Jeg har tænkt lidt over det med at lave deciderede hundeindlæg her på bloggen. For I er en del, der har efterspurgt det og det vil jeg som udgangspunkt rigtig gerne imødekomme. Alligevel synes jeg det er lidt for langt væk fra og nichepræget i forhold til det bloggen ellers drejer sig om (selvom den nuvel er ret bredspektret). Jeg mener selvfølgelig ikke indlæg med billeder af Penny, dem slipper I ikke for og hun kommer til at dukke op med jævne mellemrum, jeg tænker mere på indlæg om hundretræning, -pasning, -fodring og -velvære. Overvejede sågar at lave en hundeblog, noget jeg egentlig har vildt meget lyst til, men jeg må erkende at tiden til det slet ikke er der.
Nå, nok om forbehold. Det jeg ville med dette indlæg, var at give en ultrakort introduktion til hvordan det er at være hund hos mig, samt give jer nogle bud på gode bøger, hvor I kan læse meget mere, hvis det er noget der interesserer jer. Så det bliver formentlig det første og sidste egentlige hundeindlæg her på bloggen.
Lige nu bruger vi det meste af tiden på at lege. På det første billede kan I se en masse legetøj. Noget af det (og mere til) er noget Penny har hele tiden til at tygge i og lege med, med sig selv. Meget af tiden, når vi ikke lufter hende eller leger med hende er hun i en stor hvalpegård, med den type legetøj. På den måde lærer hun at tygge i det rigtige og ikke i møbler etc. Det er typisk kraftigt tyggelegetøj i gummi + dertil egnede tøjdyr. Så er der det, der er til når vi leger sammen. Det er primært legetøj til trækkamp og så lidt bolde og ting hun kan hente. Hjemmelavet tennisbold på reb er i øvrigt favoritten, så det behøver ikke være dyrt eller fancy. Sidst men ikke mindst har vi forskelligt problemløsningslegetøj, hvor hun skal arbejde for at få mad ud af det. Sådan noget får hun også i hvalpegården og af og til når hun skal være alene. Den lyserøde koniske Kong på billedet, er et super eksempel på den slags legetøj. Man kan smøre et tyndt lag leverpostej eller peanutbutter indvendigt og så fylde med hundens foder og så kan den ligge og bruge tid på at slikke/tygge det ud. Efterhånden som den bliver skrap til det, kan man gøre det sværere ved at stoppe tingene godt sammen og evt. fryse den. Et helt almindeligt tomt marvben, som man fylder er også udmærket.
Her er lidt af mine yndlingshundebøger. Irene Jarnveds ‘Fra hvalp til hund’ er en super grundbog, jeg gerne vil anbefale til alle, der overvejer at anskaffe hund, men også til jer der allerede har en hvalp i huset. Den har en masse god info til dem der overvejer at købe hund, hvilken race man skal anskaffe etc. Og så gennemgår den al basis hundeopdragelse og problemstillinger fra hunden er hvalp til den bliver voksen. Den er lige kommet i en revideret udgave.
‘Klikkertræning for din hund’ af Morten Egtved og Cecile Køste er den bedste grundbog for de der er interesserede i at træne deres hund vha. positiv forstærkning, altså belønne hunden for korrekt adfærd.
Det er sådan Penny bliver opdraget og trænet. Hun har altså aldrig hørt et ‘Nej’, ‘Arjajrjg-ark’ (eller hvad det nu er for nogen lyde folk laver af deres hunde), hun lever i en verden hvor korrektioner og straf ikke eksisterer, men er til gengæld blevet belønnet en masse for det vi gerne vil have og se mere af. Det kunne eksempelvis være at ligge i sin kurv, gå pænt i snor, komme når vi kalder, sætte sig for at få sit legetøj, lægge sig i sin kurv, når vi sidder og spiser etc. Sidstnævnte er i øvrigt et godt eksempel på min måde at have hund på: I stedet for at tænke ‘Min hund må ikke tigge ved bordet’, så tænker jeg ‘Min hund må rigtig gerne ligge roligt i sin kurv mens vi spiser’. I stedet for en masse forbud, findes der nogle helt klare grænser for hvornår hunden kan opnå noget og for hvornår hunden ikke kan. Ingen gråzoner, ikke noget med ‘en gang i mellem må du gerne få ved bordet’, det forstår hunde altså ikke.
Og så går jeg ikke ind for at hunde skal øve sig i noget man ikke vil have, derfor står der eksempelvis ikke sko fremme her mens Penny er hvalp. Der er i mine øjne ikke nogen grund til at give hende muligheden for det overhovedet. Der findes altså masser af grænser, men konsekvensen af at de brydes er simpelthen blot at jeg fjerner det hun gerne vil have, eller slet og ret fjerner hende fra det. Og så bruger jeg mit krudt på at se efter de gode ting i stedet. Adfærd der bliver belønnet er nemlig adfærd der gentages og stiger i frekvens. Og så er der jo ikke tid til al balladen :)
Med min gamle hund, der som mange ‘hund nr. 1’ var lidt af en prøveklud, lærte jeg først denne metode at kende da hun var omkring et år og vi havde mange konflikter da hun var hvalp og unghund, som helt kunne have været undgået og som jeg gerne ville have været foruden. Vi fik rettet op på det, men hvalpetiden er en der skal bruges til at knytte bånd og skabe et godt samarbejde, hvis I spørger mig nu. Brugte simpelthen alt for meget tid på at skælde hende ud fordi jeg hele tiden fokuserede på hvad jeg ikke ville have i stedet for den anden vej rundt. Men man bliver jo heldigvis klogere.
Og lad mig lige understrege at når jeg tænker klikkertræning, så er det snarere træningsfilosofien end den lille boks med kliklyden, jeg mener. Selve klikkeren er jo bare en markør. Jo, jeg bruger en klikker til når vi træner specifikke og præcise øvelser, men når hun går pænt i snor og opfører sig godt i hverdagen så belønner jeg det også med ros, kæl/klap, leg eller mad, men uden nødvendigvis at have klikket først.
En anden god bog i den genre er ‘100 % Positiv Hverdagslydighed’ af Arne Aarestad, den findes vist endnu kun på norsk, men det er så afgjort til at læse. Den bygger på samme principper som førnævnte, men er mere orienteret mod hverdagssituationer. Meget brugbar. Både den og ‘Klikkertræning for din hund’ kan købes på canis.dk, hvor der i øvrigt også er mange spændene artikler.
