Jeg blev simpelthen så berørt af Alt må vige for natten. Den kom helt ind under huden på mig – og sidder der stadig. Jeg havde på én gang svært ved at rumme og fordøje den, men også at lægge den fra mig, mens jeg læste den. Jeg ville på en måde gerne ‘have den overstået’ og samtidig sparede jeg også lidt på den, fordi jeg ikke ville have den skulle slutte. Med andre ord satte den meget blandede følelser i gang, men overordnet set kunne jeg rigtig, rigtig godt lide den. Også selvom jeg blev noget trist af at læse den. Det var virkelig en hård bog at læse for mig.
Jeg synes den var meget rå og ærlig. Til tider meget barsk. Og fin, nuanceret og meget velreflekteret. Jeg kunne godt lide hvordan bogen vekslede mellem selve historien på den ene side og forfatterens skrupler og tanker omkring at skrive den. Hvad der var en hård bog at læse, havde tydeligvis også været en hård (og vigtig) bog at skrive.
Og så er jeg fuld af beundring over Delphine de Vigans evne til at sætte sig i andres sted, tilgive og forsøge at forstå dem ud fra hvor de er eller var. Og til at se sin egen og familiens historie fra flere sider og i kontekst (som da Liane og Georges rejser til London uden deres børn).
Jeg kunne godt lide hvordan hun (næsten) ikke gør sig til dommer over noget, men lader os møde en både herlig og forfærdelig familie. Som så mange familier er det, omend det vist i dette tilfælde er med alting i yderste potens.
Nu glæder jeg mig meget til at høre om I var lige så bjergtagede og bestyrtede? Og hvad I generelt syntes om bogen?
Del jeres tanker om bogen i kommentarfeltet nedenfor (og husk at I også er mere end velkomne til at kommentere indbyrdes). Tag udgangspunkt i et eller flere af spørgsmålene nedenfor ELLER fortæl om noget helt andet, der falder jer ind i forbindelse med jeres læseoplevelse :)
HUSK at ‘diskussionen’ er åben så længe I lyster. Jeg kigger og svarer løbende på kommentarerne.
1. Hvad kunne I allerbedst lide ved Alt må vige for natten?
Jeg var meget betaget af beskrivelsen af det store ‘sommerhus’ i Gallargues (s. 242) og livet dér. Selvom det på ingen måde var en skelsættende begivenhed i romanen, så var det for mig et fint billede på en familie på godt og ondt. At de på trods af al dramatikken og genvordighederne (også) holdt af hinanden, holdt sammen og ferierede sammen, i hvad der lyder til at have været et herligt virvar.
Og så var jeg helt vild med Liane. Den evigt muntre, måske lidt naive og meget finurlige mor og bedstemor. Hun var en herligt elskelig karakter og også vanvittigt irriterende (fik af og til lyst til at råbe “Tag nu de skyklapper af Liane!”) og derfor noget så realistisk, synes jeg.
2. Hvad påvirkede jer mest? Det kan både være en episode, der var chokerende, irriterende eller rar.
Jeg blev dybt berørt af scenen hvor de Vigan finder Lucile død i lejligheden med de mange planter. Den meget detaljerede og alligevel fortumlede, forvirrede og diffuse beskrivelse var så virkelig og smukt skrevet i al sin grusomhed.
“Ordene var der, hvad har hun da lavet, men jeg forstod ikke, hvad de betød, eller også ville jeg ikke, det var “nej”, det kunne ikke komme på tale, det var umuligt, det var bare helt umuligt; det, jeg stod og oplevede lige her og nu, var ikke rigtigt, det var ikke virkeligt, det kunne ikke være det, sådan kunne det bare ikke ende.” (s. 324).
3. Hvordan syntes I formen, hvor der veksledes mellem familiehistorien og de Vigans skriveproces og nutid, fungerede?
Til at begynde med irriterede den mig faktisk lidt. Jeg følte, at jeg blev revet ud af historien om Liane og Georges og Lucile og de andre søskende. En historie som jeg fra første side var meget fanget og draget af. Men sidenhen kom jeg virkelig til at holde af ‘nutidssiderne’. De fungerede både som en rar pause fra den hvirvlende og utrolige familiesaga og så syntes jeg det var virkelig, virkelig interessant at få et indblik i forfatterens egne tanker omkring skriveproces, materiale, liv m.m.
