10 vilkårlige ting om mig

  1. Jeg har fået mit hjerte knust en gang. Da jeg var 21. Jeg var nærmest et år om at komme mig og meget, meget ulykkelig. Vågnede hver morgen og græd. I dag er jeg egentlig glad for at have oplevet det. Så stor hjertesorg er også en erfaring.
  2. Sodavand er ikke min kop te. Har aldrig rigtigt kunne lide det.
  3. Jeg er krebs. Og ja, jeg er lidt forfalden til den slags. I alle tilfælde nok til, at jeg selvfølgelig tjekkede om krebsen og tyren (Nikolajs stjernetegn) var kompatible, dengang vi begyndte at date. Ikke at det havde gjort den store forskel, hvis stjernerne havde sagt mig imod. Jeg var allerede solgt.
  4. Min mor og jeg er meget tætte og taler i telefon sammen hver dag, hvis ikke vi ses. Det gør vi også ofte. Hun er den sødeste, mest omsorgsfulde, jeg kender. Og den, der snakker mest og længst. Det sidste kan jeg af og til blive irriteret over, men jeg øver mig i at lade være og i stedet lytte. Sådan rigtigt. Det føles godt.
  5. Nøddesmør er noget af det dejligste, jeg ved. Peanutbutter og mandelsmør er favoritterne. Det kan af og til ses på størrelsen på min numse, når forbruget er blevet lige vel højt. Til gengæld er mit gode humør også proportionalt med indtaget.
  6. Jeg er aldrig rigtigt røget med på reality-bølgen, men periodevis ser jeg utroligt mange vlogs på Youtube.
  7. Min far døde, da jeg var 16. Udover at minderne og små, uhåndgribelige ting udviskes (kan ikke længere huske hans stemme eller lugt), så gør det mig også ked af det, at jeg nu har levet længere tid uden ham end med. At han ikke har været der og set mig blive voksen.
  8. Lige nu har jeg syv tuber tandpasta på lager. Købt på tilbud forstås. Noget af det værste jeg ved, er at løbe tør for helt almindelige ting. Tandpasta, toiletpapir, showergel. Derfor drømmer jeg også om et spisekammer/depot det næste sted, vi skal bo. Så kan jeg rigtigt hamstre.
  9. Jeg er enebarn. Og synes (utroligt nok ;)) ikke helt, at vi fortjener det dårlige ry. Vi er gode til at dele (jeg fik et granatchok første gang jeg som barn var hjemme hos en ven med søskende, og vi fik fredagsslik, og skålen blev støvsuget på 5 sekunder) og vi er ikke så konkurrence-mindede. Det sidste kan altså også være en god ting. Selv – måske i særdeleshed – i vores moderne samfund. Til gengæld er vi lidt bekymrede over konflikter og selv bliver jeg ret perpleks over voldsomt (men kærligt, vist nok) drilleri mellem søskende eller venner.
  10. Der er netop flyttet et par uldhjemmesko ind på matriklen. Til mig. Jeg er nu, officielt, et hundrede år gammel. Men halleluja hvor jeg, og mine kolde fødder, elsker de sutsko.

(Visited 10.851 times, 3 visits today)

Skriv en kommentar

87 Kommentarer

  1. Mine forældre havde et viktualierum i kælderen, og jeg håber også, det kan gå i opfyldelse for mig en dag. De havde også en madelevator, hvilket altså heller ikke er helt dumt, når man sådan skal fragte store skinker og sylteglas op i køkkenet :)

  2. Sjovt at du er enebarn, eller hvad man nu skal sige ;D Jeg havde en eller anden ide om du havde en storebror… Jeg er også enebarn og ville ikke ændre det hvis jeg kunne! Vi er nemlig ikke så slemme :D

    1. Haha… nej vi er ikke ;) Jeg har en bonuslillebror, men han er 10 år yngre end mig og vi har kun boet sammen kortvarigt, så det tæller nok ikke helt ift. søskenderelation. Kram E

  3. Det vedrørende enebørn afhænger vist af mennesket. De enebørn jeg kender har alle til fælles at de ikke er gode til at dele, til at gå på kompromis eller til at sætte andre før dem selv og bliver umulige hvis tingene ikke bliver på deres måde. Alligevel mener de at de er de mest hensynsfulde mennesker der findes på denne jord og har i mine øjne et forvrænget selvbillede eller mangel på realitetssans. Jeg har vist været ualmindelig uheldig i enebarnsbekendtskaber ?