‘Hund i byen’ af Sarah Whitehead er også en udmærket lille bog. Tog den med fordi I er en del, der stiller specifikke spørgsmål til det at have hund i byen og her er den rigtig god. Dog ville jeg se den som et supplement til en af de førnævnte, synes ikke den er fyldestgørende alene.
‘Mary Rays Superhund’ af Mary Ray og Andrea McHugh er en god bog spækket med lydighedsøvelser, tricks og idéer til hundetræning generelt. Den har i øvrigt et fint lille afsnit om hvordan man opdrættet superhvalpe, det er disse metoder Penny er stimuleret og præget efter.
‘På talefod med hunden’ af Turid Rugaas (ikke på billedet) er en mægtig god lille bog om hundesprog og er et must for alle hundeejere, man bliver simpelthen så meget bedre til at læse og forstå sin hund efter at have læst den!
Update: Må også lige anbefale de super gode hundebøger ‘Control Unleashed’ af Leslie McDevitt og ‘The Culture Clash’ af Jean Donald. Begge kan købes på amazon.co.uk. Endvidere er Barry Eatons ‘Dominans og lederskab – fakta eller overtro’ spændende læsning, den kan købes på canis.dk
Sidst vil jeg lige slå et slag for, at man klæder sin hund behageligt på. Hvis man overhovedet så meget som overvejer et kvælerhalsbånd, så prøv engang at tage det om din egen hals og ryk til. Nej, vel? Eller bare om armen så, hvis du ellers tør. Hundehalse er ikke lavet af galvaniseret stål og der er nakkehvirvler og nervebaner at tage hensyn til.
Derfor: Så bredt et halsbånd som muligt for at undgå skader på ryg og nakke, hvis hunden pludselig skulle springe frem/til siden og/eller brug en rar sele, der fordeler trykket på brystet (ikke de der ‘gå-pænt’-seler med skærende nylonsnore ned under hundens forben). Hurrta og Björgis laver gode seler :)
Især til hvalpe er det en fordel at have en meget let og gerne lidt lang nylonline (men ikke mere end 2 meter), mens de vænner sig til at gå i snor. Flexliner er jeg personligt ikke fan af, slet ikke til bybrug, men det er nok en smagssag. Det kan også skyldes at jeg har to flotte ar efter et par brandsår, jeg erhvervede mig efter et lidt for kaotisk møde med en hundeejer, der tydeligvis ikke havde styr på sin flexline. En almindelig lang dressurline på ca. to meter er til gengæld et hit, synes jeg.
Håber det gav svar på nogle af spørgsmålene. Ellers er I selvfølgelig som altid velkomne til at spørge :)
Der findes jo også et utal af gode hundetræningsblogs og -videoer derude. Min egen favorit er den canadiske agility-stjerne Susan Garretts blog, men det er nok lige vel nørdet for de fleste. Desværre findes der også en masse skrald på nettet og især nogle væmmelige ‘hundetrænings’-videoer på Youtube. Som tommelfingerregel så hold jer fra noget der hedder noget med ‘dog whisperer’ og ‘leader of the pack’.
Og ellers er det bare at lytte til mavefornemmelsen, bruge den sunde fornuft og kigge på om ens hund er glad :)
NB! Dette er min måde at gøre det på, hvad der virker for mig og mine kursister og mine anbefalinger. Der findes lige så mange måder at træne/opdrage hunde på, som der findes forskellige hunderacer.
Hej Emily.
Hold da op et langt indlæg;) Har ikke rigtig læst det, da jeg personligt overhovedet ikke interesseret i hunde. Når det så er sagt, så ved jeg, at der er mange, der vil sætte pris på dette indlæg!
Det er jo din blog, så jeg synes altså bare, at du skal skrive om lige præcis dét, du har lyst til!
Kh
Tak og er helt enig :)
Dog synes jeg under alle omstændigheder ikke helt det passer ind, så derfor bliver det nok ikke gentagne indslag, men er glad for din holdning :D
Fedt fedt fedt. Lige et indlæg jeg havde siddet og håbet på ville komme :) Du giver virkelig nogle gode tips her, som jeg helt sikkert vil benytte mig af, og så vil jeg flusk slå mine klør i “fra hvalp til hund”.
Den hvalpegård du taler om, hvor har du købt den henne?
Og så lige et spørgsmål til ledninger – har du fjernet alle ledninger, så hun heller ikke kan bide i dem?
Hvad gør du, når hun så gør noget, som hun ikke må? Lader du så være med at skælde ud eller hvordan lærer hun, at hun ikke må gøre den pågældende ting?
På forhånd tak :)
Hvalpegården er en jeg har lånt af en veninde, men man kan købe dem mange steder. Alternativt kan man lave en selv af kraftigt hegn. Jeg bruger den dog kun når hun er under opsyn, der kan nemlig godt hænge en pote fast. Når hun er alene er hun i køkkenalrum hvor mulighederne for at lave ballade er minimale.
Jep, alle ledninger er gemt væk/ oppe i højden. Jeg vil på ingen måde have at hvalpe får smag for at tygge i ledninger. Nu er jeg langsomt begyndt at lade nogen ligge under opsyn og hun viser ingen interesse for dem heldigvis.
Når hun gør noget hun ikke må siger jeg ‘hovsa’ med en neutral/glad stemme og fjerner hende fra det hun ikke må. Hvis hun så vælger at lave noget andet belønner jeg hende med en godbid/leger med hende/giver hende et tyggeben/et stykke legetøj. Hvis hun går hen til det hun ikke må igen for at tygge i det eller lign, siger jeg ‘hovsa’ igen (eller som regel er det snarere ‘hovsa din uartige skurkehvalp, der mistede du chancen for at vinde en præmie’) igen i en glad stemme og så sætter jeg hende i hvalpegården eller fjerner slet og ret det hun vil have. Det hele er foregår i en let og legende tone og jeg ser det mest som et spil hvor hun, hvis hun vælger rigtigt får en lækker præmie og hvis hun vælger forkert, så mister hun bare muligheden. Det fungerer så fint og den rutine har vi kørt på bordben, bøger på de lave hylder i reolen, ledninger etc. Hun fanger lynhurtigt at det langt bedre kan betale sig at lave noget andet. Men hun har hele tiden et frit valg og gør det af lyst, ikke af frygt for hvad der ellers sker. Dét er god hundetræning.
