
I ved det. Jeg elsker efterår. Og bliver lidt kulret af årstiden. Sådan helt forårsagtigt egentlig. Eller sådan som mange har det i foråret. Fulde af energi og gåpåmod.
Og mens jeg aldrig heeeelt er blevet fan af nytårsforsætter – i alle tilfælde når det kommer til de mere barske – så er jeg topmotiveret til den slags på denne tid af året. Ovenpå sommer og ferie og daseliv (eller noget, hej babytornadotype), så har jeg ret meget blod på tanden og lyst til at give tingene én på frakken og prøve nyt.
Måske det stammer tilbage fra dengang, jeg var studerende. Der var jeg helt klart også mest vaks og oplagt i september og oktober, helt klar og sulten på nyt.
For ikke bare at rende rundt om mig selv som en forvirret høne, har jeg forsøgt at lave en lille liste over mine efterårsforsætter. Så jeg har et par konkrete mål og så jeg har noget at holde mig selv op på.
Hvis I har lyst til at være med på legen, så del gerne jeres forsætter nedenfor :)
Mine efterårsforsætter
- Blive klippet. Ikke ligefrem et hårdt punkt, men det trænger, håret, og jeg må få ryddet plads i kalenderen til en frisørtid. Uden Kurt, der ellers har været med de to gange, jeg har været der, det seneste år. Det var sjovt, men ikke så bliss, haha. Når man ikke er så høj, så er der (ifølge min egen hjemmebryggede teori) en max. længde for hår. Og jeg er meget tæt på at ramme den. Tror jeg skal være ‘vild’ og prøve noget nyt og få det klippet lige over for et sundt look. Sådan lidt 90’er. Plejer at få det klippet i en spids og derefter få klippet op i det, for at det ser mere tjavset/vildt ud. Ja, ja talking a walk on the wild side ;)
- Reparere eller få repareret det tøj jeg har, der er gået i stykker.
- Løbe igen. Er ikke kommet ordentlig i gang, siden jeg var gravid og mens jeg førhen løb konsekvent hver anden dag, er målet nu 2 gange om ugen. Synes det er sådan en dejlig form for motion og så nemt, fordi det kan gøres på alle tider af dagen og uden man først skal fragte sig et sted hen.
- Lære spansk. Altså bare sådan lige til hus-/feriebehov. Er blevet helt forgabt i spansk på det seneste og gad godt kunne lidt. Tænker, det må kunne lade sig gøre som et lille selvstudie til en start. Og så måske med en studierejse til et spansktalende sted som gulerod om et års tid.
- Begynde at stryge mit tøj. Bare engang imellem. Synes egentlig livet er for kort til det, men da jeg så billederne her, tænker jeg, at jeg måske burde. Bare af og til. Eller anskaffe en steamer.
- Så småt begynde at planlægge, hvad der skal ske med bad og måske køkken i det nye hus. Den slags er en proces og det skal helst (også) være hyggeligt, så vil gerne være i god tid.
- Undervise i hundetræning igen. Om muligt. Savner det sådan. Skal bare lige regne ud, hvordan jeg passer det ind i familieliv.
- Gøre ting der gør mig glad. Bage og strikke blandt andet.
- Rydde op og ud på Kurts værelse. Det er helt vanvittigt, hvor hurtigt sådan et børneværelse bliver hulter-til-bulter-pulterkammer. Især når det også tjener som opbevaring for en garderobe i for små størrelser (alt det han er vokset ud af) og for store. Rigtig meget af Kurts tøj er lånt/arvet og jeg skal i dén grad i gang med at tilbagelevere udlånene.
- Gøre mig umage.
- Spise bedre. Gode ting, god næring, nydelse. Morlivet har medført, at jeg er begyndt at spise hurtigere og dårligere. Og mens det i en periode var et spørgsmål om overlevelse (når jeg eksempelvis inhalerede Kurts rester eller spiste 2 træstammer om dagen) og det er en ærlig sag og ikke noget, jeg gad stresse over, så er det nu snarere, blevet en dårlig vane. Så nu vil jeg gerne ind på den gode vej igen. Ingen vilde afsavn, men lidt mindre sukker og mange flere grøntsager til en start.
- Dyrke mit favoritoutfittet, så længe den går: Chunky strik og bare ben/fødder.
- Holde minimum en weekend om måneden helt fri for planer. Så der er rum til at tage den med ro eller fylde på med spontane påfund.