    1. Du er ikke den eneste – mange af de enebørn jeg kender har præcis de karaktertræk også.
      Mener måske endda, at der er lavet forskningsstudier der har vist det samme – men det vil jeg ikke hænges op på. ?

      1. Hehe… tror der er SÅ mange ting, der påvirker hvilken type menneske, man bliver og hvordan man opfører sig, udover om man har søskende/manglen på samme. Når det er sagt så havde Time Magazine for nylig et tema netop om enebørn baseret på et stort forskningsprojekt, der viste at vi langt fra er så slemme, som vores ry siger. Tvært imod var der mange fordele (men selvfølgelig også ulemper) ved at være enebarn.
        Vigtigst af alt er nok at huske, at det jo ikke er noget folk selv bestemmer. Altså om de har søskende eller ej <3 Klem E

        1. Hov glemte essencen af forskningen; den viste at det havde langt større betydning, hvad nummer man var i rækken i søskendeflokken end hvorvidt man havde søskende eller ej. Meget spændende. Enebørn har mest til fælles med storesøskende, idet de er første barn og der er derfor mange lighedspunkter ift. hvordan forældrene møder dem. Småsøskende og mellembørn er så to helt andre historier ;)

          1. Jeg er helt enig, for der er naturligvis mange ting der har en indflydelse på hvordan man bliver som menneske – ikke mindst vores genetiske ophav, men jeg tror nu stadig at måden at anskue os selv og måden vi agerer i relationen til andre mennesker, bliver påvirket meget af om man har indgået i en søskendeflok eller ej. Uanset hvad, så er forskning på området super interessant, og jeg har også læst om det med at ens “position” i søskenderækkefølgen har meget at sige. ?
            Jeg selv er nok en kombination og har træk fra både “enebarnet” og “søskendebarnet”, da jeg var relativt gammel før jeg fik mindre søskende (7 år) og derfor havde en del år som alenebarn – da jeg så endelig fik søskende fik jeg så til gengæld 3 af slagsen jeg skulle være storesøster for. ?
            Intet er sort/hvidt, og der er bestemt også mange positive træk ved enebørn – jeg har f.eks. selv altid været virkelig god til at underholde mig selv og finder stadig en enorm glæde ved bare at være i selskab med mig selv, hvor mine mindre søskende i langt højere grad skulle “sættes i gang” eller underholdes. ?

          2. Den med glæde ved eget selskab, kan jeg så meget genkende. ELSKER faktisk lidt alenetid af og til ;) Kram til dig

    2. Prøv at erstat “enebørn” med “muslimer” eller “tykke”. Så synes jeg det bliver tydeligt, at den slags betragtninger ikke er særlig konstruktive for nogen. Det er groft generaliserende og fordrer kun til at lede efter adfærd, der understøtter fordommen. Sådan sat groft set. Jeg har også selv set eksempler på enebørn, der var skrækkeligt narcissistiske, men jeg har set akkurat samme træk hos folk, der havde søskende.

      1. Ja det er nok ikke så sort på hvidt. Og vigtigt er det at huske på, at ingen selv vælger at være enebørn. Klem E

  4. Jeg har lige screenshotet nr. 9 og sendt til min mand, vi har nemlig ikke et ønske om mere end et barn, men allerede inden jeg fødte vores søn, da jeg var gravid, blev jeg spurgt om, hvornår vi så skulle have nr. 2 barn, folk blev og bliver nærmest sure, når vi siger, at vi ikke har planer om flere ? Slap af mennesker!

    1. Oh yes, been there. Nu er jeg 42, og heldigvis er folk holdt op med at spørge. Jeg har nu aldrig følt mig stødt når folk har spurgt, det er jo et relevant spørgsmål, lige så vel som jeg sagtens kunne spørge andre om det samme. Jeg er kun blevet gnaven når folk har dømt mig eller talt til mig som om jeg prøver at ødelægge mit barn.

