
Jeg var endelig inde at se Black Swan i tirsdags. Eller endelig og endelig, reelt set fik den først premiere for en uge siden, men grundet den massive hype og omtale i ind- og udland, føltes det som om jeg var den sidste i verden til at se den. Skrev om den allerede her, hvor man også kan se trailer, og har ventet spændt lige siden. Og den var både hypen og ventetiden værd!
Ofte bliver jeg let skuffet, hvis forventningerne er sat for højt til en film og var lidt bange for at det ville ske med denne, men heldigvis var jeg akkurat så begejstret, som jeg havde håbet. Den var flot, mystisk, dygtig, uhyrlig, uhyggelig, sexet, væmmelig, klam og uendeligt smuk. Og jeg vil ind at se den igen! Det skal jeg heldigvis også snart, for J’s venner vil ikke se balletfilm (det er en sexet psykothriller guys, ikke bare en balletfilm!), men han er sej og ligeglad og vil gerne se den alligevel og har inviteret mig med.
Hvis du har set Black Swan og ikke fandt den vederstyggelig nok, så kan jeg kun anbefale at se en af instruktør Darren Aronofskys første film; Requiem for a Dream. Det er nok en af de bedste og skrækkeligste film jeg nogensinde har set. Den er fuldstændigt modbydelig og nok en af de film der har gjort størst indtryk på mig. Selvom jeg ofte har haft lyst, tror jeg ikke jeg ville kunne se den igen. Så er I advaret! Det var jeg ikke i sin tid og var i chok et par timer efter (og måtte se Terkel i Knibe to gange før jeg turde gå i seng). Ok, er også ret sart…
Er jeg i øvrigt den eneste der synes at Vincent Cassel er et skår (med chance for at lyde meget gammel, men synes det er et godt udtryk)? Synes godt nok han er delicieux på den der nonchalante og arrogante ‘jeg-er-lidt-grim-men-alligevel-ret-hot’-franskmandsmåde. Uh, og så er jeg helt dårlig med romernæser! Sorry, nu skal jeg nok skåne jer for mine mandepræferencer, må bare lige høre om jeg er alene om at synes Cassel er darjlig (altså bortset fra Monica Belucci)?
Tuesday I finally watched Black Swan and it was just as good as I imagined. Mystic, scary, sexy, disgusting and very beautiful. Now I just want to see it again!