Hvis man skælder hunden ud sker der en af to ting: Den bliver bange og jo så stopper den, men har den egentlig lært noget? Alternativt synes den bare det er skægt at få opmærksomhed og så vil den prøve igen og igen…
Dog er det meget sjældent Penny laver noget hun ikke må, både fordi hun bruger en masse energi og tid på alt det hun gerne må (som jeg forstærker gennem ros/leg/kæl og klap/mad/godbidder etc.), men også fordi der er meget få muligheder for ‘at vælge galt’. Ved at fjerne sko etc. er der større mulighed for, at hun gør noget rigtigt man så kan rose/belønne for = færre konflikter, bedre vaner og bedre samvær.
Når vi er ude er hun i snor og så kan jeg kontrollere de ting hun har adgang til på den måde. Når/hvis hun løber frit er det et sikkert sted.
Fantastisk indlæg! Skulle du få tid til at lave en hundeblog på et tidspunkt er jeg helt klar parat til at læse med :-)
Jeg har læst mange af bøgerne du anbefaler og syntes også at den bog som hedder Det er mig eller hunden af Victoria Stillwell er rigtig god, og lægger sig pænt op af dem du nævner.
Victoria Stillwells metoder er rigtig fine! Dog er hendes teoretiske bagland (lidt for meget ‘leader of the pack’, lidt for lidt videnskabeligt underbygget læringsteori etc.) lidt noget rod hvis du spørger mig, men så længe det hun laver i praksis med hundene er ok, så er det fint for mig :)
Jeg læste hele indlægget, selvom jeg ikke har hund eller har det i tankerne (min kæreste er slet ikke et dyre-menneske, så ærgeligt).. og i kraft af dit forrige indlæg, så ville jeg lige kommentere på, at jeg synes det er fedt med nogle lidt længere og gennemarbejdede indlæg med billeder, også selvom det betyder, der måske “kun” kommer 1 om dagen eller hveranden dag.
Mange tak :)
Men du har jo helt glemt et billede af hovedpersonen i dit indlæg! :-P
Haha… det har jeg da også… Smider fluks et på ;)
Haha, ja, jeg vil nu også gerne se Penny igen snart! :D
Jeg går ikke det mindste op i hunde men har alligevel lige læst størstedelen af indlægget, og fandt det ret interessant :) Kortere specifikke hunde-indlæg ville ikke gøre mig noget. Så længe du skriver om det, du selv synes er interessant, så skinner det igennem så det også bliver interessant at læse.
Min kæreste har lige fået en 2-årig hund. Meget velopdragen, meget puttesyg (måske fordi det er en hun) og på ingen måde agressiv/interesseret i andre hunde.
Spørgsmål: hun har lært kommandoen “gå” hvor hun (når hun ikke er i snor) går LIGE ved siden af én. Når der ikke er andre mennesker kan hun jo gå frit, men det er rart at hun er i nærheden når der kommer nogen eller når hun ser en fugl – dem er hun helt skør med. Hun glemmer dog hurtigt, at hun skal “gå”. Vi prøver at holde hende i nærheden med godbidder, men det ville være rart hvis man ikke skulle sige “gå” hvert andet sekund. Nogen tips? :)
Jeg ville nok vente med at teste det at ‘gå’ i nærheden af det der distraherer hende mest, såsom fugle, indtil I har bygget mere værdi for det i mindre distraherende omgivelser. Byg værdien ved at belønne hende med ros, godbidder, legetøj hvis hun er til det, NÅR hun går der hvor hun skal. Overvej også at have en tydelig markør for hvornår hun ikke behøver at gå ved jeres side længere. Ofte er det nemmere for hunde at blive i en positition, hvis de ved præcis hvornår de ikke skal være i positionen længere. Det kunne være ‘fri’, ‘gå ud og leg’ eller lignende. Når I har sagt det, stopper I med at belønne hende ved jer, i kan evt. kaste en kiks/bold eller lign væk fra jer (hun skal jo lige lære hvad denne nye kommando betyder).
Hun skal altså lære nogenlunde følgende leg (i min optik): Når min mor eller far siger ‘Gå’ skal jeg klistre til deres side og så har jeg mulighed for at få kiks og andre gode sager indtil de siger ‘Fri’, så må jeg til gengæld løbe ud at lege.
Øv det i meget små sekvenser til at begynde med og i meget lidt distraherende omgivelser (hjemme til at begynde med, så ud i haven osv.).
Indtil I er sikre på at hun kan adfærden i alle situationer, så hav hende i snor der hvor I er i tvivl. I kan jo sagtens øve det i snor også, så er I i al tilfælde sikker på at hun ikke kommer hen til det der distraherer. Hvis hun bryder ud af positionen, stop blot op og vent (kan tage lang tid de første par gange, men så burde hun også fange det), til hun kommer tilbage, når det sker så giv kommandoen igen og beløn hvis hun følger med :)
Super godt indlæg:)
Jeg har pt. hund nr.1, som er ca. 2 år og jeg har lavet de samme begynderfejl som dig, og jeg er så ked af, at jeg har gjort det.
Vi bruger nu den samme træning som dig (belønne ønsket adfærd), men dog jeg har ikke hørt om ikke at sige nej til hunden før. Uønsket adfærd ignorer vi, men fordi, at vores hund er meget bange, og beskytter sig ved at knurre når den føler sig truet/urespekteret, og kan der opstå situationer, hvor den f.eks. knurrer meget, hvor vi siger “nej”. Det skal lige bemærkest, at vi aldrig har slået eller på andre på været voldelig overfor vores hund, det er ikke derfor den er bange, det er højst sandsynligt noget genetiskt, da den har været sådan siden omkring uge 12 og andre hvalpe fra samme kuld har også adfærdsproblemer.
Vil du mene, at vi ikke skal sige “nej” uanset, hvilken situation vi end havner i?
Tak tak :)
Hmm… det vil jeg som udgangspunkt helst ikke udtale mig om, da jeg slet ikke ved nok om problemet, årsagen etc. og da der er en del forskel på at behandle angst/frygt og så helt almindelig hverdagsopdragelse og lydighedstræning.