    2. Ej hvor er folk vilde altså! Vidste slet ikke det var sådan. Er selv ud af en familie af enebørn (min mor, mormor, morfar og farfar er alle enebørn), så for mig har det bare også været en måde verden kunne se ud på og ikke noget exceptionelt ;) Klem til jer

  5. Jeg mistede min far da jeg var 13, 2 mdr før jeg blev 14 og 2 1/2mdr før min konfirmation. Ligesom dig gør det mig ked af at jeg nu har haft 18 år uden ham og kun 13 år med ham, at han ikke ser mine søskende og jeg som voksne, at han ikke møder ham er min store kærlighed i livet. Og at de ting jeg husker og minderne er svære at genkalde sig.
    Jeg er så taknemlig i dag for min mor, mine søskende, min kærlighed, efterårsdage, blomster i grøftekanten og alt det der ellers er i denne verden af ting, der minder mig om at livet er kostbart og det skal nydes mens vi er her ❤

    1. Kan nikke genkendende til alt du skriver Theresa <3 Det er så pokkert hårdt. Men jeg tror også - hvis vi skal se det positive i det - at det netop er med til at man meget tidligt lærer at værdsætte og være taknemmelig. Og det er virkelig en gave. Mange klem, knus og tanker til dig

  6. Hurra for din beskrivelse og slag for enebarnet :-) Jeg kunne ikke være mere enig med dig, og smilte stort til din fortælling om slikskålen, for den virkede bekendt.

    Tak for dine altid så smukke reflektioner! Hav en smuk uge.

    1. Haha… bliver faktisk stadig lidt bange, når jeg deler slik med folk med søskende. Min mand inklusiv ;)

  7. Åh, jeg fik også mit hjerte knust noget så eftertrykkeligt i starten af mine tyvere. Lige så frygteligt som det var, lige så glad er jeg også nu for at have oplevet det, netop fordi det giver noget erfaring. Og virkelig fint indlæg, jeg synes det er så hyggeligt at læse denne her slags ting.

    Hav den fineste mandag :)

  8. … det er sødt, at du tror, at det først er nu du officielt er 100år gammel…

    ????

    Og PS: #FruKayforprez

  9. Nu du nævner det med at være enebarn.. savner du aldrig at have en (søskende) som kender hele din historie, din families særheder og lyden af barndom i netop dit hjem?
    Har du fætre/kusiner på din egen alder?
    Jeg tænker for tiden meget over om det vil være ok at min søn ikke får søskende, især fordi han heller ikke har fætre/kusiner på sin egen alder.

    1. Jo helt vildt, men det er mere noget jeg tænker over som voksen. Som barn skænkede jeg det ikke en tanke… Det er bestemt heller ikke fordi jeg advokerer for at børn ikke skal have søskende. Min egen oplevelse af at være enebarn er bare positiv og den historie synes jeg kan være meget fin at fortælle :)
      Jeg har en fætter og en kusine på min alder, men dem har jeg aldrig set så meget, grundet store geografiske distancer. Men jeg har altid haft mange venner og aldrig følt jeg manglede noget socialt.
      Knus Emily

      1. Jeg synes det er rart at høre en god historie fra et enebarn.
        Min gode veninde sagde, helt tørt, en dag vi snakkede om emnet “Tanja, hvor mange søskendepar kender du egentlig som har det pisse godt sammen og er hammer tætte?!” Og der må jeg jo være ærlig og sige at jeg ikke kender så mange. Men jeg tænker over om min søn vil blive for alene som voksen, når vi bliver gamle?

        1. Det er fuldstændig rigtig set, at det langt fra er en naturlov, at søskende er tætte og har det fantastisk sammen. Dog er muligheden tilstede, hvilket den i sagens natur ikke er, når man er enebarn.

          Jeg er enebarn, og har tit savnet at have søskende. Som barn mest som legekammerat, men havde heldigvis en jævnaldrende fætter, som boede i nærheden, og som jeg altid har været tæt med, også i dag hvor vi begge er over 40.
          Som voksen blev det at være enebarn ret konkret og meget ensomt, da min mor blev syg og døde. Selv om jeg havde stor støtte og hjælp fra familie og venner, var der ligesom kun mig (mine forældre er/var skilt) til at være bekymret/praktisk/hjælpe/støtte/være ked af det/håndtere dødsbo/tale med advokat osv,, osv.
          Det er nok den situation, hvor jeg allermest har savnet søskende. Og ja, så siger alle, at “ja, ja, men så har du jo ikke nogen at skulle skændes om arven med”, og det er fuldstændig rigtigt, men jeg havde hellere undværet arven, end at stå med alle følelserne og praktikken alene.

