Dagens outfit: Gammel jakkekærlighed

solbriller og taske Bottega Veneta// jakke House of Dagmar// bukser Magasin du Nord Collection// støvler Mango

Det her er en lille, undseelig historie. Tilsyneladende ligegyldig. Måske faktisk netop ligegyldig for de fleste. Men for mig er det er en historie om både dovenskab, (mor)kroppens foranderlighed, kærlighed der ikke ruster og ren garderobelykke. Jeg er ikke helt sikker på, at den har en fornuftig morale. Men her kommer den:

For fire år siden (mener jeg det var, måske 5) købte jeg en grøn uldjakke, som jeg syntes var meget smuk. Jeg købte den online i min sædvanlige størrelse, men da den kom frem, passede den slet ikke. Den var stram over skuldrene og omkring armene. Meget stram. Den så slet og ret for lille ud og var ubehagelig at have på. Og fordi jeg var en doven hund (det har selvfølgelig ændret sig, host host), fik jeg aldrig sendt den retur. Således røg den ind bag i skabet, hvor den hang og hånede mig, når jeg bladrede mig ind i dybet i ny og næ.

To gange havde jeg den med på loppemarked, men uden held. For jeg nænnede på en eller anden måde ikke helt at skille mig af med den. Slet ikke til loppemarkedspris… jeg er med på, man gerne vil gøre en god handel på loppemarked, men det var jo – for mig – en helt ny jakke og der kom kun halvhjertede og meget lave bud på den. Jeg var den eneste, der helt kunne se dens potentiale og den takkede mig ved at være ved at sprænge i sømmen, når jeg af og til ulejligede mig med at prøve den.

For nylig ryddede jeg op i mit skab og faldt således over jakken igen. “NU skal du altså videre”, sagde jeg vredt til den. Og så prøvede jeg den igen. Og nu passede den. Den passede!

Det skyldes uden tvivl en kombination af ting. Min krop har ændret sig meget, efter jeg har fået Kurt. Mine hofter er blevet bredere (altså helt ind på knogleniveau) og min mave er som grundtilstand bare… blødere? Jeg ser instant gravid ud, når jeg har spist. Eller bare drukket et glas vand. På trods af at både mavemuskler og bindevæv har det mægtigt fint. Det er især i perioder hvor jeg ikke har trænet så meget. Træner jeg mavemuskler, så er det som om de ‘holder de lidt på det hele’. Og mens nogle dele er bredere/rundere/blødere, så er mine arme og ben blevet mindre.  19 måneders amning har nok også noget at skulle have sagt. Og helt sikkert også det faktum, at jeg har trænet mindre konsistent det seneste år på grund af Corona. Måske mest det. De muskler der plejede at fylde er væk.

Men jeg kan altså passe jakken. Om ikke andet for nu. Jeg er sikker på (og ret meget i ro med) at min krop kommer til at ændre sig igen. Og at der var en grund til at den grønne jakke, blev hængende i mit skab. Også selvom det er stik imod mine garderobeprincipper i øvrigt. Det der med at gemme på tøj, man ikke går med og ikke kan passe. Måske der kommer endnu en dag, hvor den ikke passer. Det gør der nok. Men den får altså lov at blive. Undtagelsen, der bekræfter reglen.

Den er blevet brugt nærmest dagligt siden ‘genforeningen’. Og jeg synes stadig den er smuk. Den grønne jakke, som ikke skulle være og så alligevel skulle.

Og som må siges at være det mest mærkværdige fejlkøb, jeg nogensinde har begået. Som slet ikke var et fejlkøb endda.

 

(Visited 2.325 times, 7 visits today)

Skriv en kommentar

9 Kommentarer

      1. Nååååååh! Troede bare den var mere grøn…… men nej! Mega fin jakke…. også selvom den så sort ud for mig ??

        Btw, fandt 5år gamle (hvis ikke mere) billeder af træning i Amagerlands…. inkl Penny?

  1. Det look er knivskarpt♥️ Jakken strammer det flot op og rammer de bløde elementer ind – lækkert!

    1. Tusind tak Mette. Er glad for, jeg ikke er helt alene om at synes den jakke er et hit. Især nu hvor vi har været ‘så grueligt meget igennem sammen’ ;) Klem E

  2. Hæ hæ jeg tænkte også “jamen hvor ER så den jakke?!”. Den ser nemlig umiddelbart mere sort ud end grøn her på min skærm ;-)