Når det er sagt, så nej, jeg ville ikke sige nej til/skælde ud på en bange hund. Det kan selvfølgelig være brandslukning i øjeblikket og dæmpe adfærden, men den bliver ikke mindre bange af det på sigt. Den risikerer i stedet blot at forbinde situationen med endnu mere ubehag. Men jeg kender som sagt ikke jeres specifikke problem og det lyder mere som noget for en dygtig adfærdsbehandler. Umiddelbart ville jeg skyde på at en behandling ville være at modbetinge det den er bange for, sådan at den i stedet lærer at forbinde det med noget godt. Men det kræver en grundig analyse af problemet og handlingsplan for forløbet og det skal der som regel en professionel til. Jeg er mægtig glad for og har før anbefalet Mia fra Nordhund (nordhund.dk), hvis du tror det er noget for jer.
Rigtig meget held og lykke og jeg håber I får løst problemerne, så både I og jeres hund kan være trygge og glade :)
HAHAH love your dog… he’s so cute… ;))
ALEXA CHUNG: her own label? http://magmoiselle.fr
Tusind tak for det fine indlæg. Dejligt, at du er så sød at tage dig tid til det. Er specielt glad for bogtipsene :) God weekend…
Jeg har ikke hund og er ikke specielt hundeinteresseret som sådan, men jeg har slet ikke noget imod, at der går lidt hund i den en gang i mellem, specielt ikke når det er indlæg, der er gennemarbejdede på den her måde – i øvrigt gør det mig heller ikke noget, at der ikke lægger indlæg hver eneste dag. Så skal der bare helst være nogle indlæg med lidt mere end bare det-havde-jeg-på-i-dag en gang i mellem (ikke nødvendigvis flere gange om ugen eller sådan noget). Faktisk synes jeg, at det kan være svær at følge med, når der kommer indlæg flere gange om dagen.
Penny-billeder er forresten altid i orden, hun er jo forfærdeligt fin :D
Hunter laver også gode seler, som især er gode hvis hunden skal høre i bil.
Selen må nemlig ikke have plasticspænder, da de kan knække ved stort pres fx v kollision.
Metalspænder giver ikke efter, så hunden kan ikke flyve gennem bilen.
Og til de interesserede i hundeblogs, vil jeg da godt reklamere for min egen:-)
http://adogstale.dk/
Tak for tippet :)
Tak for hyggeligt vov-indlæg :)
Jeg er lige nødt til at tilføje de (efter min mening) bedste bøger ifm. hundetræning. Roger Abrandes er dyreadfærdsterapeut og var med til at starte Etologisk Institut i Roskilde. Han har skrevet en række bøger om emnet, bl.a. “Hunden – ulven ved din side”. Lad ikke titlen skræmme, da det lyder noget poppet, for Abrandes har en fantastisk viden som lagde hele den baggrund for viden og træning som jeg brugte da jeg opdragede min tidligere hund – som var fantastisk klog, lyding og alt andet en dejlig familiehund skal være!
Hej Marie,
Tak for tippet :) Kender godt Abrantes og er enig i mange af hans metoder. Er god ikke så pjattet i alt det vandsprøjteri han advokerer for, men generelt er han fin. Det er dog længe siden jeg stiftede bekendtskab med ham og det kan jo være han er holdt op med at sprøjte med vand side ;)
Hej Emily.
Dejligt indlæg og dejlig blog først og fremmest. Du skriver at man som tommelfingerregel skal holde sig fra “dog whisperes” m. m. Hvad mener du så om hundehviskeren Cesar Millan og hans metoder?
Mvh
Catherine
Dem kan jeg kun tage STOR afstand fra. De baserer sig på straf, korrektioner, tvang og underkastelse og er ikke noget jeg ville udsætte nogen hund (eller mig selv for). Jeg vil have en glad hund der ELSKER at samarbejde med mig. Ikke en der gør det fordi den er bange for hvad der ellers sker. Han har desværre fået al for meget sendetid, men det er bemærkelsesværdigt at National Geographic vælger at skrive følgende advarsel inden hans programmer: “Please do not try this at home”. Det burde få alarmklokkerne til at ringe hos enhver. At de stadig vælger at vise programmet er mig en gåde.
Se evt. disse modbydelige fraklip: http://www.youtube.com/watch?v=RFCGtatpCwI
Eller Eddie Murphys brors mere humoristiske (men meget kritiske) kommentar til ‘hundehviskeren’: http://www.youtube.com/watch?v=HXuj3Kss9c4
Heldigvis fik Dansk Kennel Klub m.fl. stoppet det foredrag han skulle have holdt i Danmark i dette forår, endnu et bevis på at hans tilgang til hundetræning er helt ude i hampen.
Jeg var slet ikke klar over, at der fandtes disse metoder til hundeopdragelse. Det er det mest sørgelige jeg længe har set og det gav et stik i mit hjerte at se alle de skønne hunde blive behandlet på den måde. Jeg forstår slet ikke, at en kanal som Animal Planet sender sådan noget eller vil lægge navn til sådanne programmer. Det er sidste gang jeg har set Animal Planet i hvert fald…
Mente National Geographic!
Ja det er trist! Det var rent faktisk Oprah, der i sin tid promoverede ham i sit talkshow, da han havde ‘afrettet’ en af hendes venners hund. Det er årsagen til hans store udbredelse og succes. Sikkert gjort i bedste mening (og uvidenhed), men æv hvor er det trist…
Det var jeg ikke klar over, jeg har blot hørt flere tale pænt om programmet, at hans egne hunde lader til at trives, og derfor ville jeg høre hvad du havde at sige til dét. Det var rart at du kunne kaste lidt lys over det. Puha
Vi har alle dage brugt kvælerhalsbånd til vores hund, for hvis vi ikke gør det, er det for nemt for ham at vride sig ud af det og stikke af – hvilket han har gjort flere gange, en af gangene blev han kørt ned. Og nej, det skader ingen halshvirvler da trækket er fortil på luftrøret, det er altså noget værre sludder. Nerverne ligger i øvrigt profund i halsregionen ligesom på mennesker. Luftrøret er i øvrigt utroligt stærkt.