          Det blev en lang historie om, at din bekymring om, at din søn bliver alene om det, når I bliver gamle, i mine øjne er velbegrundet :-)

          1. Hej Vibeke
            Jeg mistede min (enlige) mor sidste år, mine forældre var ikke sammen, jeg har ingen søskende. Jeg kan nikke 110% genkendende til din erfaring med, at ens enebarnstatus virkelig bliver mejslet ind i sten, når man mister en forælder og selv skal planlægge begravelse, finde advokat, håndtere arv (måske), og egentlig bare sørge alene – fordi man er den eneste, der har mistet en forælder. Det var og er fucking hårdt, også selvom jeg er i midt-20’erne. Jeg har også haft mine nærmeste som støtte, men jeg har virkelig haft det hårdt nogle gange over, at jeg i sidste ende står med lorten helt alene. Men jeg tænker også, at sorg er sorg – uanset hvor mange søskende man har. Og hvor bliver jeg også stolt af mig selv og kan anerkende min styrke, at jeg har kunne alt det alene. Så det er et lille klap på skulderen, jeg giver mig selv – om så jeg med min lange kommentar prøver at give videre til dig :-) Hav en god dag.
            /Astrid

          2. Åh kæmpe kram og tanker til jer begge. Det er også min store frygt, når min mor en dag ikke er mere. Har talt med min veninde, der er enebarn om samme. Men så seje I er <3 Og flot betragtning om at sorg er sorg. Det er ubærligt at miste, uanset om man er mange eller bare en. Stort kram til jer Emily

        2. Kære Astrid (og undskyld til jer andre, jeg kan ikke komme til at svare direkte på Astrids post)

          Tak for skulderklap :-) Og et kæmpe kram retur til dig, der har sorgen så relativt tæt på, som et år er.
          Det er 8 år siden, jeg mistede min mor, og som så meget andet, bliver det nemmere at leve med, som tiden går.
          Som du ganske rigtigt skriver, så er sorg sorg, og en størrelse man håndterer på sin egen måde uanset om man er en eller mange. Og så finder man noget styrke og arbejder sig igennem sorg og praktiske gøremål, og finder ud af at man havde netop styrken i sig.

  10. Spisekammer FTW. Eller en kummefryser! Elsker altid at kunne lave et eller andet lækkert med, hvad jeg har på lager. Plus undgå madspild ved at fryse mad til en anden god gang. Mit indre ordens-egern udfordres ofte af at bo på 60 kvm. ??

    1. Åh ordens-egern, dét er hyggeligt og et ord jeg nu også vil bruge. Klem og dejligt med en der forstår én ;)

  11. Urutineret kammerat – hos os fik vi en slikskål hver :p Indrømmet tænker jeg dog fortsat meget i “hvor mange er der til hver”, fordi det ALTID var det første spørgsmål vi stillede mine forældre, når de havde bagt pandekager/risklatter/vafler/etc.

    I sommer var jeg sammen med en bekendt fra udlandet, som jeg ikke havde set i 10år. Back then boede han hos min familie i nogle dage af to omgange, og han har derfor også mødt mine søskende. Nu her 10år senere gav jeg ham en update på familien, og han fortalte så, at han aldrig helt har forstået konceptet søskende. Jeg var helt mindblown, haha! Havde aldrig overvejet, at man jo umuligt kan vide, hvordan en søskenderelation føles, når man aldrig har været en del af en. Har (pinligt og snævertsynet, undskyld på forhånd) tænkt, at man som enebarn virkelig måtte kede sig og føle, at man gik glip af noget. Det snakkede vi lidt om – sjovt for sådan en som mig, som er ud af en ressourcestærk familie, hvor vi er 4 helsøskende, at høre ham fortælle, hvordan det er at være enebarn. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden mine søskende – men sådan er det nok gerne med så meget: Det er nemmest at forstå det liv man nu engang har :)

