Halvandet år. Så lang tid tog det at komme ordentligt på plads. Det vil jeg lige minde mig selv om næste gang jeg flytter. Hvilket formentlig og forhåbentlig ligger et godt stykke ude i fremtiden.
Og jo, jo der er smånusserier og dimserader, jeg stadig kan gå og hygge om, ligesom det altid er tilfredsstillende (for mig) at flytte lidt rundt af og til. Men nu er alting ligesom på plads, fundet, hængt op osv.
Lige med undtagelse af vores badeværelse, hvor jeg stadig mangler en god opbevaringsløsning. Det er født uden andet end vask (uden underskab) og bruser, så der mangler lidt til alt dullegrejet. Men det føles nu som et rart og overskueligt lille projekt.
Vi bor til leje i en nyere lejlighed, så der er ikke det store at gøre ved rammerne. Planløsningen er genial, men der er til gengæld lidt at komme efter, når det drejer sig om finish, detaljer, charme og medfødt herlighedsværdi (jeg kigger på jer grimme betonpladelofter). Det prøver vi at veje op for med tæpper, finurligheder og masser af grønne planter.
FAQ: Det store hvide gulvtæppe med sort mønster er fra West Elm, vores spisebord er et Eiermann, de fleste planter er fra min næsten-nabo Greenify (der også bringer ud til ikke-naboer), reolen er en vi selv har designet – ByMakholm har realiseret den, sofabordet er et loppefund fra Berlin og baren er en jeg har arvet fra min mormor og morfar. Og ellers spørger I selvfølgelig bare :)