Sund, grøn tørstslukker

Denne uges fredagsdrink er af den sunde og grønne slags. Jeg juicer nemlig som en gal for tiden. Tror at vi alle kender til, at man lidt har en periode med dette og hint, når det kommer til mad og cravings. Og lige for tiden har min sunde tand for alvor vundet over min søde tand. Hvilket sker ca. en gang hver syvende år, så jeg prøver at omfavne det og sætte masser af plusser ind på sundhedskontoen, så længe det varer ;)

Og lige nu bliver der produceret juice, saft og smoothies til den store guldmedalje. Helst af den lidt grønnere slags, for synes det er en ret herlig måde at få sine grøntsager på. Det lykkedes mig sidste år at slå en Kitchen Aid blender ihjel efter 5 års tro tjeneste og har lige købt en ny fra Magimix, der virkelig kan trække læsset og som varmt kan anbefales til lækre, grønne smoothies m.m.

Men nu skal det handle om saft eller juice om man vil. Jeg laver friskpresset frugt- og grøntsagsjuice ca. 2-3 gange om ugen og synes virkelig det er noget jeg kan mærke på føromtalte sundhedskonto. Måske fordi jeg er overbevist om, at det er dødsundt. Måske fordi, det vitterligt er det. Det tror jeg i alle tilfælde på :)

I sidste uge lavede jeg en super frisk og læskende juice, der indeholder masser af grønt, men som får lidt sødme af vandmelon og æble og et mojito-spark fra lime og mynte. Opskriften er nedenfor. Skål og god weekend!

ENGLISH RECAP: A healthy and green thirst quencher made of spinach, fresh mint, cucumber, apple, water melon, green bell pepper and lime. Cheers and have a lovely weekend!

GRØN TØRSTSLUKKER MED VANDMELON, MYNTE OG LIME – 2 glas
1/4 vandmelon uden skræl
1/2 agurk
1 grøn peber
250 g spinat
1-2 håndfulde mynte
2 lime, uden skal
1-2 æbler, uden stilk og blomst

  • Vask frugt og grønt og skær det i passende stykker til din saftpresser.
  • Pres det hele gennem saftpresseren.
  • Hvis du har en slowjuicer er det godt at starte med det blødeste (her vandmelon og spinat osv.) først og det hårdeste til sidst (her peber og æble).
  • Hvis du presser på en centrifuge kan det være nødvendigt at ‘pakke’ bladgrønt som spinat og mynte mellem eksempelvis to stykker æble for at få det presset med.

Nyd med det samme!

Hvis du slowjuicer kan du evt. gemme juicen i et glas eller en flaske med låg på køl til senere samme dag eller dagen efter. Det skyldes at saften ikke iltes så meget i en slowjuicer/koldpresser, som i en centrifuge og derfor kan holde sig længere.

I er en del, der på Instagram (@emilysalomon) har spurgt til hvilken saftpresser jeg har, når jeg har ‘grammet’ mine juice-eventyr. Min saftpresser er en koldpresser fra Witt, der hedder Juicepresso, og jeg er så glad for den, både hvad angår form og funktion. Dens slanke design gør, at jeg har plads til at have den stående fremme på køkkenbordet og slipper for at stille den ned i et skab, hvilket i længden gør, at jeg får brugt den oftere.

Jeg har de sidste mange år haft og brugt en konventionel saftcentrifuge fra Braun, som jeg også var rigtig glad for og sled op. Og der er både for og imod mht. den ene og den anden type. Allerbedst ville det nok være at have én af hver, men hvem har lige plads til det? Så nu har jeg altså valgt en slowjuicer. Både fordi den slår centrifugen med flere hestelængder i forhold til at presse bladgrønt, men også fordi den nænsomt maser og kvaser frugten og grøntsagerne i stedet for at ‘slynge’ dem ved høj hastighed. Det giver et slutresultat der ikke er iltet særligt meget og som ikke er blevet varmet op (som det sker, ved de høje omdrejninger i centrifugen), hvilket sikrer en længere holdbarhed, at saften ikke skiller og at alle de gode vitaminer og næringsstoffer ikke går tabt.

Hvis I har en god saftpresser I kan anbefale eller en god juice vi skal prøve, så må I endelig dele i kommentarfeltet :)

(Visited 4.424 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

26 Kommentarer

  1. Dejligt med en opskrift på en grøn juice, den vil jeg prøve snarest! ;)
    Jeg har netop købt mig en slowjuicer fra Hurom model HU600e, som juicer med meget få omdrejninger (42 rpm). Og jeg er SÅ glad for den! Den har været ret dyr, men er alle pengene værd :)

  2. Tusind tak for al din dejlige inspiration. Jeg er vældig glad for min Hurom, som som også er høj og slank og laver fantastisk juice. Kh Mette

    1. Selv tak Mette, så dejligt at det kan bruges :)
      Kendte slet ikke Hurom, men dem må jeg vist også kigge nærmere på :)

  3. Hej Emily! TAK for dette indlæg. Jeg er ved at finde frem til en slow juicer, men må indrømme det er lidt af en jungle og da de er ret dyre, vil jeg gerne have fat i en ordentlig en fra starten. Vil du ikke lave et lille review på din juicer omkring juicens kvalitet, rengøring af maskinen, evt problemer med nogle ting den ikke kan tage osv. Det vil være en KÆMPE hjælp, da jeg efter dit indlæg overveje at erhverve mig din juicer, men mangler lidt insider info om den :)

    1. Hej Anne-Mette, tror ikke jeg kommer til at lave en decideret anmeldelse, men du kan tro at jeg gerne vil svare på det du spørger om her :)
      Jeg har kun prøvet Wilfas slowjuicere til sammenligning (og så min gamle centrifuge, men det er jo noget helt andet) og synes at slutproduktet er ret ens. Mit valg faldt så på Juicepreso’en netop fordi den tager så lidt bordplads.