    1. MEGA urutineret. Det kan jeg så fortælle at vi også gør hjemme hos os nu. Får hver vores slikskål. Min mand er nemlig ud af en stor søskendeflok, så ham kan man heller ikke dele slik med ;) Stiller jeg en fælles skål på bordet, når jeg max. at få 1-2 stykker inden alt er væk ;)

      Sikke nogle fine betragtninger og flot indrømmelse. Jeg har aldrig kedet mig eller følt jeg manglede noget, for at være ærlig er det først noget jeg i de senere år har skænket en tanke, altså at man så ikke har den relation og erfaring, som I med søskende har. For jeg tænker da at det netop er/kan være ret fantastisk <3 Kram E

  12. Takk for din fine beskrivelse av det å være enebarn! Min datter er det, og det er så befriende og dessverre ganske uvanlig, å lese en så positivt ladet opplevelse av hvordan det er..

  13. Min kæreste er altid forundret over at jeg altid fremtryller ny tandpasta, håndsæbe, tandtråd, showergel og så videre, hamster for the win!

  14. Må vi se sutskoene og ikke mindst høre, hvilken showergel, du bruger? ;) Jeg synes, det er svært at finde nogle gode varianter – både af sutsko og showergel, selvom de intet med hinanden har at gøre.

    1. Sutskoene er fra Glerup, kan vise dem ved lejlighed :) Af showergel bruger jeg Weleda og Rudolph Care. Klem E

  15. Som mor til et enebarn lunede dine betragtninger om enebørn SÅ meget. Tak tak, det var dagens optur :o)
    Tak for en hyggelig blog og knus <3

  16. Det må da være skønt at være enebarn. Jeg havde et enebarn i næsten 7 år. Hvor var det på mange måder dejligt. Men ja det er altså også dejligt at have 2 nu bare ikke når de skændes ???

  17. Kære Emily.

    Sikke et hyggeligt ‘indslag’ fra dig. Fin måde at lære dig at kende på, og den med enebørn er god. Jeg har endnu ingen dårlig oplevelse med enebørn. Selv var jeg i nogen år enebarn og jeg husker årene som rigtig gode. Senere fik jeg søskende, om end der er stor aldersforskel. Jeg tror jeg kan nikke genkendende til det med ikke at være så konkurrence minded, og som du, tror jeg også at det nok kan være en rigtig sund egenskab at mangle eller besidde i mindre grad, i dag.

    Du rammer på sømmet med din far. Jeg står selv lige nu som ret ung og ikke helt voksen, med en far som har fået sin ‘dødsdom’, ligger i respirator og får lindrende pleje i sit hjem. Det er den største smerte jeg hidtil har oplevet. Lige netop frygten for at glemme hans duft og stemme er stor. Jeg har fundet og gemt én af hans gamle parfumer som han har brugt det meste af mit liv, og den står på mit natbord.
    Alt det hårde og dårlige sat til side, så synes jeg også at man bliver meget følsom for omverden og dens skønhed, af at rumme den sorg det er, at miste så essentiel en person. Jeg er faktisk meget taknemmelig for at du deler det. Jeg tænker tilbage på og ‘møder’ også en del i mit netværk, som har mistet en forælder ‘for tidligt’. Selv om det nok kan siges at være et barskt faktum, er der også noget helt særligt og styrkende (hvis man må sige sådan) i, at vide hvor mange mennesker som oplever og klarer sig igennem tabet af en forælder, og oplever skønhed og varme i deres liv trods afsavnet.

    Kh Reb

    1. Kæreste Rebecca
      Føler så meget med dig. Det er usigeligt hårdt at miste en forælder, når man er ung. Og det fortsætter sådan, netop fordi man bliver mindet om alt det de burde have været med til. Når man bliver student, færdig med uddannelse, bryllup osv.
      Men der er nemlig også meget fint at hente i det. Som en anden her i kommentarfeltet også skriver, så synes jeg det har givet mig et helt andet perspektiv. Jeg er SÅ taknemmelig for småting og værdsætter virkelig livet og dem jeg elsker. Ikke at andre ikke gør det, men når man har været igennem så stor en sorg så tidligt, så sker der noget med en. Man bliver ligesom mere ydmyg overfor livet. Og man lærer at se bagateller som det de er; ligegyldige.
      Det er klart, at jeg hellere ville være alt det foruden og stadig have min far, men når det nu ikke kunne være anderledes, så er jeg faktisk glad for den indsigt, det har givet mig.
      Jeg ønsker jer alt det bedste i den sidste tid og sender dig masser af tanker og kærlighed.
      Det bliver hårdt og du bliver ked af det (og det er også en vigtig del af det), men det bliver også godt igen. Sorgen er der kun fordi vi har elsket. Og det er en vigtig ting at have med sig.
      Kram, knus og tanker Emily

