Fladmast

Seneste indlæg på nærværende blog omhandlede (udover duftmani og en ode til butikken, hvor jeg lægger mange af mine sparepenge) den frygtede skolestart.

Nu er den veloverstået. Blandt ander deraf den manglende opdatering herinde. For denne uge har ikke bare budt på SFO/skolestart med dertilhørende nervevrag af en mor, men også på en fødselsdagsfejring af min bedre halvdel og så var det også ugen, hvor vi flyttede mine forældre fra meget (meget!) stor lejlighed til meget (meget) mindre lejlighed.

At fejre min mands fødselsdag er selvklart bare festligt, men det gjorde også, at jeg kom lidt skævt fra start på ugen, idet jeg brugte lidt for mange sene aftentimer dagen inden, på at pynte op, pakke gaver ind og sætte bolledej over. Nå, ja og måske jeg også doomscrollede lidt og pludselig var klokken langt over midnat. Hyggeligt, men måske ikke smart.

Det er i øvrigt en balance, jeg har svært ved at finde i det hele taget. Den mellem det rare og praktiske. Men det kan blive et helt indlæg for sig en eller anden gang.

Alle store begivenheder er krydset af listen nu og det seje, nyslåede skolebarn klarede det hele med bravour. Så langt så godt.

Men nu er der helt udsolgt hos undertegnede. Et meget solidt forbrug af antihistamin i april og maj, hjælper nok heller ikke på energien. Er helt sikker også PMS’et. The perfect storm med andre ord.

I aften skal jeg fejre min bedste venindes fødselsdag, det ser jeg frem til. På trods af fladmasthed.

Og så håber jeg ellers på en nogenlunde rolig næste uge.

Med ønsket om en præcis så rolig eller festlig weekend, som I lyster <3

Klem

Emily

(Visited 388 times, 388 visits today)

Skriv en kommentar

4 Kommentarer