Det er sikkert fint ikke at sige nej til sin (lille og uskadelige) hund, men min moster opdrager sin forbandede livsfarlige schæfer på samme måde – den har ALDRIG hørt et nej, og det har den virkelig brug for. Den har flere gange bidt mig, den snapper efter ansigtet og nogle gange rammer den. Den SKAL have et nej. Den KAN ikke forstå at den ikke må. Den hund er så farlig at jeg har overvejet at melde det til politiet.
Det er godt nok noget fis at man ikke må sige nej til sin hund, selvfølgelig må man det. Rigtigt mange hunde har brug for at få et stort fedt NEJ engang i mellem. De skal ikke være i tvivl om hvem der bestemmer, og der er bare nogle hunde der gerne selv vil bestemme.
I øvrigt kan min hund RIGTIG godt lide at spise papir (mærkelige dyr altså) hvilket før i tiden gik ud over vores bøger, men i stedet har han lært at han gerne må lege med tomme toiletruller…så han lister tit ind på toilettet for lige at kigge, haha! Det er simpelthen så skægt at se ham snige sig hen til badeværelset og komme drøn-stolt ud med den tomme toiletrulle :D Det med bøgerne har egentlig været hans største uvane sådan hærværks-mæssigt. Ellers har han været rimelig cool med ikke at sprede død og ødelæggelse indendørs.
Der bliver vi nok ikke enige. Dette er MIN måde at gøre det på og det jeg synes er rigtigt og det er hvad der er blevet efterspurgt. Der findes 1000 måder at træne hund på, det her er min (og mange andres og som i øvrigt er videnskabeligt funderet jvf. læringsteori og -psykologi) og hvad der er super effektivt og virker for mig og mine kursister (der også tæller schæfer, doberman, riesen og andre store hunde). Alt for mange hunde vokser op og tror de hedder NEJ og derfor er dette indlæg nok også sat lidt på spidsen. Ikke desto mindre er det korrekt at jeg ikke siger nej til min hund og hun er den lydigeste hvalp alligevel.
Desuden behøver jeg og mine kursister, medinstruktører etc. ikke noget specielt halsbånd for at vores hunde ikke stikker af, hundene er vilde for at blive hos og arbejde med os :)
I sidste nummer af Polithunden var der i øvrigt en artikel af en dyrlæge, der bl.a. skrev: “Et hårdt træk i hundens halsbånd kan nedsætte eller helt fjerne dens lugtesans ..i flere minutter …Og gentages det pludselige hårde ryk …kan næsens lugteevne nedsættes i op til flere uger!”
Jeg tror i øvrigt du misforstår mig lidt. Min hund har masser af grænser og regler at lære og forholde sig til. Men det er intet problem for mig at lære hende akkurat hvad jeg gerne vil have uden at sige nej. Det er funderet på fornuftig og veltilrettelagt træning. Der er ikke tale om laissez faire opdragelse her. Hun må langtfra alt. Jeg er bare super konsekvent med at lære hende hvad jeg forventer og minimere/fratage hende muligheden for at gøre det hun ikke må. NÅR hun har lært hvad jeg GERNE VIL HAVE, tester jeg hende ift. hvad jeg ikke vil have. Men synes det er unfair kun at lære en hund hvad den ikke må. Så har den jo reelt set ikke noget alternativ. Derfor synes jeg ikke min måde kan sidestilles med din mosters hund, den lyder som om den har rigtig alvorlige adfærdsproblemer/angst/aggresion, der burde tages hånd om så hurtigt som muligt af en professionel adfærdsbehandler.
Men det er et frit land og man må (næsten) behandle sin hund som man vil, så det respekterer jeg og den respekt må gå begge veje. Jeg er bare rigtig glad for den vej jeg følger og kan kun anbefale den til andre. Jeg er glad, tryg og har det sjovt og det samme er hundene :)
Super fedt indlæg :) Jeg elsker hunde, og har haft hund(e) hele mit liv, dog har jeg det sidste 1½ år boet for mig selv, hvor vi ikke har hund. Men gal jeg savner en lille vuf! :) Det lyder til at Penny har et fantastisk liv, og intet mindre :) Ikke at jeg havde forventet andet.. :) Jeg har dog et lille spørgsmål, for mine hunde måtte ikke få tennisbolde, da min mor altid har sagt at det der grønne stads slider på tænderne, ved ikke om det er rigtigt? Men tænkte jeg lige ville sige det videre :) og ih, jeg misunder din smukke Penny!
Takker :) Åh ja, kender alt til at savne at have hund. Mistede min gamle hund sidste vinter og der er ikke gået en dag siden hvor jeg ikke har savnet at have hund. Er du gal, hvor er jeg også bare glad nu :)
Har ikke hørt om det med tennisboldene før, men tak for tippet, det vil jeg lige tjekke op på. Dog har hun den ikke så ofte, så håber det går :)
Hej Emily
Man får jo helt lyst til at holde hund! Penny er bare så skøn. Og fedt at høre om hvordan du træner hende alene med positiv belønning, smart det der med at vende forbud på hovedet, også i indstillingen til opdragelse af hunden.
Måske kender du allerede til Donna J. Haraways “When Species Meet”? Men hvis nu ikke du er stødt på den, så vil jeg anbefale den. Det er Haraway der har skrevet “Cyborg Manifesto” og hun er erklæret posthumanist. I “When Species Meet” undersøger hun ‘hvem og hvad hun rører ved, når hun rører ved sin hund’, altså det er en slags teoretisk-praktisk undersøgelse af hvad der sker når mennesket møder ikke-mennesker, med hendes hund som medhjælper. Bogen er fuld af hundehistorier (og historier om andre dyr) fra hele verden, og hun sætter dem hele tiden i relation til forskellige filosofiske og videnskabelige tanker. Jeg har læst godt 100 sider og er vild med hendes måde at skrive på, og hendes tilgang til alle de ikke-mennesker hun møder. Jeg bryder mig ikke så meget om det der skel mellem dyr og mennesker, og det har altid undret mig at mennesket helt uden at blinke bare bliver ved og ved med at reproducere dikotomien, og endelig endelig får jeg et svar, og et bud på hvordan man kan tænke det hele lidt anderledes :D Glæder mig til at få tid til at læse den færdig i løbet af sommeren.