    2. Kære Rebecca

      Sender dig et stort knus og en masse styrke til at komme igennem det, der står foran dig.

      Da min mor døde, sagde en af mine venner, som også havde mistet forældre i en ung alder, “det går aldrig over, men det finder et leje, hvor du kan leve med det, og hvor du får et godt liv”. Og det er lige præcis sådan, det er gået for mig, og det håber jeg også det gør for dig, selv om det lige nu synes helt meningsløst.

      Bedste hilsner
      Vibeke

  18. Uldsko behøver du ikke bekymre dig om. Det er først, når du ønsker dig en varmepude i fødselsdagsgave (eller måske endda ikke har andre ønsker end en varmepude), at alderen begynder at trykke lidt ;-)

  19. Smilte da jeg læste din nr. 9 – det er præcis de egenskaber jeg ser i mit 10-årige enebarn. Som i øvrigt er nærmest panisk angst for at blive materielt forkælet pga. enebarnets dårlige ry og stort set aldrig beder om noget – det skal hiiiives ud af hende. Så high five til dig og hende!

  20. Holy moly, vi twinner på 7 ud af 10 punkter på din liste, men hey, vi deler også fødselsdag – du har bare lige et par års forspring.

    Elsker din blog!

    Kh. en trofast følger?

  21. Kære Emily,
    Min besked er lidt off topic, men måske egentligt meget fin på dette indlæg.

    Jeg har set, at I i jeres hjem har Flos 265 over sofaen. Hvad er din erfaring/oplevelse med lampen generelt? Kaster den meget lys af sig? Giver den et hyggeligt lys i et sofahjørne? Er den handy og fleksibel nok til, at man rent faktisk udnytter dens lange lysarm? ;-)

    Håber du måske vil give din mening til kende. Det er ret svært at læse sig til sådanne insights på nettet.

    Glædeligt efterår!

    1. Helt ok. Jeg synes den er handy nok og tilmed noget så pæn. Jeg kunne måske godt tænke mig at den skærmede lidt mere, den kaster meget lys af sig og er derfor ikke så hyggelig at have over sofaen (lidt for meget lys), men måske jeg bare skal finde den rette pære…
      Klem E

  22. Når folk har travlt med at være lidt fordømmende overfor enebørn (har jeg hørt flere være, mange gange), så tænker jeg altid mit. Jeg har søskende, vi er tætte i alder, har samme forældre og er vokset op samme sted, det er ca. hvad vi har tilfælles. Vi har aldrig leget sammen, som ellers er en af de ting enebørn bliver spurgt om “kedede du dig ikke? Altså nu du ikke havde nogen at lege med….” legede da bare med mine venner ude på vejen og ikke mine søskende. Sådan er det også stadig på en måde, nu hvor vi alle 3 er voksne, vi ses når det lige passer, men vi har ikke det der søskendebånd, som jeg faktisk føler jeg i stedet har med 2 af mine bedste veninder.
    Og havde altså en helt alm. kernefamilie-kliché opvækst, bilferier til Spanien, far var frivillig fodboldtræner i den lokale fodboldklub, mor holdt hus og stod i køkkenet. Præcis som alle de andre familier på vejen :D

    1. Ja, der er jo desværre ingen garanti for at man hygger sig sammen. Men der er nu tidspunkter hvor jeg er ret misundelig på jer med søskende. Klem E

  23. Jeg har søgt på bloggen efter indlæg om fertilitetsbehandling eller graviditet. Du er åben om PCOS, men jeg kan ikke finde indlæg om det andet.
    Er de her mon? Eller er det for privat?

