
Jeg har jo både begrædt og beklaget den noget magre blogaktivitet i år. Og mens jeg i dén grad planlægger at tage revanche næste år, så kom jeg frem til følgende i forhold til nærværende indlæg: Hellere korte boganbefalinger til juleferien end ingen boganbefalinger. Er I ikke enige?
Det er i øvrigt også alletiders julegaveidéer, nu jeg tænker over det og bøgerne her er så forskellige, at jeg næsten vil vove at påstå, at der er noget til enhver smag.
Hvorom alting er, her er noget af det bedste, mest tankevækkende, spændende eller hyggelige (og sørgelige!) jeg har læst i løbet af efteråret. For lige om lidt er det juleferie og det er min læsehøjtid (om Kurt vil det) og så er jeg formentlig klar med en ny håndfuld anbefalinger i starten af det nye år. Så vil så gerne have skudt de her af nu, mens de er nogenlunde aktuelle.
Og fortæl mig endelig hvad I læser nu, hvad I har læst for nylig, og som I kan anbefale eller hvad I skal læse i juleferie.
Bliver så glad, når I deler retur ♥

- Isola af Katrine Engberg. Jeg kan ikke anbefale Engbergs krimier nok – og Isola, der er nyeste skud på stammen, er ingen undtagelse. De er lige så dygtigt skrevet, som de er afsindigt spændende. Sproget er elegant og historien altid fængende og relevant. De er anderledes (i forhold til mange andre krimier) på en god måde. Og så er jeg som altid så imponeret over, hvordan man bikser sådan en mordgåde sammen. Altså både hvordan man kommer på uhyrlighederne, men i særdeleshed også hvordan man får plottet til at hænge formfuldendt sammen. Det er i øvrigt sidste omgang af Engbergs serie om efterforskermakkerparret Kørner og Werner og jeg er SÅ spændt på, hvad det næste, der kommer fra hendes hånd bliver.
- Mit arbejde af Olga Ravn. Årets vigtigste, danske bog, tror jeg. Selvom der er blevet begået en håndfuld gode om moderskabet på det seneste herhjemme. Men denne er ikke bare en vidunderlig og mærkværdig læseoplevelse i sig selv, men har også vakt genklang og produceret efterveer (nu vi er i den terminologi) langt ud over sine egne sider. Ja helt over i aviser og på snesevis af stories på Instagram m.m. Om at blive mor. Og om at blive svigtet som mor. Om at blive vanvittig af at blive mor. Den er skrevet i en forunderlig form, hvor teksten vender vrangen ud på sig selv og ind igen i digte, essays og dagbogsnotater. Blandt andet.
- Brombærvinter af Sarah Jio. Og så til noget helt andet. Men jeg har altså forelsket mig lidt i Sarah Jios forfatterskab de sidste par år. Det er charmerende, romantiske historier, oftest med to parallelle historier i hver sin tid og mens det måske kan lyde lige letbenet nok, så er de som regel noget så hjerteskærende (også) og det historiske aspekt giver dem lidt ekstra pondus og denne er ingen undtagelse. Især mht. det hjerteskærende. Faktisk græd jeg ikke så lidt, da jeg læste den. Måske fordi den blandt andet handler om en lille dreng, der forsvinder.

Derudover har jeg (blandt andet) de her banditter liggende klar til julelæsning. Elizabeth Strouts Olive, igen, som jeg har hørt og læst meget godt om og så skal jeg (gen)læse et par (ungdoms)klassikere som Gyldendal for nylig har været så gode at udgive i opdaterede udgaver. Glæder mig især til Goethes Den unge Werthers lidelser, som jeg læste og dissekere og diskuterede på studiet (jeg har læst litteraturvidenskab for de uindviede), men også til Syv år for Lea, som jeg ikke har læst tidligere.
Men jeg glæder mig nok allermest til En skøn alder af Kiley Reed (den kalder sig selv “En pageturner om racisme, klasse og privilegier” på bagsiden), som jeg ikke lige nåede at få med på billederne her.
Hvad skal I læse?