Et lille postkort her fra Santorini hvor vi har brugt den første halve dag på at nyde livet og slappe af. Ligge lidt ved poolen, kigge os omkring. Ligge lidt mere ved poolen. Læse bøger og magasiner. Spise frokost. Og så har vi skam været til intromøde sådan helt charter-style. Hvilket viste sig at være en god idé, for vi fik masser af nyttige informationer foræret og tilmed et rart lille glas kølig hvidvin. I morgen skal vi ud at kigge på Santorini-øerne fra søsiden, så jeg begynder allerede nu at fylde spf på ;)
Allerførst bliver det dog stranden med en cherry-coke og lidt mere af Julie Hastrups glimrende krimi, Portræt af døden. Jeg er kæmpe fan af Liza Marklund og Camilla Läckberg og svenske femi-krimier sådan helt generelt, så jeg synes det er fedt at vi har en herhjemme (derhjemme?), der også kan. Ikke noget bedre end en god krimi, som ferie-slappe-af-bog.
Vi er inviteret til Santorini af Bravo Tours og bor på et rigtig hyggeligt lille familiehotel: Poseidon Beach Hotel (eneste minus er ret så kedelig morgenmad, toast og cereal, that’s it, så nu har vi selv købt yoghurt og frugt) på strandpromenaden i Kamari og sådan ca. 0 meter fra stranden. Perfekt!