I de sidste mere end 4 år har jeg spist havregrød til morgenmad.

Og jeg kan ikke lide havregrød.

Bevares. Hvis jeg lige havde feeling og det var en kold efterårsmorgen og den var toppet med æblekompot, kanel, mandler og karamelsauce, så kunne jeg helt sikkert godt blive begejstret. Eller bare sådan i ny og næ.

Men ikke hver dag (weekender undtaget) i 4 år. Plus.

Hvorfor har jeg så gjort det, tænker den vakse måske?

Jeg hader ikke havregrød. Og – vigtigst – mine børn ELSKER havregrød. Den ældste endda i sådan en grad, at han spurgte om vi ikke nok kunne servere havregrød til hans børnefødselsdag sidste sommer…

Og ok, det er da også en premium havregrød med både æg og banan i selve grøden og alverdens toppings på (eller mangel på samme) efter børnenes humør.

Så jeg har spist havregrød. Fordi det var nemt, når nu resten af familien fik. Næringsrigt. Ikke noget jeg tænkte så meget over, det kørte bare.

Lige indtil jeg lavede granola i påskeferien. Noget jeg altid gjorde tidligere. Indtil jeg stoppede med det.

Og så stod jeg dér med en lækker granola og havde meget mere lyst til at spise den med fed, græsk/tyrkisk yoghurt og frugt end havregrød.

Det gjorde jeg så. Først en dag, så den følgende og én til. Pludselig havde jeg ikke spist havregrød i en uge. Og allerede inden det kom så langt, skete der noget interessant: Jeg begyndte at glæde mig til min morgenmad og min morgen igen. Sådan som jeg har gjort, så længe jeg ellers kan huske, inden vi fik børn.

Lidt skræmmende og alligevel så enkelt og fint.

I morges spiste jeg citronskyr med rabarberkompot og granola.

Hvad fik du?