Er så tilfreds med min ‘little things-kategori/genre’, der tillader mig at poste alskens random ting, der gør mig glad. Lige for tiden er det gensynet med disse originale 1950’er festaber, der hænger og er festlige i en rispapirslampe. J købte dem sidste år til min fødselsdag i Herolds Varehus og vi har ikke nænnet at smide dem ud, så de kom med da vi flyttede og har nu fået mere eller mindre permanent ophold i en lampe over spisebordet. Fest hver dag :)
Herolds Varehus er en helt magisk og legendarisk Amager-butik, der nok bedst kan betegnes som spøg og skæmt (og legetøj og festartikler), men i så fald er den lidt af en juvel indenfor den genre. De har nemlig rigtig mange ting, der er produceret (og gået ud af produktion) for mange årtier siden. Som eksempelvis vores festaber, der kom i ubrudt pakning og hvis oprindelige pris var 59 øre. Det er altså lidt herligt. En lille tidslomme her på Ønskeøen.
Jeg holder så frygtelig meget af den slags små specialbutikker, men de er desværre en uddøende race. Så tag ENDELIG forbi hvis I har mulighed. Den ligger på Øresundsvej, så er man alligevel på vej i Amager Strandpark, så er det bogstaveligt talt lige på vejen. Bor man ikke i nærheden har de skam også en hjemmeside med netshop, men det er altså kun toppen af isbjerget. Der findes meget, meget (!) mere i butikken og på lageret. Der i øvrigt ser stort set ud som da Herolds Varehus åbnede på Øresundsvej i 1923! Og det gør det virkelig til en oplevelse (også for børn, kan jeg forestille mig!) at besøge butikken live, så gør endelig det om muligt :)
These original 1950’s ‘party monkeys’ from amazing Herolds Varehus are making the lamp above our dining table way more festive during this summer :)