Så blev det tid til at diskutere september måneds læseklubbog, og hold da op for et puslespil af handlinger og personer, den bød på. Og endnu engang en roman i to spor; nutid og fortid. Den sprang hele tiden frem og tilbage mellem de to handlinger og man skulle holde tungen lige i munden (jeg skulle i alle tilfælde), for her var virkelig mange fortællinger, der vævedes sammen og samtidig var der et persongalleri, der var en russisk slægtsroman værdigt.
Men det er ikke en hel slægt, der er tale om. Det er ‘bare’ den mexicanske dreng Juan Diego og hans synske lillesøster Lupe, der har et sprog kun Juan Diego forstår (hvilket måske er meget godt). Og så moderen Esperanza og lossepladschefen, som måske – måske ikke – er deres far. Og lossepladsbørnene. Og præsterne, nonnerne, en amerikansk hippie og militærnægter, et hav af cirkusfolk og deres dyr, læger, homoseksuelle og transvestitter, venner og venners familie.
Alle dyr har selvklart navne; hundene på lossepladsen, løverne og hundene i cirkus og sågår også muræneålen i akvariet på den ældre Juan Diegos værelse i Manilla. Det er lige før jeg måtte føre en lille log sideløbende med læseriet.
Juan Diego lærer sig selv at læse både engelsk og spansk ved hjælp af de bøger han finder på lossepladsen og bliver som voksen en berømt forfatter, der bosætter sig i Iowa. Han rejser meget og vi får lov at følge med ham til Fillipinerne på noget, der nærmest er en slags pilgrimsfærd til hippiens fars grav.
Lyder det rodet? Det er det egentlig også synes jeg, men samtidig er det en forrygende og fantastisk (og forvirrende) historie, som først bliver helt samlet og for alvor giver mening på de allersidste sider.
Handlingen er bestemt ikke forudsigelig, jeg blev overrasket mange gange, og godt nok var der mange mærkelige ting ved Dorothy og Miriam, men at de var Juan Diegos dødsengle skulle jeg læser helt til slutningen for at finde ud af. Igennem mange sider med Viagra, meget med betablokkere og et meget aktivt sexliv med disse dødsengle, som ellers gennem det meste af historien “ bare “ er mor og datter.
For mig var det en stor roman på mange måder. Med skæbne som hovedtema, eksemplificeret i mange af personerne, der i høj grad tager magten over deres eget liv. Hvilket kommer allertydeligst til udtryk i lille Lupe, der nok må blive min yndlingsperson, selvom det er et svært valg.
Jeg glæder mig til at høre hvem der er jeres yndlingsperson? Og hvad I syntes om bogen som helhed ? Var den for forvirrende og springende?
I er også meget velkomne til at tage udgangspunkt i spørgsmålene nedenfor eller fortælle mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende :)
- Hvad kunne I godt lide? Jeg elskede børnenes styrke og ‘tykke hud’, de kom videre hele tiden, trods alt de havde imod sig. Lupes skuldertræk, kan man næsten se for sig. Jeg var også vild med Edward Bonshaws og Flors kærlighed, mere umage par skal man vist lede længe efter. Den gode broder Pepe skal også have en plads her, han havde virkelig hjertet på rette sted og “talte Roma midt imod” når det var nødvendigt.
- Var der noget, der irriterede jer? jeg blev helt vildt irriteret, da det tog så lang tid og så meget snak , før Juan Diego kom under behandling, for sin knuste fod, som skulle gøre ham til invalid resten af livet. Ja, jeg synes, der var mange ting der blev gentaget og gentaget. Jeg synes også, der var for mange religiøse diskussioner og jeg kunne godt blive lidt træt af Clark French i det hele taget. Jeg synes, han var den person, der betød mindst for historien.
- Var der noget der rørte eller måske morede jer specielt? Her kunne jeg blive ved, men jeg glemmer ikke ligbrændingen af børnenes mor, Den gode Gringo, Dirty White og Jomfru Marias næse. Alt på samme bål og asken efterfølgende blandet i kaffedåsen. Ingen sentimentalitet, men alligevel så rørende. Og så Lupes udsagn om : “Det er os der er miraklerne”. Og da hun ofrede sig for sin brors fremtid, løb der også en tåre eller to ned ad min kind.
Og så jeg må lige afslutningsvis indrømme, at jeg i sin tid ønskede mig bogen i julegave, da jeg faldt for den pga. omslaget med lossepladshundene. Syntes nemlig den ene lignede Penny med lidt god vilje. Det er jeg glad for, at jeg gjorde.
Emily, hvor er pyjamasen på første foto fra?
