I weekenden var vi i Småland på den dejligste tur med lidt af alt det gode. Det var første ‘rejse’ udenfor Danmark i halvandet år og det var så dejligt at være lidt væk, sådan ægte væk. Og egentlig var det også vores rejsedebut som familie. Eller sådan føltes det i alle tilfælde. Sidst vi var afsted var Kurt knap et år gammel. Nu er han 2 og således klar på oplevelser og eventyr i en noget anden udstrækning. Og det var SÅ fedt at være på tur med ham.
Selvklart er meget på hans præmisser og efter hans program, men altså hvor var jeg fornøjet over at se tingene gennem hans øjne. Alt fra at spise is kl 10 om formiddagen til at klappe en elg er bare lidt mere magisk, når det er sammen med en lille person, for hvem verden stadig er stor og uspoleret.
Det var samtidig glædeligt gensyn med et savnet Sverige. Er jo stor, stor fan af at tage på tur i vores skandinaviske søsterlande og ih, hvor har jeg savnet. Det er så dejligt tæt på og nemt og alligevel er alt lidt anderledes (eller meget anderledes, når det kommer til naturen) og derfor eksotisk og spændende.
Jeg har været i Småland et par gange tidligere, men nærmest kun på gennemrejse, så det var dejligt at lære regionen lidt bedre at kende. Det tog små tre timer fra vores hoveddør og til Växjö hvor vi overnattede. Og det var inklusiv færgen og et tissestop, så det er til at have med at gøre.
Vi ankom tidligt fredag aften og stak næsen retur igen søndag eftermiddag, jeg har skrevet vores program (og dermed anbefalinger af steder) ned i kronologisk rækkefølge. Så kan man gøre os weekenden efter 1:1 eller plukke det ud man lyster.
PM & Vänner, Växjö
Vi var indlogeret her begge nætter. Dejligste hotel midt i Växjö med god morgenmad, en hyggelig blomster- og gavebutik, et lækkert bageri, hele 3 restauranter: En bistro, hvor vi spiste virkelig god mad den første aften, en Michelin-restaurant til hvis man skal have en spiseoplevelse udover det sædvanlige og en rooftop bar/restaurant, med lettere retter, masser af gode drinks og en smuk udsigt. Det er også heroppe man finder hotellets udendørs pool, hvor man kan slikke solskin, drikke et glas bobler og nyde udsigten udover Växjö.
Hotellets restauranter råder også over den mest imponerende vinkælder med mere end 20.000 flasker og over 5.000 forskellige vine, som jeg var heldig at få lov at kigge nærmere på (nærmest tortur som gravid, haha, må tilbage igen på et senere tidspunkt).
Læs mere om PM & Vänner og deres restauranter.
“Billige på dyr vin”, fortalte hotelmanageren mig med et glimt i øjet. Det er noteret til når, jeg kan drikke vin igen ;)
Åsnen National Park
Jeg er så betaget af de svenske skove og søer og i Åsnen får man den ægte oplevelse inklusiv et rigt dyreliv. Vi havde jo en lille mand med på tur, så det blev bare til halvanden times gåtur inklusiv lidt picnic, men når han bliver ældre gad jeg godt tilbage og vandre en længere tur og sove i shelters eller telt.
Vi kørte til indgangen ved Sunnabro, find den her.
Ut o Ät
Fra d. 11.-19. september er der en stor madfestival i Växjö, Mat hedder den. Den startede i det spæde med en pizzakonkurrence d. 11., som vi overværede noget af, men den er først for alvor gået i gang her i løbet af ugen og kulminerer så i den kommende weekend.
Altså et tip til hvis man er på de kanter i weekenden (17.- 19. september 2021). Eller vil deltage næste år. Under madfestivalen er en masse af byens restauranter gået med under temaet Ut o Ät (Ud og Spis), lidt à la Dining Week herhjemme.