4. Hvilken effekt havde forsidebilledet på jer? Om nogen.
Selv var jeg helt vildt draget af billedet og har kigget på det nærmest i timevis. Da man afslutningsvis i bogen hører at billedet er et udsnit af et større foto fra en familiemiddag og at det (formentlig) er Georges, der kan anes i baggrunden, blev jeg kun mere fascineret og nysgerrig. Jeg fik lyst til at se hele billedet og gerne mange flere familiebilleder og blev helt ærgerlig over, at der ikke var et opslag med en håndfuld billeder i bogens midte eller lignende. Og nej, det er slet ikke den type bog og det havde ikke passet ind, men det kunne nu have været lidt skægt…
Jeg er vild med bogen og måden, som den er opbygget på. Jeg blev fanget af den fra første side og især pga følsomheden over fortiden og at det netop bliver italesat. Det gør De Vigan på smuk vis – hvis man da kan sige det om sådan en fortid
Jeg er vild med bogen og måden, som den er opbygget på. Jeg blev fanget af den fra første side og især pga følsomheden over fortiden og at det netop bliver italesat. Det gør De Vigan på smuk vis – hvis man da kan sige det om sådan en fortid
1. Jeg var meget optaget af følelserne eller mangel på samme i løbet af fortællingen og af familiedynamiken. Og af Liane og hendes påvirkning i familien og af hvordan det er muligt, at se igennem fingrene med sin mands opførsel og naivt overse tegnene på incest.
2. Det påvirkede mig mest, da Lucille er manisk og næsten skader sit barn. Jeg var dybt rystet og chokeret over den voldsomhed de to søskende har oplevet og alligevel kæmper for deres mor.
3. Jeg synes, som du selv skriver, at den var irriterende i starten. Men jeg blev hurtigt glad for den og betaget af, at De Vigan deler sin sårbarhed over skriveprocessen og hvad det gjorde ved familien, at hun havde valgt at skrive bogen.
4. Jeg var fascineret af billedet fra starten af. Især af ansigtsudtrykket og blikket. Og det inden jeg læste om billedet. Billedet satte tankerne i gang og passer helt overens med min opfattelse af Lucille.
Dejligt at du har haft en god oplevelse og kunne lide bogen på trods af det barske tema og de voldsomme sager den bød på.
Helt enig mht billedet og at det passer godt på hvordan man forestiller sig Lucile :)
Kh.
Emily
Det kunne jeg bestemt. Jeg læste den for et par mdr siden og den har været i tankerne siden – egentlig tror jeg altid den vil blive husket. Stemningen i bogen sidder fast i hukommelsen.
Jeg gik faktisk lidt videre med nysgerrigheden og forsøgte at søge efter flere billeder på nettet. Men opgav hurtigt, for måske ville de ikke leve op til forestillingerne.
God ferie.
Kh Tanya
Helt enig. Synes virkelig det er smukt og respektfuldt fortalt og skrevet og uden at det bliver idylliseret.
Det er snart et par år siden jeg læste bogen, så jeg kan ikke gå i detaljer.
Den gjorde et kæmpe indtryk på mig dengang, og jeg tror jeg er klar til at læse den igen i langsomt tempo, så jeg kan fordybe mig i den.
B
Kan godt forstå at den gjorde et stort indtryk. Jeg har den også stadig virkelig siddende i kroppen og det er over en uge siden jeg blev færdig med den. Spændende med en genlæsning, god læselyst :)
Kh.
Emily
Jeg havde svært ved at komme i gang med bogen, og jeg var bestemt ikke vild med måden, den er skrevet på i starten. Det er så noget af det, jeg godt kan lide ved bogen, nu hvor jeg har læst den færdig :-) Netop fordi det gør den mere troværdig og personlig. Det er jo ikke helt problemfrit at skrive om ens familie.
Jeg er glad for, alle i min hustand var gået i seng, da jeg læste bogen færdig. Tårerne trillede ned af kinderne på mig. Super god bog, som rørte mig meget. Jeg er også barn af kræftsyg mor med et svært sind, der desværre også døde alt for tidligt. Bogen ramte derfor plet hos mig, og sidder stadigvæk i mig.
Jeg er vild med morens kommentar i brevet: “Jeg vil gerne dø levende”, og jeg synes, der er meget kærlighed og værdighed i hendes beslutning.
Jeg kan godt lide, at bogen starter med morens død, og at den også ender her, – dermed er ringen sluttet.