Hygge
Terese
Ja, det er altså en rar måde at gøre det på. Man bliver også selv gladere fordi man kigger efter det gode i stedet for at lede efter fejl :D
Den kender jeg ikke nej, men det lyder vildt spændende!! Mange tak for tippet :)
Hej Emily
Tusind tak for et rigtig rigtig godt vov indlæg! – Det har jeg virkelig gået og ventet på!
Jeg er helt enig i din opdragelse og det er også denne jeg så vidt det er muligt følger og resultatet er positivt:) – Dog er der opstået et lille problem: Da Balther var lille spiste han med glæde godbider ol. og man kunne derfor nemt bruge dette som præmie, når han havde gjort noget rigtigt. – Men nu gider han simpelthen ingen godbider! Synes jeg har prøvet alt! Fik anbefalet nogen fra dyrehandleren som er sådan nogle små flager og skulle være rigtig gode, men nix, han tager dem måske i munden men spytter dem så ud…. Synes det er utrolig svært med træningen nu og er så bange for at han mere og mere glemmer hva han så har lært.
Jeg vil rigtig gerne lære ham at gå pænere, (han trækker ikk- tværtimod, han har bare utrolig god tid!)og ofte må jeg trække ham frem af, mod hans vilje:( Nogle hunde gør han også af, men først når de har vist en ikke venlig adfærd. (Især dansk, svensk gårdhunde:)) og vil lige høre dig ang. et råd jeg har fået: Når vi møder andre hunde i parken i snor, skal jeg så holde snoren stram eller give ham snor, så han ikke føler jeg holder ham tilbage. Det er bare fordi man ofte har tendens til at holde sin hund i stram snor, for at afvente en reaktion, men kan dette ikke signalere noget dårligt?
Hmm håber du kan komme med et par gode råd? For vil så gerne træne videre med ham, men han vil virkelig ingenting have! Så intet lokkemad eller ligende.
Ps. Balther er en 10 måneder gammel shih tzu:)
SMil Ditte
Hej Ditte,
Var en gang til et foredrag om hundetræning hos en helt fantastisk amerikansk hundetræner (Kathy Sdao)hvor en af deltagerne stillede nogenlunde samme spørgsmål som dig. Dertil svarede hun: “Is your dog alive???”, og hun sagde det halvt i alvor og halvt med et glimt i øjet. For der ER mange hunde der ikke er interesserede i godbidder, men sandheden er jo også den at alle hunde (der er i live) spiser.
I virkeligheden kan man belønne med hvad som helst hunden kan lide (og som du oplever, er det vi synes er en belønning ikke altid en belønning i hundens øjne). Grunden til at mange bruger mad/godbidder er at det er ret essentielt for hunde at spise, at de fleste hunde er glade for det + at det er nemt for os at have i lommen. Men hvis din hund er vild med at lege med legetøj eller noget helt andet kan du også snildt belønne med det.
Men ofte kan man også ‘lære’ en hund at blive vild med mad/godbidder igen.
Jeg har ofte kursister med hunde, der ikke er så madglade og de har næsten allesammen hunde der har adgang til mad hele dagen. De ser derfor ikke mad som noget særligt eller specielt og hvorfor gide træne for mad, når det er let tilgengæligt henne i skålen altid? Jeg beder dem derfor begynde at fodre deres hund 2 gange om dagen. Simpelthen stille madskålen ned til dem og fjerne den efter 15-20 min. uanset om hunden har spist eller ej.
‘Jamen så får han/hun jo ikke noget at spise´, siger de. Og nej, det gør han/hun ikke til at begynde med, men efter et par dage spiser de som regel allerede fint igen. For nogen tager det lidt længere.
En ting kan jeg love dig: Der er ingen hund der får tilbudt mad 2 gange om dagen, der ender med at sulte ihjel.
Det er altså det første du kan gøre, hvis det ikke allerede er sådan. Gør mad til en interessant og ‘knap’ ressource, som du kontrollerer.
Lad mig understrege at der på ingen måde er tale om at du skal sulte din hund! Du skal snarere bare gøre ham sulten igen :)
Du kan også tage hans måltid med ud og fodre ham udenfor af og til for at vænne ham til at spise ude. Hvis han ikke er interesseret i det du tilbyder ham, tager du det hurtigt væk igen. Ikke noget med at forsøge at presse ham til at spise. Du skal bare tænke ‘Nå, det var ærgerligt kammerat, der mistede du den chance, så beholder jeg bare den lækre godbid’.
Og så er jeg helt sikker på at der nu nok skal være NOGET han allerede er vild med. Måske er det bare ikke det du synes er en lækker godbid… Hvad med småbitte tern af mild ost, wienerpølse eller frikadelle skåret i små små stykker eller lignende? Eller resterne af gårsdagens kyllingebryst eller steg, ligeledes skåret i små stykker? Sagen er nemlig den at når først hunden kommer ind i en vane med at tage godbidder i alle situationer, så kan man på sigt bruge mindre og mindre gode sager og de spiser alligevel. Men man skal altså starte med noget rigtig lækkert (i hundens øjne, det er det væsentlige).
Der står mere om emnet i både ‘Klikkertræning for din hund’ og ‘100 % positiv hverdagslydighed’ :)
Hmm… dit sidste spørgsmål er lidt svært, da der lidt er to dele i det:
1) Jeg ville slet ikke lade min hund hilse på en hund, hvor jeg ikke var sikker på at den var sød. Så hvis du ved at den dansk-svenske gårdhund ikke er rar/hilser pænt, jamen så ville jeg simpelthen bare lade være med at lade dem hilse overhovedet. De får tilsyneladende begge en dårlig oplevelse ud af det og din hund er ved at lære at gø ad andre for at holde dem på afstand.
2) Ved hundemøder (hvor man vel at mærke er sikker på at det er en rar hund) så hav så løs line som muligt hvis ikke hunden kan være fri. Hunde kommunikerer primært via deres kropssprog og hvis vi holder dem fast i en stram line kan de simpelthen ikke ‘snakke’ særligt godt. Det er faktisk grunden til at mange hunde er agressive i snor, men trives fint med andre hunde så snart de går løs.
Held og lykke med Balther :)
Tusind tak for det gode og lange svar!
