Jeg er ikke voldsomt materialistisk. Forstået på den måde, at jeg som udgangspunkt ikke tillægger ting særligt stor emotionel eller åndelig værdi, og derfor også har let ved at skille mig af med dem. Som jeg skrev i mandags, har jeg som regel altid let ved, at svare hurtigt på Marie Kondos nøglespørgsmål: Does it spark joy? 

Min mor er lige modsat, hun er en ægte samler og gemmer (mange) ting af (mange) forskellige årsager. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert og jeg kan berette, at begge yderpunkter giver bagslag. Hendes i form af bunker, mit i form af, at jeg af og til fortryder, at jeg skilte mig af med dét eller dét.

Når det er sagt, så er der bestemt også ting som er betydningsfulde for mig. Som har iboende historier, som markerer en stor begivenhed i mit liv eller som minder mig om en særlig person, der måske ikke er mere. Det er ting, jeg ikke kunne forestille mig at gå af med. Herunder et par ure, en lille smykkesamling og så fotografier og billeder.

Smykkesamlingen tæller bl.a. en organisk, barok ferskvandsperler fra Ro Copenhagen, jeg fik i forbindelse med min tidlige graviditet. For mig symboliserer den liv og en ny begyndelse og vil altid være noget ganske særligt. Ro Copenhagen laver smykker lige efter min næse; i de bedste ægte og ædle materialer, så det er smykker, man kan have hele livet igennem og gå med dag ud og dag ind.

Sådan er det også med resten af mine smykker: Min forlovelses- og vielsesring (sidstnævnte er lavet af arvediamanter og -guld fra min mormor), en halskæde jeg fik lavet til vores bryllup og en ring mine forældre forærede mig ved min første bogudgivelse. Jeg synes der er noget så fint i, at de smykker jeg går med hver dag, er så betydningsfulde for mig og minder mig om nogle af de vigtigste mennesker i mit liv.

Og jeg er begyndt at overføre den måde at tænke på, når jeg selv køber ting. Jeg køber mindre og sjældnere, men når jeg gør, så skal det også være meningsfuldt. I efteråret forærede jeg mig selv 4 (brugte) Y-Stole og en vase, jeg længe havde drømt om og ønsket mig. For at fejre hvor langt jeg var kommet i min rejse mod at helbrede min hormonelle ubalance. Jeg bruger stolene og vasen dagligt og jeg bliver vitterligt glad, hver gang jeg ser på dem. Både fordi det er smukke genstande, ja nærmest kunsthåndværk i alle tilfælde i vasens tilfælde, men også fordi de er markører for noget, jeg har opnået og en egenkærlighed, jeg har udvist mig selv.

Derfor går jeg også lige nu og leger med tanken om at forære mig selv endnu et smykke. Gerne et jeg kan få indgraveret med barnets initialer, når jeg har født. Måske en halskæde eller en ring.

Smykkerne her i indlægget er blot til låns, men når jeg har født – en begivenhed der i dén grad skal fejres og markeres, og som kommer til at være startskuddet for mange nye historier – så ved jeg godt, hvad jeg ønsker mig og vil forære mig selv: Det smukke signetvedhæng eller den yndige signetring (er også ret vild med denne med et hjerte af små diamanter).

Og således udvide samlingen af smykker med en særlig historie og betydning, der kan følge en og som potentielt kan være med til at bringe personlige fortællinger og minder videre i generationer, når de går i arv. Det er fint.

Det med at gå i arv, skal vi nok finde en løsning på. Også selvom barnet i min mave er en dreng. Måske han vil gå med smykker. I så fald har han min velsignelse. Eller måske han en dag får en sød kæreste eller en lillesøster, der skal have dem. Eller måske de (eller en efterfølgende generation) vil gøre som vi gjorde og genbruge smykker til at skabe nye smykker og fortællinger.