Godt nyt år! Intentioner og drømme for 2025

Kæreste jer. Rigtigt godt nyt år herfra. Det bliver ingen nytårstale, men derimod et (fra min side i alle tilfælde) glædelidt gensyn og kiggen fremad mod alt godt i vente. Jeg har både store og små forhåbninger og planer for det kommende år, og lige præcis det her – at børste støvet af bloggen og dyrke dette elskede medie igen – er allerhøjest på min liste.

Jeg blev SÅ umådeligt glad for alle jeres rare tilkendegivelser, da jeg stak hovedet ind forbi sidste år. Også selvom det har taget mig lidt tid, at vende retur igen. Meget er sket, siden jeg for alvor bloggede sidst og jeg skulle lige hitte ud af en bæredygtig måde at gøre det på. Noget tid og energi måtte frigives andre steder først.

Men nu er jeg her og følgende glæder jeg mig til (mere af) i 2025:

  • At lave ingenting. Og have det ok med det. Jeg føler det er lidt forbudt. Ikke at være i gang hele tiden. Om ikke andet så med en eller anden syssel, der gør mig glad.
  • Gå på loppemarked. Både i virkeligheden og på Facebook Marketplace og DBA. Blandt andet på jagt efter vintage-havemøbler. Intet overgår glæden ved et godt genbrugskup.
  • En tur til Japan. Det har jeg aldrig været før og jeg ser sådan frem til det. Generelt vil jeg (i en eller anden forening med også at lave ingenting) gerne prøve et par nye ting i år.
  • Tage et kursus på Folkeuniversitetet med en veninde. Savner ofte at gå i skole. Og kan grine af, at jeg slet ikke værdsatte det nok, mens jeg læse på universitetet.
  • Skrive en bog. Skal nok fortælle mere snart. Den skal afleveres til november og udkommer i foråret 2026.
  • Planlægge og fejre min 40 års fødselsdag. Glæder mig!
  • Dyrke min have. Intet har bragt mig større begejstring, de seneste par år. At kunne gøre så stor forskel på så lidt plads og tid er berusende. Også selvom selveste Claus Dalby med glimt i øjet fortalte mig, at det med at opdage haveglæden er et soleklart aldringstegn ;)
  • Lave rare ting med mine børn, der både fylder mig op og gør dem glade. Eksempelvis maler vi sammen, læser bøger, spiller spil, bygger lego, danser og går ud i naturen og finder ting. Og laver krea. Har fundet ud af at jeg er uendeligt dårlig til (læs uengageret) i rollelege, men at vi godt kan lave noget som er fedt for begge parter. Og at det gør mig til en ret meget federe legekammerat.
  • Få fjernet nogle dumme modermærker, jeg gerne har villet have ordnet længe. Måske ikke ligefrem noget jeg decideret glæder mig til, men bliver rart at få det overstået.
  • På en storbytur med drengene og Nikolaj. Vi var i Paris forrige år og det var alletiders. Nu har jeg kikkerten rettet mod Berlin. Men andet godt i køre-/togafstand har også interesse, hvis I har gode forslag?
  • Blogge en gang om ugen eller mere efter lyst og mulighed.

Del ENDELIG også gerne, hvad I drømmer om her i det (stadig ret) nye år.

Kram fra mig

(Visited 1.068 times, 1.068 visits today)

Skriv en kommentar

7 Kommentarer

  1. Et blogindlæg fra dig er som en kop varm kakao med flødeskum på en diset januardag. Herligt!
    Af byer i både køre- og togafstand anbefaler jeg Göteborg. Byen er grøn og dejlig, der er Alfons Åberg-legeland, dyrepark & børnezoo i skoven og uendeligt med klippeperler i skærgården.
    Godt nyt år til dig!

  2. Så fine intensjoner og drømmer for 2025! Det med å gjøre ingenting skal jeg også bli bedre på, bare være i nuet og roe helt ned. Tror det er godt for våre stressede nervesystemer. Jeg skal også gå på gravidyoga, for jeg venter mitt første barn på starten av sommeren <3 God klem til deg, og takk for at du er mer tilbake!

    1. Dét er vel nok den fineste idé <3 Det vil jeg gøre! Når bloggen lige er kommet lidt i gang igen for tænker, der så er flere potentielle venner, der ser det <3 Kram!

  3. Hvis det med haveglæde er et alderstegn, så er jeg stadig ung😂

    Hamborg er (også) en god destination som forlænget weekend, og knap så langt at køre. Plus jeg tror, dine drenge ville synes, havnerundfart var sagen. Hamborgs havn er vild at se⛴️

    Glæder mig til mere blog i 2025😊

  4. Yeah! Velkommen tilbage ☺️ Glæder mig til at følge med! Stockholm er også skønt med børn 🤗