    1. Ja, hvorfor har du ikke skrevet om nogen af dine graviditeter, med alle de børn du har??

      ? ? ? ? ? ?

    2. Hej Lisa, jeg er ikke i fertilitetsbehandling eller gravid og har ingen børn, så det finder du ikke noget indlæg om på bloggen. Måske du forveksler mig med Cathrine: https://rockpaperdresses.dk der har skrevet om fertilitetsbehandling. Men ja, jeg skriver om PCOS og det kommer jeg også fortsat til. Jeg går på PCOS-klinikken, der ligger hos Copenhagen Fertility Center, måske det er det, du har misforstået? Men det tror jeg nu ikke, jeg har skrevet om… Kram Emily

  24. Tak for dine betragtninger om enebørn. Er selv næsten enebarn, mine (hel)søskende er nemlig så meget ældre end mig, at jeg ingen erindringer har om at bo sammen med dem. Jeg manglede aldrig nogen at lege med! Havde masser af venner, og jovist var jeg da en sær snegl, præcis som min mand og de fleste af dem, jeg kender. “Normal” har jeg ikke dyrket meget! Jeg har selv kun 1 barn, helt af fri vilje, og hun er sgu lige så sær og dejlig som alle andre børn. Jeg får seriøst knopper, når hendes opførsel måles udfra enebarnsmålestok. “Det er nok fordi hun er enebarn”. Tænk, hvis man sagde det om at være rødhåret, overvægtig, muslim osv. Noget man som barn INGEN indflydelse har på. Man skal sgu have lov til at være som man er, også selv om man ikke er som alle de andre! Folk jeg nærmest ikke kender har blandet sig i vores beslutning om ikke at få flere børn, det synes jeg er vanvittigt uforskammet. Hurra for enbørn og hurra for alle børn!

  25. Altså bare helt tørt til mytologierne om de lykkelige, oh så dejlige søskende. Vi er 4. Vi ser hinanden hvert 6. år, når vi føler, vi skal gøre vores mor en STOR tjeneste. Er superforskellige og har intet at sige hinanden.
    Nogle af os er supersociale, andre antisociale.

    Hvem man bliver som menneske afgøres af en mangfoldighed af kontekster. Ikke af antallet af søskende. Det er reduktionistisk tænkning.
    PS. Forskning viser, at enebørn er yderst socialt kompetente. Der findes utvivlsomt undtagelser. Det gør der også den anden vej.

    1. Tak for indspark Ulla og er meget enig mht at man ikke kun formes af om og hvor mange søskende man har. Heldigvis :) Knus E

  26. Av, det gør lidt ondt at høre, at man kan ende med at glemme sin fars stemme. Jeg har dog min far på videobånd et sted, så jeg kan få den genopfrisket, hvis det sker. Fornemmelsen af duften derimod, den synes jeg hurtigt forsvandt. Selvom min far havde en helt særlig duft (altså på en god måde ;) ). Og så er det også som om jeg accepterer at man glemmer ting, jo længere der går fra han gik bort. I starten var jeg meget forhippet på at få skrevet alle minder ned og beholde mange af hans ting. Det er noget mærkeligt noget, det med at miste.

    1. Det er så hårdt. Men hvor er det dejligt at du har videooptagelser ♡ Mange kram og et stort knus til dig

  27. Sjovt du lige nævner det med slikket i forhold til chok som enebarn. Jeg har en lillebror og vi blev også totalt snydt for slik når vi var hjemme ved venner og senere da vi fik to pap søskende der åd slik så hurtigt at man skulle tro at de aldrig havde fået mad. Jeg tænker det handler om opdragelse. Jeg havde altid slik til overs efter biffen selvom jeg kun havde det halve slik af mine veninder. Efter opdagelsen der hjemme med papsøskende er jeg også blevet en hurtig æder af slik. Hvilket altid ender med mega ondt i maven og kvalme. Det er altså en dårlig egenskab at have

    1. Ja, det er nok også en del af det ;) Haha… ja, der er nok bedre ting at være god til. Klem E

  28. Elsker, at du slår et slag for enebørnene :-)

    Vi er nemlig gode til at dele, og underholde os selv i timevis, og meget andet, som mange med søskende også er gode til.
    Vigtigst af alt (synes jeg i hvert fald) er, at vi ikke selv har valgt det. Det at være enebarn, og få stukket alle folks fordomme i næsen, har vi ikke haft skyggen af indflydelse på. Jeg glemmer aldrig en lærer, der efter jeg havde skiftet skole og skullet fortælle om mig selv, tørt konstaterede “nå, du er så sådan et forkælet enebarn” – jamen ih tak, du har kendt mig i mindre end en time, og har allerede bestemt dig til, hvad jeg er for en.