Jeg vil helt sikkert bruge teknikkerne:)
Balther får kun mad to gange om dagen netop for at gøre det spændende, men jeg må forsøge mig med endnu mere lækre godbider og ost er han for det meste vild med, så der er ikke andet for end at tage osten med i parken:) hehe
Og tusind tak for det andet svar, det var nemlig noget jeg havde tænkt meget over siden jeg læste det. – Underligt folk ikke er bedre til at udleve det!!! Ærgeligt at man har tendens til at begrænse hunden med stram line, når han skal hilse!
Nå men hvert fald tusind tak! Jeg følger fortsat med, og håber på der kommer lidt mere vov, hvis du kommer på flere gode råd:)
Smil fra Ditte og ja os lidt Balther:)
Sikke et skønt indlæg Emily ;) Hvis du laver en hundeblog er jeg også klar, som fast læser! Hvad er en hundegård egentlig?
God weekend.
En hvalpegård er en lille indhegning hvor hvalpen kan lege og boltre sig, når man ikke kan være 100% opmærksom på den. Sådan at den ikke laver ulykker. Præcis ligesom en kravlegård til børn :)
Eller hvalpegård, hvis det var det, den hed ;)
Kære Emily,
Hvor blev jeg varm indeni da jeg læse det her indlæg. Du er jo hundeejer af bedste skuffe – du virker som om du har de helt rette værdier når det kommer til hundeopdragelse. Det gør mig simpelthen så glad!
Hvordan klarer hun det med at være hvalp inde i en lille lejlighed? Jeg går selv og pusler lidt med tanken om at anskaffe mig en vuf – det bliver man jo som bekendt afhængig af ;-) Hvad bruger du ca. på hende om måneden rent økonomisk?
Til sidst vil jeg lige sige at hun er for lækker din lille vuf!
Dejligt at det bliver godt modtaget :)
Det klarer hun mægtig fint. Hun er en masse ude, på lufteture og med mig rundt omkring, så for det meste sover hun og slapper af når vi er hjemme, så om det er 45 eller 145 kvadratmeter spiller i virkeligheden ikke så stor en rolle, når man er hund hos mig. Ville dog gerne have en have! Men det er altså mest fordi det ville være nemmere for mig ;)
Hej Emily.
Jeg nyder at se din hvalpe-glæde, men sidder i en lidt anden situation. Jeg kender ikke rigtig andre der lader til at nære samme kærlighed for hunde som mig, derfor skriver jeg til dig. Mit gadekryds (han er en smuk, lettere buttet, alt for madglad, tiggesyg, halvt New Foundlænder, halvt labrador, men med såkaldt Formel 1-stil, så han ikke er så stor) er blevet gammel. Nærmere bestemt 13 år. Og nej, jeg tør slet ikke tænke hvad vi har at gøre med i hundeår. Han er min barndomshund, som min familie og jeg fik da jeg var 10 år. Han har betydet utrolig meget for vores familie, især fordi han har en fantastisk natur. Han er så klog, rolig, dygtig og venlig over for alle (endda over for onde, små niecer, der ikke altid ved hvordan man aer en hund, læs: prikker i hundeøjne, eller hopper på hale). Han elsker stadig mad, appetitten fejler intet, og halen logrer stadig når han møder os. MEN! 13 år er meget for ham, han er blevet gråhåret (hvilket jeg dog kun synes giver ham pondus), han går ikke så godt længere, han har en svulst (som dyrlægen ikke mener gør ham noget ondt), og elsker at sove mere end han nogensinde har gjort. Vi har i familien snakket om, at han nok ikke holder så længe endnu. Hvordan gør man? Jeg har aldrig elsket et dyr som jeg elsker Stoffer. Dyr må aldrig lide, men hvornår skal man ifølge dig sige stop, når en hund bliver gammel og svag? Og hvordan gør man, når han en dag skal den vej? Jeg aner ikke hvordan jeg skal håndtere det. Åhhh, jeg holder af den hund! Og det er der mange der ikke forstår.
Undskyld min smøre, det var bare nødvendigt for dig. Tak fordi du holder af hunde!
* selvfølgelig “nødvendigt for MIG”(: Og det handler altså ikke om, at du skal tage stilling til om vores hund skal aflives eller ej, men jeg ved bare ikke hvordan man håndterer hunde-sorg af den skuffe. Mvh
Puha, får helt tårer i øjnene og du kan tro at jeg forstår dig!
Se endelig A Dogs Tales gode svar nedenfor også.
Jeg har mistet hunde et par gange (min sidste hund for et år siden, min barndomshund, da jeg var 19 og min allerførste hundekærlighed, mine bedsteforældres hund, da jeg var 10) og det er noget af det allerværste. Hundene giver os så mange glæder men desværre også en stor sorg, når de ikke er mere.
Jeg kan desværre ikke komme med tips til hvordan man gør det lettere, for sandheden er at det er sindsygt hårdt. Nogle synes det gør det nemmere at få en ny hund med det samme, så det er i al tilfælde en mulighed. Det var ikke det rigtige for mig og derfor har jeg ventet over et år med at få hund igen, så det er nok om at gøre det der føles mest rigtigt for en selv.
Og så er det ellers bare at tale med nogen der forstår dig, eller i al tilfælde kan sætte sig ind i din situation og vil lytte.
Og vigtigst af alt – ved godt det lyder banalt – men det er det jeg gør/gjorde, huske på alle de gode minder + være taknemmelig over at man har haft så fantastisk en hund i sit liv.
Mange kram og tanker
Emily
Vil på inden måde overtage Emilys blog, men kommer lige med et indspark på baggrund af egne, triste erfaringer.
(Og fordi jeg er ved at skrive en bog om det emne: Hvornår man siger farvel til sit kæledyr)
Det er en utroligt svær beslutning. Man elsker sit dyr overalt og vil gøre det bedste for det. MEN det betyder altså også, at man skal sige stop, når tid er, for dyret kan ikke selv. Det er simpelthen din pligt som ejer.
Min hund er kun 8, men bliver heller ikke meget ældre. Hun har fået en kronisk lungesygdom og det kan ikke kureres. Hun har et godt liv på medicin, men en dag virker det jo heller ikke længere og så er jeg helt afklaret på at sige stop. Hun skal ikke lide for min skyld eller gennem flere behandlinger/undersøgelser.
Min pejlemærke er, om hun har et godt hundeliv. Altså kan hun lege, spise, gå tur, være glad mv. Det synes jeg også du skal gå efter. Og husk: Hunde gør alt for deres ejer, så den kan godt have det virkelig skidt, men alligevel anstrenge sig – for at gøre dig glad.
