Når form og funktion forenes

Åh jeg bliver SÅ glad, når jeg ser på de her billeder. De var fra sådan en af de der helt magiske sensommerdage, hvor luften var lun og behagelig og man havde lyst til at være ude fra morgen til aften. At det også var sådan cirka, hvad jeg var – og i de mest fortryllende omgivelser ved Asserbo Plantage (hedt tip, hvis ikke I har været der, både skov og strand og så, så smukt) OG at det vist var sådan cirka den eneste dag i perioden juni-oktober, hvor jeg ikke var ved at krepere af kvalme, kan også have haft en hvis indvirken på, at jeg husker dagen som noget ganske særligt.

Jeg var på en fotoskydning med ECCO i anledning af, at jeg er deres ambassadør dette efterår og jeg havde fået frie tøjler med både styling og valg af location. Ville gerne at de smukke og lidt rå sko, fik modspil af natur og romantisk styling. Havde også ønsket mig en hest på shootet (det var altså inden det utroligt flotte cover med Greta Thunberg på første nummer af Vogue Scandinavia, men det var lidt samme stil, jeg havde i tankerne). Ville gerne noget, der repræsenterede mig og synes det er endt så lykkeligt. Også uden hest ;)

Kjolen her er i øvrigt min brudekjole. Den jeg brugt en god håndfuld gange siden vores bryllup og jeg bliver i lige godt humør af det hver gang.

Brudekjole og chunky støvler. Lige en kombination for mig.

Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så er det ret så sjældent at de sko – sneakers undtaget –  jeg har gået med de sidste ca. 30 år af mit liv har været sådan ægte behagelige. Altså jeg går aldrig i noget, der er decideret frygteligt at have på (det er jeg trods alt for magelig til), men for nu at kalde en spade for en spade, så har jeg syntes, det var svært at finde sko, der både var flotte for øjet og rare for fødderne. Det har altid været sådan enten eller.

Men med denne efterårskollektion synes jeg oprigtigt at ECCO har givet mere end gode bud på sko og støvler der BÅDE er pæne og endda med lidt kant og ‘chunkyness’, der rammer helt rigtigt lige nu OG som er noget så gode at gå i. Allerførste gang jeg havde støvlen på (samme model som den hvide på billederne her, bare i sort) endte jeg med at gå over 12.000 skridt i den og det uden nogen problemer overhovedet. Det siger altså lidt. Sådan et eksperiment ville jeg ikke turde med særligt mange støvler.

Både støvlen og loaferen I kan se her, er af den slags som både er rare at have på og som kan holde til en dag med mange skridt, men som også opgraderer hele ens outfit (i modsætning til det jeg plejer at kalde ‘praktiske sko’, der ligesom trækker det hele lidt ned). Jeg har hverken tid eller lyst til ømme fusser, men jeg vil altså gerne se smart ud. Også når jeg spæner rundt i kølvandet på tornado-2-årig på en legeplads eller i skoven. Ligesom jeg gerne vil kunne trave en hel dag rundt i København til møder og jobs, uden at få ondt i fødderne.

Kan virkelig godt lide, at det her er sko til det hele.

Og kan endnu bedre lide, at det er sko lavet med omtanke for miljø og mennesker.

Og sko der kan holde og holde og holde ♥

(Visited 1.681 times, 4 visits today)

Skriv en kommentar