    1. Ja, det kan være lidt stigmatiserende… Jeg får ofte kommentaren “Ej, du virker ellers slet ikke enebarnsagtig, det ville jeg ikke have gættet du var”. Jeg ved godt, det er en kompliment og sikkert kommer i bedste mening, men den er altså lidt skæv ;) Kram E

      1. Oh yes, den har jeg også hørt tit – “nå, er du enebarn, du virker slet ikke sådan”. Jeg tager det som et skulderklap til mig og mine forældre ;-D

  29. Jeg var også 16, da jeg mistede min far, og det er gør ufattelig ondt, at han ikke skulle se mig blive student, finde mit livs kærlighed og alt den slags – og selvfølgelig at han aldrig skal følge mig op ad et kirkegulv eller møde mine børn. Men heldigvis – og desværre jo også – er man aldrig alene om de følelser <3

  30. Kære dig

    Nu har jeg fulgt dig trofast igennem ihvertfald 5 år. Opdagede dig, da jeg var på barsel – og nød inputs fra verdenen udenfor barselsboblen.
    Jeg er selv i en form for udvikling hvad angår minimalistisk livsstil – da jeg slet ikke kan stave til det overforbrug der omringer os. Jeg undgår impulskøb. Jeg planlægger vores mad. Jeg rydder ud herhjemme og sælger videre. Jeg køber lidt men godt.
    Og jeg er SÅ vild med, at du selv er en stillingtagende kvinde på det område. Jeg elskede dit indlæg om at livet/lykken ikke kan gøres op i antal “likes” på IG. At der skal være kvalitetstid med venner/familie. At du har skiftet retning. Ikke vil opmuntre til overforbrug mv…
    Det gør, at du fortsat vil være en del af mit digitale liv :)

    Jeg følger selv Signe Hansen “USELESS” på youtube. Her er rigtig god inspiration til os, der tager stillling i mange henseender.

    Tak for dine overordentligt søde, gode, hyggelige indlæg. Du er dejlig :)
    Knus

    1. Kæreste Helle

      Tusind, tusind tak for at du tog dig tid til at skrive den flotte kommentar. Den gjorde mig mere end glad. Og endda på flere planer. Jo, jo det er dejligt med ros. Men når den både er velbegrundet og også vidner om, at noget af det jeg selv bikser med og gerne vil blive bedre til vækker genklang hos jer, så bliver jeg glad og føler at mit lille hjørne af internettet er berettiget. Tak.

      Kram Emily

  31. Jeg vil bare sige, at jeg simpelthen er så vild med din nye stil (eller er det måske den originale). Må indrømme, at med mine snart 40 år, så blev din blog, ærligt, lidt for distanceret til sidst. Men nu – nu oplever jeg den virkelig være givende. Elsker den sårbare side, som viser en enorm stærk kvinde samtidig.

    Tak for dig.

    Kh. C

    1. Kære Christine
      Tusind tak. Og det er lidt sjovt, for det var nok også sådan jeg selv lidt havde det til sidst. Efterhånden som jeg blev ældre, så var der noget der begyndte at klinge lidt hult (altså der skal også være plads til fis og ballade, men tror du forstår). Tak for vidunderlig feedback.
      Kram E

  32. Hej Emily,

    Min kæreste mistede sin mor da han var 12. For at hjælpe hans minder på vej og måske dulme sorgen når savnet er for stort (who I am kidding det vil det altid være) fik jeg lavet gamle VHS bånd med klip af hans mor og andre gamle minder om til en USB. Mit hjerte vokser altid til dobbelt størrelse når han spørger om jeg vil se med eller når han fortæller at han har brugt timer på at se klippene igennem. Jeg kan aldrig give ham hans mor tilbage, men det er det tætteste på jeg kommer <3 Blot en lille ide. ??