
Det her må være en af mine yndlingstraditioner på bloggen: At fremvise den årlige sommerlæsestak. For selvom jeg er en ivrig og grådig læser (nok liiiidt mindre flittig post baby), så begynder jeg også fra april/maj på at ‘spare op til sommeren’ på læsekontoen. Således bliver de bøger jeg har et særligt godt øje til, gemt og sparet til sommerferien, der er min absolutte læsehøjtid.
Men det er således vigtigt at understrege, at det altså ikke er bøger jeg (endnu) har læst. De er udvalgt alene fordi, jeg har hørt godt om dem, er vild med det øvrige forfatterskab eller synes de lød spændende udfra en presse- eller bagsidetekst. Hvis en eller flere udmærker sig særligt (mon ikke det bliver flere, det er jo en god stak), så nævner jeg dem i et boganbefalingsindlæg senere på året.
Og apropos bøger og senere på året. Er der stemning for, at vi genoptager bloggens læseklub? Havde lovet, at jeg ville overveje om den skulle op at køre igen, her efter min barsel og det er jo lige rundt om hjørnet. Så hvis I har lyst, så tænker jeg, at den starter op igen til efteråret.
Men nu skal det først og fremmest handle om sommerlæsestakken og hvad jeg ‘har sparet op’ på læsekontoen og glæder mig til at læse på en solseng i haven, på et håndklæde på stranden og ikke mindst i lommelygtens lys i campingvognen og teltet.
Hvad skal I læse i løbet af sommeren? Har I også nogle særlige bøger, I har gemt og sparet til ferien?
Ps. Mange flere boganbefalinger (også lydbøger).


I min sommerlæsestak finder man
- Kudos af Rachel Cusk. Har denne (forhåbentlige) godbid og sidste del af trilogien om forfatteren Faye tilbage. Elskede de to første og har tidligere rost dem her på bloggen, så mon ikke jeg også kan lide finalen.
- Alt det jeg aldrig fortalte dig af Celeste Ng. Vi har læst Små påsatte brande af samme forfatter i bloggens læseklub og det er en af mine bedste læseoplevelser, de seneste par år. Så nu ser jeg frem til at læse Celeste Ng’s debutroman, der netop er udkommet på dansk.
- Tour de Chambre af Tine Høeg. Kunne så godt lide Nye rejsende af samme forfatter. Og glæder mig til nyeste skud på stammen; en roman, der i form nærmest ligner poesi eller drama.
- Normale mennesker af Sally Rooney. Jeg har (utroligt nok) Rooney til gode og NU skal det altså være. Bogen vises også som serie på DR for tiden og skulle være virkelig god også som tv.
- Indtil vanvid, indtil døden af Kirsten Thorup. Om en dansk kvindes utrolige skæbne og valg under Anden Verdenskrig.
- Og ingen taler om det af Mona Kjærulff Hansen. Denne bog har jeg fået overbragt af forfatteren selv, der udover at skrive også har en lang karriere som socialpædagog og familiebehandler bag sig. Og er så spændt på at læse den. Den handler om Monica, der kæmper med sin sociale arv, forhold til voldelige mænd og en følelse af ikke at høre til.
- Dukkehuset af Tove Jansson. Elskede (Mumitroldemor) Tove Janssons Sommerbogen og håber på at blive lige så henført af Dukkehuset, en samling af noveller om menneskers passion.
- Næste! af Nina Lykke. Bogen bliver beskret som “et befriende ærligt kvindeportræt, en moderne kærlighedshistorie og en skarp samtidsroman med masser af bid, humor og uventet lykke”. Det synes jeg lyder lovende.
- Hvor lyset er af Malene Ravn. Ser frem til en historisk roman om en tid og et emne, jeg ellers ikke ved meget om. Om kunstneren Carl Fischer, der levede fra 1887 til 1962 (i sandhed en foranderlig og spændendetid at have været vidne til). Skrevet over en virkelig familiehistorie og om både bohemeliv, ung kærlighed, kunst, død og stor passion.
- Adèle af Leïla Slimani. Er så nysgerrig på Slimani, der udover at være forfatter også er personlig repræsentant for Frankrigs præsident i promoveringen af fransk sprog og kultur, efter at have læst flere gode anmeldelser af hendes roman Vuggesang og nu også Adèle, der netop er udkommet på dansk.
- Vildskud af Julie Hastrup. Sidst men ikke mindst denne her krimi, som jeg har GLÆDET mig til. Ottende bind i Hastrups vanvittigt gode krimiserie om efterforskeren Rebekka Holm. Kan læses alene, men kan også varmt anbefale de forgående i serien.
Og igen, det er jo ikke noget jeg endnu har læst, så ved ikke (helt) hvad jeg har i vente, men de er udplukket af en årsag og jeg håber på at blive begejstret :)

Og så må jeg også lige benytte chancen til at tippe om de her handy, små novellehæfter fra Novellix. Geniale hvis tiden til at læse ikke er så stor. Eller hvis man er glad for noveller. Eller begge dele. Efter vi læste masser af noveller i min insta-læseklub er jeg blevet helt hooked på genren, hvor jeg ellers hidtil havde det lidt lunkent med noveller.
God sommerlæselyst!
