foodfanatics asiatiske salatfavorit

foodfanatics thaisalat

Da søde Emily spurgte, om jeg ville gæsteblogge her i hendes skønne online univers, skulle jeg ikke tænke længe over, hvad jeg gerne ville byde ind med. Inden jeg kommer alt for godt i gang, må jeg dog hellere lige fortælle lidt om, hvem jeg er. Mit navn er Nadia, til dagligt arbejder jeg som journalist, madskribent og opskriftsudvikler. I det danske bloggerlandskab har jeg normalt hjemme på www.foodfanatic.dk, hvor jeg blandt andet deler ud af mine autentiske asiatiske opskrifter nedarvet fra (thai)mor til datter. Selv om jeg elsker et utal af køkkenretninger, så ligger det thailandske køkken af gode grunde mit hjerte særligt nært, så derfor er det oplagt, at I her får opskriften på en af mine absolutte favoritter blandt mange gode thailandske retter.

Larb er navnet på denne thaiklassiker, som I måske har spottet på menuen på thailandske restauranter herhjemme eller måske endda smagt under en ferie i Thailand. Det er en uhyre sund og afsindigt lækker salat bestående af kød (typisk okse, kylling, gris eller and), en masse friske urter og chili vendt i en på én gang sød, syrlig og salt dressing på fiskesauce, lime- eller citronsaft og sukker (her kan low carb- og palæofolket med fordel benytte palmesukker). Salaten kan både laves med hakket kød eller kød i skiver som her. Benytter man sidstnævnte, hedder retten “larb namtok”. Lavet på et godt og mørt stykke oksekød er denne ret noget af det bedste, jeg ved. Især serveret med en håndfuld sticky rice eller bare lidt spidskål til at skovle retten ind med. Helt almindelig jasminris er nu også godt til.

Den hemmelige og uundværlige ingrediens i larb er ristet rispulver. Det er denne ingrediens, der især adskiller retten fra den thailandske oksekødssalat yam nua. Selv om jeg til tider er tilhænger af at springe over, hvor gærdet er lavest, så er det en meget vigtig ingrediens i denne ret, som ikke ville være den samme uden. Rispulveret bidrager blandt andet med en let nøddeagtig smag, og så er den med til at samle retten, da den har en let jævnende effekt. Det er ganske nemt at lave, hvis man har en morter, minihakker eller blender.

Larb namtok (thailandsk salat med friske urter)

(2 personer)

  • 2 spsk. klisterris (kan erstattes med jasminris)
  • 2 gode oksebøffer
  • Olie til stegning
  • 1 rødløg eller en lille håndfuld asiatiske skalotteløg
  • 2 forårsløg
  • ½ bdt. koriander
  • 2 spsk. citronsaft
  • 1 spsk. sukker eller palmesukker
  • 1 spsk. fiskesovs
  • Groft chilipulver, evt. ristet på en pande og blendet let
  • Mynte (valgfri)

Rist de ukogte klister- eller jasminris på en pande, til de er godt gyldne og blend dem til groft pulver i en minihakker, blender eller lignende (de kan også stødes i en morter). Sæt til side.

Varm olie på en pande og steg bøfferne efter smagogbehag. Jeg foretrækker medium eller medium-rare. Lad hvile. Halver rødløg på langs og skær i tynde skiver, snit forårsløg og hak koriander groft. Kom i en skål, skær bøfferne i tynde skiver og kom ligeledes i skålen sammen med sukker, fiskesovs, citronsaft, rispulver og chili. Smag til og server med jasmin- eller klisterris samt evt. hvid- eller spidskål.

Velbekomme.

 

(Visited 2.447 times, 4 visits today)

Skriv en kommentar

6 Kommentarer

  1. Lyder nemt og lækkert. Skal helt sikkert prøves, thai køkkenet er jo SÅ lækkert. Men bliver i tvivl hvornår rispulveret tilsættes?

  2. Uh, den ser sørme lækker ud! Jeg elsker asiatisk inspirerede varme salater til aftensmad eller frokost. Mest fordi det er sundt, lækkert med smæk på smagen og så indeholder de altid en masse “anti forkølelse” ingredienser såsom ingefær, chilli og lime :)

    Tak for en dejlig opskrift, den må prøves :D

    Anna – wonderwomanwannabe.bloggersdelight.dk

  3. Det er en skøn Thai ret du har tryllet frem her på Emilys blog:-)

    Jeg synes det er positivt med gæstebloggere, det giver et frisk og anderledes pust på de forskellige blogge.
    Jeg kender godt dine egen foodfanatic og følger tit med i dine tips der.

    Jeg kan godt lide at blive inspireret og holdt til ilden.
    Tak for det I skønne aktive kvinder:-)

    Hans Olsen
    http://www.mariahoffbeck.blogspot.com