Tak for en dejlig blog, – jeg har læst med i 4 år, og den er min daglige julekalender :-)
Mange glade sommerhilsner
LivA
Sjovt. Jeg havde også svært ved at komme i gang (er faktisk startet på den flere gange, både for et par år siden og sidste sommer uden held) og syntes også den var irriterende. Og vendte som du på en tallerken og endte med at blive begejstret for både form og indhold…
Det gør mig ondt at høre om din mor. Stort kram til dig.
Og helt enig, det med at ‘Dø levende’ var meget fint og poetisk.
Selv tak og dejligt at du læser med <3
God sommer til dig også,
Klem Emily
Har ikke læst den, men efter din post og efter at ha’ læst andre anmeldelser skal den i hvertfald med i feriekufferten. Kan næsten allerede se handlingen for mig…
Rigtig god læselyst, håber du også vil finde den fascinerende. Kh. Emily
Jeg hørte den som lydbog for et års tid siden og den har “været med mig” lige siden. Den gjorde et helt enormt stort indtryk på mig også, og jeg tænker virkelig tit på den. Især fordi jeg var gravid med min lille pige, som nu er ni måneder, og den satte mange tanker i gang i forhold til at være mor (som jeg jo kun havde forestillinger om på det tidspunkt) og tanker i forhold til min egen familie, og i det hele taget om at være familie i det hele taget. Det er også svært for mig at udpege enkelte dele fordi den ikke er i helt frisk erindring, men der hvor Lucille nærmest manisk skader sit barn (som Tanya også beskriver) blev jeg helt forfærdet over, og min hjerne kredser tit om lige netop den situation! Det var så stærk beskrevet og så spændende at jeg næsten ikke kunne holde ud at høre det. Et skræmmende eksempel på, hvordan virkeligheden altid overgår fantasien i bizarre, vilde og uforudsigelige situationer. Puha. Det var til tider svært at følge med i springene i tid og især navnene forvirrede mig i starten. Men jeg lærte også at elske formen, da det på en måde gav en tiltrængt følelsesmæssig pause lige at vende opmærksomheden et andet sted fra tid til anden. Jeg vil gerne læse den på bogform, da det jo giver en anden sproglig oplevelse end en lydbog, men jeg må indrømme at jeg simpelthen lige må have den lidt mere på af stand for at kunne læse den. En krævende, og fuldstændig fantastisk bog!!
Puha kan levende forestille mig at den var ekstra hård, når det selv at skulle være mor, var så tæt på. Dejligt at du ville dele din oplevelse og interessant at du også skriver at den var krævende. Det er vist en oplevelse, der går igen i forhold til bogen og jeg kunne ikke være mere enig. En hård omgang, men det hele værd. Forstår dog også godt at du vil vente lidt med at læse den (igen). Kh. Emily
Krævende, fantastisk og uforglemmelig.
B
Det synes jeg er så rigtigt ramt. Tror sjældent jeg har læst noget der påvirkede mig så meget. ‘Krævende’ er helt, helt rigtigt. Kh. Emily
Jeg læste bogen sidste sommer og det er absolut en af de fineste bøger jeg nogensinde har læst. Den er smuk, barsk, deprimerende og alt på een gang. Jeg var hele følelsesregisteret igennem, da jeg læste den. Og jeg græd til sidst….
Tror aldrig jeg vil glemme den, det er sådan en bog man har lyst til at sætte i glas og ramme. Jeg anbefaler den til alle jeg taler bøger med.
Jeg havde det ligesom dig: ville gerne have set flere fotos af familien. Samtidig så dannede jeg mig meget præcise billeder i mit hoved af familiemedlemmerne og især af sommerhuset. Det er det fedeste ved at læse bøger: de mentale billeder man danner af beskrivelser af steder og mennesker. Det elsker jeg….
Og en anden ting:
Bogen satte mig i en helt særlig stemning. Den gør sig meget sårbar, synes jeg. Lidt lige som et stykke musik kan “kræve” noget af sig. At man åbner op og lader stemningen overtage sig. Dette er ikke en bog man læser med det ene øje; den opsluger sig og man bliver nød til at lade den se ind i sin sjæl. Det lyder måske som noget værre fis…men sådan har jeg det med den.
Det synes jeg er så fint beskrevet Lærke og slet ikke noget fis. Jeg havde meget samme oplevelse.
