Her er hvad jeg endte i, i går. Måske ikke mit allermest comfy biografdress, men var lidt startled over det der gallapremiere. Det havde jeg nu ikke behøvet at være, det er jo Danmark og folk er meget chillede omkring sådan noget. Thumbs up til Szhirley dog, hun var så fin :)

Filmen var ret flot og alle de dejlige damer gjorde det godt. Judy Dench og Italien gjorde det bedst. Synes dog altid at musical-film er noget lidt underligt noget og denne her var ingen undtagelse. Alt det mellemliggende hvor der ikke blev sunget fungerede bedre end godt, men syngescenerne var ikke rigtig stærke nok. Kun Fergies ‘Be Italian’ rykkede rigtigt for mig, den var til gengæld også for fed. Daniel Day Lewis var hot og glimrende, som den lidende og navlepillende kunstner, der lever sin krise ud i sine kvinder. For satan hvor blev jeg irriteret på ham, hader lidende kunstnertyper og havde helt lyst til at stikke ham en flad og bede ham om at tage sig sammen. Så det var godt, altså at filmen rørte mig på den måde. Ellers havde det måske været en lidt flad fornemmelse. Synes så afgjort at historien og skuespillet var stærkt nok til at kunne have båret det, uden al den ‘bryden ud i sang’. Og så lige tilsat lidt mere 60’er Italien, det ville have fungeret bedre for mig tror jeg. Alternativt kunne man have satset mere på musicaldelen og levet den fuldt ud. Men jeg var rigtig godt underholdt og siger heller ikke så lidt.

Var lige ved at glemme lille appetitlige Marion Cotillard, god damn hvor er hun smuk. Fik virkelig et girl crush på hende encore une fois :)

Nu sidder jeg på Alt Om København redaktionen på Berlingske Tidende, hvor jeg vikarierer lidt her i januar. Mødte kl. 8, kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så tidligt oppe (jojo man er ret forkælet som studerende, direktørtider over hele linjen). Havde ikke noget ansigt da jeg vågnede og føles stadig som om mine øjne hænger nede ved hagen. I dag bliver nok dagen hvor jeg bryder mit maks 3 kopper kaffe om dagen nytårsfortsæt. Er allerede på kop nr. 2…