Lige som den også “opper” sig, når den kommer til dyrlægen.
Hav også dette i mente: Når du lyver for dig selv og tænker: “Njaaaa, så skidt har hunden det vist heller ikke”, så er det på tide at stoppe. Det er faktisk et vældig godt pejlemærke, for det er den værste beslutning EVER, at skulle af med sin hund. Bed også dyrlægen om at være ærlig overfor dig.
Alle de mennesker, jeg har interviewet til bogen har sagt: “Jeg gik for langt, jeg skulle være stopppet noget før” og det skal man ikke ud i, for det er synd for hunden. (Og det kommer altså fra en, der har brugt 60.000 på dyrlæger og behandling, så jeg forstår dig godt.)
Din hund skal have et godt hundeliv og det er dit ansvar, selvom det er forfærdeligt pinefuldt. Hvis du har lyst kan du også læse om det på bloggen, der hører til bogen.
Håber du får en god tid endnu med hunden!!!
Og Emily: Undskyld at jeg har skrevet meget langt på din blog!!!!
At miste et kæledyr sidestilles på mange måder med at miste et menneske. Derfor er det helt ok at være ked af det!!
Sørg for at få en god afsked (bla, ved at gøre det i tide) gør hvad du kan for ham den sidste tid, så du ikke har dårlig samvittighed.
Jeg har selv lagt en plan for min hund: Vi skal gå en tur på yndlingsstranden, hun skal have god mad og så kommer dyrlægen hjem til os.
Og tal om det med folk der forstår dig!
Hej Emily.
Mange tak for dette skønne blogindlæg. – Jeg er også en af dem, som trofast vil følge dig, hvis du laver en hundeblog :). Jeg vil lige høre, om du evt. kan komme med nogle gode tips til gode træningssteder/klubber i Kbh.? Og hvad vil du ca. mene det koster om måneden, for at have hund?
VH
Tusind tak for opbakning – tak fordi jeg må “låne” plads på din blog til emnet, Emily! Og tak fordi folk som dig, A Dogs Tale, også tager emnet op! Det gør det lidt lettere…
Til Lone: Det var så lidt! Sig endelig til og følg evt. også med på bloggen for flere tips og tricks.
Til Lou: Man siger, som tommelfingerregl, at en hund koster 100.000 kr i de 12 år, den lever. Det er gennemsnitligt!!
Min hund koster til sammenligning 1500,- om måneden. Det tal dækker over foder, kosttilskud, vaccinationer, forsikring og medicin. Oveni det kommer så de ting og sager man køber, legetøj fx. og så når hunden skal til dyrlæge. Især dyrlægen kan være en stor og uforudset udgift – for mit vedkommende 50.000 kr. i år (Gys!)
Min hund ligger altså i den dyre ende og er ikke at betegne som normalen. Afhængig af hundetype vil jeg sige omkring 800-1000 kr. pr. måned …….
Hej Emily
Er klikkertræning det samme / i stil med rally træning? Læste om det på dch’s hjemmeside og det lyder lidt ens. Kan desværre ikke gå til klikkertræning hvor jeg bor, men overvejde i stedet det andet.
hilsen Ida
Nej det kan man ikke umiddelbart sidestille. Altså klikkertræning er en indlæringsmetode som sagtens kan bruges til at indlære eksempelvis Rally-lydighed (men også almindelig lydighed, agility, tricks, hverdagslydighed – ja, faktisk alt hvad du kan komme i tanker om) og det kan derfor sagtens ske at det er de metoder DCH bruger på deres rally-hold :)
Og ellers kan jeg varmt anbefale bøgerne om klikkertræning her i indlægget :)
Hej Emily
Jeg har været så heldig at vokse op med hunde i huset, labrador og rottweiler – dejlige racer! :) – men har først efter jeg fandt din blog hørt om metoden med positiv forstærkning, det har mest været mine forældre der har stået for træning af vores hunde, men i takt med at jeg er blevet ældre og kun endnu mere glad for vores nuværende hund, ville jeg gerne begynde og træne mere med hende. Hun er nunæsten ti år, er det for sent
at begynde med noget og hvis ikke hvad vil du så anbefale? – Hun er aldrig
blevet trænet eller har gået på et hold med andre så vi starter helt fra bunden men er klar på at bruge en masse tid på hende og få gang i noget
possitiv forstærkning i stedet for de mange nej hun hører nu.
Et andet område jeg tænkte på om du kunne hjælpe med var i forhold til når hun skal fodres. Hun får mad om aftenen efter vi har spist men spiser altid sin mad i en fart, og får den nogle gange galt i halsen, ville meget gerne høre om du havde nogle råd til hvordan jeg kunne få hende til at spise langsommere, da hendes fokus på mad i andre situationer også er et
problem. :( – har måske en teori om at det er fordi at hun der hvor hun voksede op var nødt til at slås med sine søskende om maden.
Forresten den line du bruger til Penny, hvad er det for en og hvor har du købt den? Og hvilke lækre godbidder bruger du?
Tak for en fantastisk blog! :)
Hej Stine, prøv at tjekke den Youtube-kanal jeg linkede til i går. Eller gå ind på Youtube og søg på ‘Kikopup’. Hun har en masse videoer om hvordan man kommer i gang med klikkertræning/positiv forstærkning og en masse ‘How to’ videoer. Det er næsten nemmest at se det. Og det er aldrig for sent. Er sikker på at din hund vil synes det er fantastisk. Og hun er garanteret nem at træne hvis hun er så madglad :)
Der findes forskellige hundeskåle, der er lavet så hunden ikke kommer til at spise for hurtigt. Prøv at google ‘dog maze’. Der findes også masser af skåle som denne: http://www.smileydog.dk/shop/skaale-til-hurtigspisende-2244p.html
Og ellers kan du bruge noget af hendes mad til at træne hende med eller lade hende søge efter det på græsplænen eller når I er ude at gå tur (men ikke et sted hvor der er andre hunde og slet ikke løse).
På den youtube-kanal jeg snakker om er der også en masse om hvordan man lærer dem at lade være med at fokusere for meget på maden etc.
Hvilken af Pennys liner tænker du på? Er det Flexi’en eller de almindelige nylonliner?