Helt enig. Den var lidt af det hele og man kom ud i alle afkroge af sig selv også imens man læste den. Og ja, som I er mange der skriver var den altså noget af en krævende bandit.
Årets smukkeste og mest gribende læseoplevelse. 1000000 tak til Vigan for den bog og hendes modige fortælling. Bagefter læste jeg “Americana” af Chimamanda Ngozi Adichie. – Også super anbefalelsesværdig – bare på en helt anden måde.
Åh hvor dejligt at du havde så fin en oplevelse med bogen. Og mange tak for anbefalingen, det er noteret :) Klem Emily
Det er svært at sige, hvad jeg allerbedst kunne lide ved bogen, for jeg synes der var mange forskellige facetter af den lange fortælling som var ekstremt fængende. Historien formåede at vække mange forskellige følelser, både gode og dårlige. Man hyggede sig, man var oprevet på karakterernes vegne, og hele vejen igennem komplet fascineret af den utrolige familie . Det jeg allerbedst kunne lide var, at der var så mange nuancer i fortællingen, samtidig med at forfatterinden formåede at fortælle det hele med samme overlegne, eftertænksomme og en smule nøgterne tone hele vejen igennem. Jeg blev meget påvirket af første del, introduktionen til den fascinerende og anderledes franske familie. Hele Luciles opvækst synes jeg var interessant at læse. Det var både et indblik i en anden tid, og for mig også en anden kultur. Her tænker jeg på småting som at de hele tiden går i biografen, chokoladecroissanterne og vinen, detaljerne der gør det nemt at leve sig ind i hverdagen, måltiderne og ferierne. Noget helt andet, men meget voldsomt var så, da hele incestaspektet kom ind og twistede hele ens opfattelse af familielivet og særskilt af Georges. Jeg havde faktisk ikke tænkt særlig meget over bogens forside, og ikke tænkt over at det var selveste Lucile, men da det gik op for mig til aller sidst, var det en god måde at afslutte på, så kunne man kigge på billedet og lige fordøje hele fortællingen. Tak Emily, for at være katalysator for en pragtfuld læseoplevelse! :)
Sikke nogle fine betragtninger. Er så enig mht. hvor nuanceret historien er fortalt. Og alle de små hverdagsdetaljer. Elsker personligt beskrivelser af hvad der spises og måltider generelt.
Selv tak, hvor er jeg glad for at du havde en god omend krævende oplevelse. Klem Emily
Jeg er først lige blevet færdig med bogen – Mange har skrevet den var krævende og jeg er helt enig. Jeg er ellers en ret habil litteraturlæser, men jeg kunne slet ikke komme i gang med den. Jeg tvang faktisk mig selv til at læse den, fordi jeg så gerne ville læse en bog, som man kunne høre andres meninger om, lige efter man havde læst den.
Jeg er i en underlig sindsstemning, men lettet over at andre har sat ord på min læseoplevelse.
Jeg er blæst bagover af en historie som er så fin og kraftfuld på samme tid.
Jeg har lånt bogen på biblioteket, men jeg tror, at jeg bliver nødt til at købe den. Bare for at have historien på hylden.
Jeg har det som om jeg lige har drømt hele historien, fordi den fylder hele min krop. Gad vide hvornår det går væk..
Hvor er det skægt du skriver det. Måtte virkelig også tvinge mig selv i gang. Blev dog meget fanget, da først jeg var lidt inde i den, men synes samtidig at den nærmest gjorde ondt at læse.
Kan godt forstå at du må eje den, den er noget ganske særligt.
Den ‘sidder stadig i mig’ omend ikke helt så voldsomt, som lige da jeg havde læst den.
Kh.
Emily
Det er længe siden, du bragte denne bog op på din blog. Jeg er i gang med den nu – ultimo januar 2017, og jeg blev ret hurtigt fanget af det meget franske univers, der også er gennemgående for en del af de franske film. Meget reflekterende, og der veksles mellem flere lag, og så er den råt for usødet (igen også meget fransk). Total fan.
Jeg har af og til måtte lægge den fra mig i løbet af dagen, fordi der har været for meget at fordøje, mens jeg på andre tider har slugt 50 sider som små slurke the, lidt efter lidt, og uden at føle det voldsomt (til trods for, at der åbnes for flere og flere episoder, som Delphine lukker op for flere og flere anekdoter fortalt af hendes mostre og onkler, båndoptagelser, breve, osv).