Tjek hele programmet på Matsmaland.se
Shopping og restauranter i Vaxjö
Lørdag eftermiddag brugte vi i Vaxjö by hvor vi bl.a. kiggede lidt i butikker, var på legeplads, drak en kaffe og ikke mindst kiggede på byen. Frokost tog vi med fra Hotellets Bageri (virkelig lækkert og åbent for alle); PM & Vänner Bröd och Sovel, der både har alskens dejlige snurrer og godter, men også salater, saft, yoghurt m.m.
Vi endte faktisk også med at spise på hotellet udenfor på deres rooftop pga. det dejlige vejr om aftenen (og fordi det var nemt, vi havde en træt, lille mand med), men ellers havde vi kig på Villa & Trädgård Deluxe eller Izakaya Moshi/Station, som vi fik anbefalet på hotellet.
Af butikker så kan jeg blandt andet anbefale Cernino, der havde alt fra Totême til mit yndlingsporcelæn fra Mateus. Og Kappahl der har det fineste børnetøjsmærke, Newbie, som laver de sødeste, lækreste ting. Da Kurt var baby var hans garderobe nok ca. 50% genbrug og 50% Newbie og jeg kunne ikke dy mig for at købe lidt til lillebror/lillesøster.
Og så skal man selvfølgelig ikke snyde sig selv for et besøg hos Hemmakväll, en kæde der sælger bland-selv-slik og den slags er de som bekendt virkelig gode til (og billige på) i Sverige.
Farmors Gårdsbod og Barnens Trädgård, Grimslöv
Hyggeligste, lille sted med den lækreste isbar (kun åben i sommerhalvåret, men resten af tiden kan man købe deres is i bøtter til at tage med hjem), en gårdbutik hvor lokale bønder og producenter, sælger deres ting, en lille legeplads og ikke mindst et virkeligt imponerende blomster selv-pluk.
Fineste buket som endda klarede turen hjem til Danmark.
Ikea Museet, Älmhult
Det her var overraskende skægt og spændende og fungerede tilmed helt ok med en 2-årig. Et must for alle designinteresserede. Informativt og sjovt og handlede mindst lige så meget om hvordan vi som mennesker har indrettet os gennem tiden, som det var decideret Ikea-relateret.
Den restaurant der hører til museet er også virkelig god (ikke bare en almindelig Ikea-restaurant) med nye takes på de klassiske kødboller.
Læs mere her. Og tjek endelig også Ikea Museets helt nye online-univers ud her.
Elgsafari, Markaryd
Det her var nok Kurts favoritstop på turen (og det siger ikke så lidt for han hyggede sig generelt helt vildt). Både pga. et ret skægt legetog, vafler og søde klappegeder, men også pga. den ca. 1 time lange elgsafari hvor vi fodrede og klappede ikke mindre en 2 elge. Sådan en vild oplevelse, at være så tæt på så stort et ‘vildt’ dyr. Foruden de elge vi var i nærkontakt med, så vi også en masse andre elge + bisonokser og så syntes yngste passager også bare det var spændende at køre med ‘tog’ gennem skoven. Hvis ikke man vil med toget, så kan man også køre i egen bil, men jeg vil klart anbefale toget, hvis man vil helt tæt på.
Næste gang
Vi skal helt sikkert til Småland igen og næste gang, når Kurt er blevet lidt større og jeg har fået læst en masse af det bedste (svenske) børnelitteratur for ham, så skal vi helt klart også forbi Astrid Lindgrens Värld, der også ligger i Småland i Vimmerby.
Har I været I Småland? Har I nogle gode steder, jeg skal have med på listen?
Alt ser så dejligt ud, og der er så mange hyggelige steder i det område!
Kan til en anden gang anbefale @kosta_safaripark, Mange forskellige vildtlevende svenske dyr, dog ikke noget tog😉
Modtaget, den napper vi næste gang <3 Klem Emily
Lekomuseet i Osby syntes vi var rigtig godt, men det er en del år siden, vi var der :-)
Det kigger jeg nærmere på til næste gang. Tak for tippet <3