
Jeg har fået så mange spørgsmål på vores ‘kalkede’ vægge i huset og det var så skægt at lave dem og jeg er så glad for resultatet, at jeg gladeligt deler en lille how to, samt de erfaringer jeg gjorde mig undervejs.
For selvom jeg syntes, det var hyggeligt at male med den specielle maling, så er det også et stort arbejde og både meget mere besværligt og ikke mindst tidskrævende, end hvis bare man maler med almindelig maling.
Det er også noget dyrere, altså selve malingen, så selvom jeg først havde troet, at jeg skulle gøre det flere steder i huset, så er vi altså endt med at ‘nøjes’ med to rum (køkken/spisestue og soveværelse), da det ellers ville blive for kostbart både i tid og penge.
De forbehold taget i betragtning, så kan jeg varmt anbefale at kaste sig ud i det, hvis man har et godt øje til det kalkede look. Og man kan jo nøjes med en enkelt væg. Så bliver det lidt mindre omfattende.
Vi har brugt Jotun Lady Minerals og i hhv. ‘Soft Touch’ (soveværelset) og ‘Humble Yellow’ (i køkkenet).




Jeg gjorde således (og efter anvisninger fra den farvehandler, hvor vi købte malingen):
- Først dækkede jeg af og satte tape op. Bed evt. om ‘guldtape’ hos farvehandleren. Dyrere, men også meget bedre + nemmere at få af efterfølgende.
- Derefter vaskede jeg væggene ned med grundrens.
- Da væggene var tørre, omrørte jeg malingen så alle pigmenter var ligeligt fordelt og malede med krydsstrøg væggene med en 10 cm bred pensel. Jeg havde en mindre til kanter, hjørner og rundt om stikkonktakter.
- Kalkmalingen syner MEGET mørk, men tørrer meget lysere op. Faktisk kan man først se den endelig farve og resultat efter 1-2 dage er min erfaring.
- Mal ‘vådt-i-vådt’. Dvs. start eksempelvis i det øverste venstre hjørne og arbejd dig så ned over væggen, derefter opad igen mod højre og så nedad og så videre. Nærmest som i en stor slange fra den ene ende af væggen til den anden.
- Der er ikke noget rigtigt og forkert, men mindre krydsstrøg giver et mere flammet look og store, lange strøg giver et mere roligt slutresultat. Jeg kombinerede lidt og lærte, at det vigtigste for et pænt resultat var at male vådt i vådt og være nøje med, at der ikke var nogen helligdage. Overhovedet. Så kig hele tiden ‘bagud’ og tjek at der ikke er et hul. Og hvis der er, så mal det fluks over, mens malingen er våd.
- Når første lag er tørt, så er det tid til andet lag. Nogle nøjes med ét lag, men jeg var glad for at bruge to for at opnå det udtryk, jeg havde drømt om. Og ligeledes for at kunne rette småfejl og eventuelle skønhedsfejl med lag nummer to.
- Ved andet lag fortyndede jeg malingen 10-15% med vand, omrørte grundigt og malede så på som ved første lag. Jeg prøvede også med ufortyndet maling og resultatet bliver KLART pænest med den fortyndede. Det lægger sig pænere og er markant nemmere at påføre.
- Så snart du er færdig med at male, fjern malertapen for det pæneste resultat.
- Går noget helt galt, eller bliver alt for tykt, så lad det tørre, slib så på det med sandpapir på en slibeklods og mal evt. over igen.
Hvis jeg skulle gøre det igen (og det skal jeg helt sikkert) kunne jeg godt finde på at prøve en anden metode, nemlig at male med ét lag almindelig vægmaling i samme farvekode som kalkmalingen først. Og så derefter nøjes med ét lag kalkmaling. På den måde kan man undgå at væggens oprindelige farve syner igennem ved små helligdage, men også spare på kalkmaling og arbejdstid.
Jeg ved også at nogen har held med blot at bruge et enkelt lag kalkmaling og så bare give den fuld gas fra start. Jeg gjorde forsøget på en af væggene i køkkenet og brugte en teknik hvor man maler masser af større ‘øer’ på hele væggen for siden at forbinde dem, men ærligt, så var jeg ikke så vild med resultatet (det dækkede fint, men var ikke lige det look jeg gik efter), så endte altså med at give det et til lag.
Som I kan forstå, er der flere måder, at gribe det an på. Nu har I i alle tilfælde min metode.
Dog vil jeg mene (og tør godt at sige), at den på Jotuns hjemmeside angivne måde at gøre det på (først grundrens, så ét lag almindelig maling i samme farve som kalkmalingen og derefter to lag kalkmaling) er overkill og spild af tid og penge ;)
Kalkmaling er ret så sart og ikke vaskbar på samme måde som almindelig vægmaling. Derfor kan det være værd at overveje, hvor man bruger det. Man kan få en sealer til Jotun Minerals, som løser problemet med det sarte. Til gengæld gør den at farven syner mørkere og knapt så mat, så vi har undladt den. Så må vi se, om vi fortryder, hehe.
Har I kalkede vægge? Hvilken metode og hvilken maling brugte I?
OBS! Kalkmaling kan man ikke bare sådan lige male over igen med almindelig maling. Det skal slibes eller på anden måde fjernes. Det kan være fint lige at have in mente, inden man maler hele hjemme med det. Det skulle til gengæld være ok at male over med kalkmaling i en anden farve.

