
Her er den fulde liste, over hvilke blomsterfrø, jeg har bestilt i år. Samt min top 5 med mine yndlinge og ‘arbejdsheste’. Jeg håber, du går en blomstrende tid i møde <3
Knus
Emily
Top 5
Nemme at dyrke, fantastiske i buketter, giver og giver jo mere du plukker og sneglene er ikke synderligt interesserede i dem.
Hele baduljen
Susanne med det Sorte Øje, Alba
Blomsterkarse/tallerkensmækkere:
Solsikker:
Ærteblomster:
Hvornår
Det eneste jeg forspirer nu her i februar er klokkeranke og ærteblomster. Resten venter jeg med til omkring påske. Altså af det jeg overhovedet forspirer. For en hel del, sår jeg blot direkte på voksestedet efter tidsanvisningen på posen (de fleste mellem slut april og midt maj). Det gæler blandt andet blomsterkarse, morgenfrue og solsikke.
Hvordan
Klar parat forspiring. Det her er den enkleste og hyggeligste del af det at skabe nye planter, hvis du spørger mig. At sidde en aften og pille med frø og drømme søde havedrømme. Alt føles muligt og man kan nærmest både dufte blomsterne og se dem for sig.
Jeg bruger særlig så- og priklejord til formålet (almindelig jord eller kompost er som regel for krads, for de små frø og nye planter) og så har jeg to pladsbesparende spirebakker i zink, at starte årets planteproduktion op i. Man kan også købe tilsvarende i plastik eller man kan bruge små plastpotter fra tidligere års indkøb af småplanter eller såmænd også bare tomme toiletruller, mælkekartoner (stik huller i bunden) eller en gammel plastbakke fra vindruer.
Sidstnævnte er mere end glimrende idet de både har huller i bunden og et låg, man kan sætte på i starten, indtil spirerne gror, for at holde på fugt og varme. Som et minidrivhus. I sådan en, kan man snildt sætte et par rækker af frø.
I spirebakkerne, plejer jeg at sætte 2-3 frø pr. hul med lidt afstand. Er jeg heldig at alle spirer, må jeg tynde ud. De skal ikke kæmpe med hinanden.
Men allerførst kommer jeg jord i hvad end, jeg har besluttet mig for at så frø i (ofte lidt af et sammensurium) og vander jorden, så den er godt fugtig, men ikke plaskvåd.
Jeg kommer frøene i jorden i den dybde, der er anvist på pakken og dækker forsigtigt til. Fremover vander jeg nedefra i spirebakken, da de små spirer kan være sarte overfor at få en hård stråle vand i hovedet ovenfra. Jeg sørger for at jorden er fugtig hele tiden under spiringsforløbet, men tjekker også, at de ikke står og sopper i vand.
Indtil frøene er spiret, kan man med fordel lægge noget let over bakker og potter, klar plast, fiberdug eller det låg, der måske følger med. Men dog med mulighed for lidt ventilation, så ikke en alt for tætsluttende løsning. De fleste frø vil gerne stå ganske lunt, indtil de er spiret og derefter køligere og lyst. Jeg har frøene inde i vindueskarmen til de spirer og derefter ryger de ud i drivhuset. Lidt barskt, for det er lige vel koldt derude i marts og april, især om natten, men det plejer nu at gå. Er man velsignet med en lys udestue med de magiske 15-18 grader eller deromkring, så stil dem endelig derud.
Har man ingen af mulighederne, lader man dem stå inde, det går også fint. Men prøv at undgå, at de står lige ved eller på en radiator.
Jeg sætter ærteblomster til forspiring som årets første, evt. også min yndlingsaversion, klokkeranken og venter som regel med at forspire de andre, til kalenderen så småt siger april. Ellers når de simpelthen at blive alt for lange og ranglede, inden de for alvor kan komme ud. Og lange og ranglede er ikke et drømmescenarie for små, nye planter. Små, tætte og stærke er snarere det, man ønsker sig.
Ærteblomsterne sætter lange rødder ganske tidligt, så det er klart en fordel at sætte dem i noget dybt fra start. Og helst ikke for tæt, for de lange rødder kan vikle sig sammen planterne imellem og de er ikke begejstrede for at bliver rodet med og skilt ad. Det bedste scenarie er at sætte dem i såkaldte plugs, men gider man ikke investere i sådanne og har man allerede skuret fuld af 15-20 cm dybe, små plastikpotter fra tidligere planteindkøb, så brug dem og sæt frøene langs yderkanten og med rigtig god afstand. Det er enkelt og pladsbesparende. Sæt dem evt. ned i en frysepose og træk den godt op over potten, men lad den stå åben for luft, til de er spiret. Som et lille drivhus. Kræng posen lidt ned, når de er spiret men lad den gerne blive på, så har de små ærteblomstskud lidt at støtte sig op ad i kanten efterhånden som de vokser. Tomme toiletruller er også yderst velegnede til ærteblomster, da de har en god højde med plads til at sætte lange rødder og i dem planter man blot ét frø pr. rulle.