      Synes at juicens kvalitet er i top! Den er lidt tykkere end når man presser på en centrifuge (hvilket jeg godt kan lide) og juicen skiller ikke. Rengøring er meget nemt. Der er 4 dele i selve presseren + to kander (en til saft + en til pulp). Der følger en lille børste med, der er designet, så man nemt kan rense ‘pressesneglen’ + der hvor juice og pulp kommer ud. Endnu nemmere hvis man har opvaskemaskine, hvilket jeg desværre ikke har, men så skal man kun vaske pressesneglen af i hånden. Den er meget nemmere at rengøre end min gamle centrifuge, synes jeg.
      Det eneste lille minus er at nogle ting (især hvis man bruger lidt for store stykker, ups!), kan ‘ryge ud til siden’ (kan ikke rigtig forklare det bedre) og ikke blive presset med, men så kan man få pressen til at køre modsat (eller slet og ret pille stykket op og køre det igen). Har primært oplevet det med æblebåde, og bladselleri eller gulerod (men ja, nok i lidt for store stykker). Den er suveræn til bladgrønt. Og så skal man måske også være opmærksom på at det med ‘slow’ ikke er for sjov. For det går altså langsommere end på en centrifuge. Og hvis man skynder på maskinen og stopper for meget i for hurtigt, får man ikke fuldt udbytte af tingene.

      Håber det er til hjælp :)

      1. Tak for det! Det var jo nærmest en anmeldelse:) lige én ting mere; Ville du vælge den du har nu over Wilfaen, nu du har prøvet begge? Det er nemlig de 2 jeg vakler imellem. Prisforskellen er ret stor men hvis der ikke er den store forskel på dem, kan det måske ikke betale sig at smide så mange ekstra penge i..

        1. Jeg ville personligt vælge denne. Pga. at den fylder mindre, er nemmere at rengøre og presser en my bedre. Men hvis det ikke er et spørgsmål om plads, så synes jeg også Wilfa’en er god. Slutproduktet er (i min optik) meget ens :)

  4. Den ser lækker ud og bliver da ikke mindre sund for øjet, at den er i så lækker en indpakning med sugerør i. Man skal ikke gå ned på indpakningen, den betyder vel også noget for sjælens sundhed :-)

    Fin opskrift, den vil jeg prøve og rigtig fine billeder og blog. Jeg hænger lidt ud her :-)

    Kh Camille Milk
    http://www.milkogco.com

    1. Dét skal man nemlig ikke. Er SÅ enig ;)

      Det er jeg glad for at høre, velkommen til :)

  5. Jeg juicer på min magimix food processor, som har både saftcentrifuge og citruspresser. Den er SÅ god. Min mutti har haft hendes i 20 år!

    Min yndlingsjuice pt er ikke super grøn, men meget lækker. Æble-rød peberfrugt-citron.

    Æble-hindbær og et drys kanel er også godt!

  6. Elsker din blog Emily og tjekker den dagligt! Bliver altid vildt inspireret af dine lækre opskrifter og outfit. Har bare lige et spørgsmål omkring de glas/krus/kopper du bruger her på dit billedet, hvor er de fra?;)

    1. Tusind tak Karoline, dejligt at du læser med :) Det er syltetøjsglas købt hos Søstrene Grene :)

  7. Hej Emily.

    Vil bare høre, om du har prøvet at presse rodfrugter i din juicepresso, altså fx rødbede? :)

      1. Ej, hvor fedt :)
        Jeg skal nemlig ha’ bestilt en her i løbet af ugen, så ville lige høre dig ad!
        Tak for hjælpen og god dag :D

  8. Det er lige den slowjuicer jeg også har – den er jo fantastisk :-) Jeg bruger ofte det jeg lige har i køleskabet og får lavet en lækker juice. Det bliver så tit farvekoordineret, så det ikke er den samme grønne juice, jeg får hver dag, og får varieret grøntsagerne. En anden dag er den måske orange, rød eller gul :-) Det er jo sundt at få sine grøntsager, så det er en super måde at få dem indtaget – og så smager det bare godt :-) Hvis man er ny i det, kan jeg anbefale at bruge æbler og lidt ananas, som søder lidt mere. Men ikke for mege. Det er nok fornuftigt at bruge 80/20-reglen, så flest grøntsager og ikke så meget frugt. Og så er jeg STOR fan af ingefær i – mums :-)

  9. Hej Emily
    Jeg hælder mest til smoothies, pga. de ekstra fibre osv. Jeg er derfor lidt interesseret i at høre, dine erfaringer med Magimixeren. Jeg har læst meget godt om den. Hvad er dine erfaringer med den? Kan den blende rodfrugter ? – Især interessant rødbeder eller gulerødder.

    Tak for indlægget. Hav en fortsat god aften.