vel hele pointen med fiktion?

    1. Ej, det må jeg lige tjekke op på. Altså ikke at det gør en forskel for min perception af bogen (og enig mht at det – set med danske briller i alle tilfælde blev lidt patetisk i efterskriften), men stadig lidt interessant.

      Tak for tippet om Min mørke Vanessa, den er nu på listen.

      Og helt enig mht fiktion. Der er lidt kommet en idé om at det skal være dokumentaristisk.
      Kram E

  5. Tak for gode anbefalinger :) Jeg får også lyttet en del – primært under transport, når jeg laver aftensmad og når jeg laver havearbejde.
    Jeg får primært lyttet krimier, nok fordi de er “lette kalorier” for hovedet – men jeg vil prøve at udfordre min læseliste lidt. Bl.a. skal jeg helt sikkert høre Højsangen fra Palermovej. Jeg er kæmpefan af Ghita Lehrman som oplæser.

  6. Spændt på hvad du synes om Tre Kvinder. Nogle gange bliver jeg lidt for optaget af at bøger skal have et formål, at jeg som læser skal være i mangel af bedre ord forandret eller klogere, når jeg er færdig med dem, og ikke bare kan nyde dem for at være bøger, særligt med biografier eller true to life fortællinger, og Tre Kvinder er en af dem jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal tage med fra den, og derfor ikke rigtig kan finde ud af om jeg synes om den.

    Næste! er nok tiltængt dem ældre, eller i hvert fald bare et andet, mere fast/’voksent’ sted i livet end jeg er, det var i hvert fald ikke en fortælling jeg relaterede super meget til, men den var bestemt fornøjelig.

    Jeg har fluks tilføjet Jordens Salt og Hummerens Skjold til min lytteliste, så tak for anbefalingerne.

  7. Dejligt med gode anbefalinger!
    For tiden er jeg vild med alt Leonora Carrington, særligt the hearing trumpet, de er vist også på mofibo.
    Hun var også en vildt sej dame, surrealist og maler, vildt talentfuld!