De nemmeste, lækreste (og af og til groveste) boller, blev vist på bloggen for 3 år siden, men fortjener at få et indlæg igen. Både fordi de aldrig er ens, når jeg laver dem (og det gør jeg næsten en gang om ugen) og også fordi de giver hele tilfredsstillelsen ved nybagt brød, men med det halve besvær.
Dejen skal nemlig blot røres sammen om aftenen (ikke æltes, bare røres) og så i køleskabet natten over.
Om morgenen skal den bare klaskes op på en bageplade med en ske og så i ovnen (stadig ikke æltes eller pilles ved).
KOLDHÆVEDE BOLLER – ca. 9 stk.
1/2 l koldt vand
1/4 pk. gær
1-2 tsk salt
1 spsk. honning
evt. 1 spsk olivenolie
1 l mel/korn/gryn/frø*
- Rør gæren ud i en smule af vandet. Når det er opløst tilsættes resten af vandet, salt og honning. Rør de tørre ingredienser i til en jævn, men ret klistret dej.
- Dæk den til med et viskestykke eller film og stil den i køleskabet natten over (el. min. 6 timer).
- Med to skeer ‘formes’ 9 boller og sættes på en bageplade med bagepapir, de må godt trykkes lidt flade.
- Bag dem i ovnen på 200 grader i omkring 20 min. eller til de er lysebrune og lyder hule, når man vender dem om og banker let på bunden.
- Lad dem afkøle lidt inden de skæres igennem. Hvis du kan vente.
*Denne gang brugte jeg 1 dl hørfrø, 1 dl solksikkefrø, 2 dl grovvalsede havregryn, 2 dl groft ølandshvedemel og 4 dl hvedemel
En anden og grovere favorit er 2 dl 3-kornsblanding, 2 dl grahamsmel, 2 dl rugmel og 4 dl speltmel (ikke groft).
TIP: Mht. de tørre ingredienser er mulighederne mange, men fordelingen ovenfor skal nogenlunde holdes. Altså min. 1/2 l. reelt mel og ikke mere end 2-3 dl. korn/frø. Jeg har lavet en helt glutenfri udgave engang, med quinoa- og boghvedemel og hørfrø, men de hævede selvsagt nærmest ikke. Man kan også lave dem udelukkende med almindeligt hvedemel evt. med lidt durummel, så får man en flot sej struktur og en dej, der hæver smukt.
ENGLISH RECAP: Cold rise bread is so easy and convenient. I make these rolls almost every week and they more or less do the job themselves, no kneading needed. Similar recipe here.