Den er herfra: http://myleontine.com/shop/designere/olivia-von-halle/poppy-astrid/ Klem Emily
Og hvor er den grå puf fra? Den er super fin! :)
Knus
Hej Linette, den er fra Auping :) Kram Emily
Jeg er ret glad for John Irvings romaner, men at denne var udkommet havde undgået min opmærksomhed, men heldigvis så jeg den her hos dig ?
Du har ret i, at man virkelig skulle holde tungen lige i munden både i forhold til persongalleriet og spring frem og tilbage i tiden, hvilket jeg synes er meget John Irvingsk. Jeg synes hans sidehistorier for det meste bidrager til den samlede historie på en god og relevant måde fx historien om senõr Eduardos hund, der blev skudt, Vargas’ families død og Flors oplevelser i Houston. De lidt mere perifere karakterer får en fylde som man ikke ser hos så mange andre forfattere.
Min yndlingskarakter er nok, efter en del eftertanke, også Lupe. Jeg kan godt lide hendes verdenssyn, hendes til tider upassende bemærkninger og hendes ofring for sin brors fremtid, men jeg synes der var mange af personerne som er interessante fx en karakter som Flor, men også Senõr Eduardo og broder Pepe.
Jeg morede mig også en del over ligbrændingen, men spredningen af asken og Rivieras hastige ankomst synes jeg også var ret morsomt. Jeg blev rørt over Lupes ofring. Rivieras hengivenhed over for børnene, synes jeg også var fin.
Jeg kunne godt lide de mange fine og interessante skæbnehistorier, der former Juan Diegos liv.
Jeg skulle også bruge lidt tid på at regne Dorothy og Miriams betydning ud, jeg synes der kommer nogle indikationer på det hen mod slutningen fx at de ikke er synlige på billederne på stationen.
Jeg tænker lidt over børnene på hotellet Bohols rolle og betydning(kan ikke huske, hvad de hedder) . De er på en måde klarsyn og et link tilbage til barndommen. Hvad tænker du?
Jeg er enig i, at der til tider var lidt for mange religiøse diskussioner. Han gik engang imellem lidt for meget i detaljer med nogle begivenheder, som ikke umiddelbart var relevante for den overordnede historie.
Jeg synes det er en god og underholdende bog. Hotel New Hampshire er dog stadig min favorit?
Hej Pernille,
Så dejligt at du havde en fin læseoplevelse og havde lyst til at ‘diskutere’ med :)
Ja, enig omkring meningsfulde sidehistorier og ja ,selvfølgelig omkring den brutale nedskydning af senior Eduardos hund.
Og omkring Flor og Eduardos død af aids, som også er en vigtig sidehistorie.
Ja, jeg tænkte også over at Dorothy og Miriam manglede på billedet på stationen. Men så blev Miriam så levende og tilstedeværende på hotellet nytårsaften, at jeg slog det hen…
Dit perspektiv omkring børnene, Pedro og Consuelo havde jeg ikke tænkt over, men det giver da fantastisk mening, og det er måske derfor, at Juan Diego fatter så stor interesse for dem. Jeg tror også de minder ham om barndommen ( ham selv og Lupe).
Hotel New Hampshire er også stadig min yndlings ;)
Kram E
Jeg elskede generelt den måde romanen var skrevet på, da jeg har en forkærlighed for historier, og det kan man sige, at bogen er fyldt med. Den måde der blev sprunget i tiden, var lidt forvirrende, men jeg synes det gjorde at bogen var mere interresant at læse.
Jeg læste faktisk første kapitel to gange, så jeg bedre forstod alle navnvene. Det der nok irriterede mig mest, var når det blev for religiøst, eller bare generelt, når der bliver brugt latinske udtryk, da det er et kluddermor for ens hjerne at læse. Og også lidt at Juan Diegos døsenhed nogle gange var så livagtig at man selv begyndte at falde hen. og at man også følte man gik glip af noget af hans rejse. Jeg blev også lidt irriteret over, hvordan han først mistænker eksistensen af Miriam og Dorothy mod slutningen af historien.
Det Jeg bed mest mærke i, var da man hører om Lupes død. Og den måde det sker på. Hun ved selvfølgelig godt selv, at hun skal dø, og at hendes sidste ønsker skal overbringes osv. Og at det også viser hvor specielle de var.
Jeg kunne ikke lade være med at more mig, da de skal have morens(og alt det andet) aske spredt, selve scenariet er smukt, men også lidt klodset og for meget snak om hvad der egentlig er i den dåse. Og den ting hvor Lupe rører ved sin egen næse, er også bare morsomt.
Al snakken om Clark er lidt for meget. Og det der også undrer mig, er den nonne til sidst. Hvilken rolle spiller hun i selve døden?
Den tog mig lidt tid at læse, men må indrømme at den også var helt fantastisk og det værd!