3 beautyfavoritter på budget

Fantastiske skønhedsprodukter behøver ikke at koste en formue og jeg har samlet tre yndlinge, som er en fast del af min skønhedsrutine for tiden. Især to af dem er uundværlige at have med på farten lige nu, hvis I spørger mig.

ENGLISH RECAP: 3 of my beauty favorites at the moment and some very budget friendly ones.

Jeg er ikke den store fan af pudder og synes nemt det giver et lidt tungt og meget ‘makeuppet’ look. Men jeg er heller ikke begejstret for at skinne i hele hovedet, så derfor har jeg som regel oil blotting paper med mig i tasken, som jeg forsigtigt trykker mod t-zonen i ansigtet (eller der hvor man har tendens til at skinne) efter behov. Som regel 1-2 gange om dagen, men lidt oftere i disse svedetider. Tidligere har jeg sværget til dem fra Shiseido og MAC, men disse fra Oriflame, der er noget mere budgetvenlige (lige nu på tilbud til 34 kr., normalpris 55 kr.), fungerer mindst lige så godt, men til en brøkdel af prisen. Og er helt uundværlige i håndtasken.

Først forstod jeg den slet ikke og turde ikke prøve den. Men da jeg først havde overvundet frygten og fundet metoden, blev jeg kæmpe fan. Brow Drama fra Maybelline (på tilbud til 60 kr. normalpris 80 kr.) kan nok bedst beskrives som en volumengivende mascara til øjenbrynene. Og en ret smart løsning til os, der ikke har så meget at gøre godt med på brynfronten, men gerne vil ligne Cara Delevigne, hvad det angår. Den fanger og lægger farve på selv de små lyse hår og gør generelt hele brynet mere markant og voluminøst. Læg 1-3 lag, som du ville lægge mascara. 1 lag for lidt farve og definition og flere hvis du vil opbygge bryn, der syner af mere.

Læbestift i den helt perfekte fersken-/koralfarve til solbrun hud er en evig vinder i min bog og selvom jeg gerne ville gå med den farve på læberne hele året (og gør det), ved jeg godt at det klæder mig allerbedst lige nu. Derfor har jeg også denne Moisturizing Lipstick fra elf i den helt rigtige nuance (Coral Cutie hedder farven) med mig i tasken hele tiden her i sensommeren, for lynhurtigt at kunne tilføje et farvekick til læberne. Den har en behagelig tekstur og masser af pigment og er ret holdbar for en læbestift, der også giver en del fugt. Den koster ca. 38 kr.

(Visited 945 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

8 Kommentarer

  1. Hvor jeg dog elsker budgetvenlige små mirakler!
    Jeg har kun hørt om det blotter- papir ( klart mere flatterende navn på engelsk!)
    Nu må jeg altså snart have det afprøvet – især når prisen lokker.
    Brow Drama fungerer desværre ikke rigtigt i mine grove Ole Ernst bryn. De bliver alt for stive!! Jeg sværger til Mac øjenskygge og browgel – og der er Elf’s (bryngel) også rigtig god til den kære pris: 20 kr! Mindst lige så god som min anden fra Billion Dollar Brows til 190,-
    Jeg vil også være Coral Cutie! – så er det lidt surt at være på Bornholm i gråvejr. Mon man kan støve Elf op i én af øens 2 Matas’ er, når deres eneste Sparkz er lukket ned?? Næppe :-)
    Men så lover jeg dig for, jeg skal være SÅ cute, når storbyen kalder.

    Forresten: Tusind tak for fif om “hesteshampoo” på Beautyspace. Jeg er allerede afhængig. Endelig fandt jeg den perfekte og jeg er dig evig taknemmelig.
    Hilsen Christina ♥

    1. Gode tips :)

      Hmmm… ellers må du ty til elf’s hjemmeside, er sikker på at de sender til Bornholm ;)