Jeg er ikke en hurtiglæser fra naturens side. Nok heller ikke blandt de langsomste, men jeg kan godt lide at dvæle lidt ved det hele, læse frem og tilbage og smage lidt på ord og sætninger. Og det er ikke helt synonymt med at pløje sig igennem siderne.
Der skal bestemt også være plads til at bruge tid på en god bog, men det var altså ikke så hensigtsmæssigt, dengang jeg gik på universitetet og skulle have læst et gigantisk pensum. Jeg læste nemlig litteraturvidenskab på min bachelor og der skal man fortære ikke bare en heftig mængde faglitteratur, men også en hel masse skønlitteratur. Og ja, det er lidt af et drømmescenarie for en bogelsker, men hvis man skulle kunne følge trop, skulle man læse ganske hurtigt (eller tage lidt for mange nattetimer i brug). Så jeg satte mig for at lære at læse hurtigere og tog et kursus i læsehastighed, der hjalp helt gevaldigt.
Og mens jeg ikke skal kede jer med alle detaljer, så vil jeg gerne dele de 3 tips, der især hjalp mig til at læse hurtigere og som jeg stadig minder mig selv om og bruger, hvis jeg synes jeg atter læser lidt for langsomt. For jo hurtigere man læser, jo flere bøger kan man nå ♥
- Stol på din hjerne. Der er ingen grund til at læse tilbage eller springe op og ned i teksten. Læs fremad og stol på at din hjerne har opfanget det den skulle. Med mindre du er ekstremt ukoncentreret eller meget træt, er det nemlig som oftest tilfældet. Altså at du har fået det hele med. Og hvis det bliver ‘forbudt’ at læse tilbage, så gør man sig også ubevidst mere umage for at holde fokus. Start med at øve dig med skønlitteratur, hvor det ikke gør så meget hvis du misser en detalje, mens du lærer dig selv, kun at læse fremad.
- Lad være at ‘læse højt’ inde i hovedet. Gør du det? De fleste gør det, uden at være klar over det. Og hvis man gør det og så begynder at tænkte over det, så kan man slet ikke forstå, hvordan man kan lade være. Men man behøver faktisk ikke ‘tænke’ alle ordene ‘højt’ inde i hovedet. Det er nok at øjnene ser dem for at hjernen kan registrere og forstå sætningerne og vupti læser man dobbelt så hurtigt. Eksperimentér med det og øv dig i det. Hvis du er vant til at ‘læse højt inde i hovedet’, så kræver det gradvis afvænning at lade være, så start bare med at øve dig med en halv til en hel side, hver gang du læser.
- Det skrå bogmærke. Det er ikke fordi bogmærket skal have en særlig facon (faktisk kan det snildt være et postkort som på billedet ovenfor), men man lægger det skråt og kører det i en langsom og glidende bevægelse ned over siden. Man flytter det så hurtigt, at man lige akkurat kan nå at læse med, men at man samtidig presser læsehastigheden. OG så har det den bonuseffekt, at man ikke kan læse tilbage jvf. tip 1. Det er ikke en rar måde at læse på i længere tid, men det er godt som en konkret øvelse, der presser hastighed og forhindrer øjnene i at glide tilbage.
Og ja, fulgte mit eget tip og var ude at snolde bøger i eftermiddags.
Boghandel eller slikbutik? Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg foretrækker. Eller jo, det må altså næsten være boghandel… Sorry slikbutik.

