Op og ned

Selvom man er en jahat og prøver at tage det meste muntert, så betyder det jo ikke, at alting altid er fuldstændig fjong. Ugens op- og nedture.

Ned:
Maria Gerhardts død har rørt mig dybt. Så meget at det kom bag på både mig og Nikolaj, da jeg fredag morgen læste den triste nyhed og tårerne spontant trillede ned i morgenmaden. Jeg kendte hende jo ikke. Og så alligevel. Hun stod for soundtracket til nogle af min ungdoms bedste timer på dansegulvet og hendes bøger har en stor plads i mit hjerte. Der bor Hollywoodstjerner på vejen er både en af de fineste kærlighedshistorier, jeg kender, og den hjalp mig også til at kunne sætte mig bedre ind i min egen mors brystkræftforløb. Tak for festen Maria og tak for Der bor Hollywoodstjerner på vejen, Amagermesteren og Transfervindue <3

Når unge mennesker dør alt for tidligt virker andre ting som bagateller, men ellers er pollen (jeg kigger på dig elletræ) altså på minuslisten denne uge.

Op:
Kia og Daniels bryllup i går. Smukkeste højgravide brud. Bryllupskage. Glade tårer og alt der ellers hører til. Livsbekræftende.

Søndagstur med min mor og Penny på Nokken. Bryggens eget Klondike.

At croissanter findes.

(Visited 5.481 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

7 Kommentarer

  1. Jeg blev faktisk også ret berørt, og jeg har ikke engang læst hendes bøger (endnu, går i gang med Der Bor Hollywoodstjerner På Vejen i næste uge) men jeg havde fulgt hendes kamp på de sociale medier. Puha, det var lidt en knytnæve i maven.

  2. Tårene pressede sig også på hos mig, da jeg læste den triste nyhed. Hvor havde jeg altså håbet på et mirakel!

    Jeg har netop færdiglæst Transfervinduet, den er simpelthen så smuk, rørende og ærlig – skynd dig i boghandleren og få den købt. Det vil du ikke fortryde!

    Rigtig god mandag til dig, Emily!

    1. Den ligger allerede klar og jeg ser sådan frem til at læse den. Mange tak og i lige måde. Klem <3

  3. Jeg skulle også holde tårerne tilbage, da jeg læste det. Tænkte mest på, at det heldigvis var sådan en smuk dag ikke at vågne op til, og at det er så forfærdeligt for den dreng, der nu ikke har hende mere i sit liv.

    I det hele taget berører det mig dybt, når folk dør alt for unge. Især når det er sådan et forløb med en kræftsygdom, der opdages, spreder sig, slås ned, kommer tilbage osv. Det gør mig bevidst om, at det kan ske for os alle sammen, og det er helt banalt hårdt at erkende.

    Hvis man ikke lige orker at gå i gang med bøgerne, kan man høre Martin Kongstads interview med hende i “Bearnaise er dyrenes konge”. Link ligger på Kongstads Facebook. Det er så fint.

    1. Ja det føles så uendeligt uretfærdigt. Æv.

      Tak for dit tip om interviewet det vil jeg høre snarest. Kram Emily

  4. Åh sådan havde jeg det også hele fredagen efter jeg hørte at Maria Gerhardt var død. Jeg blev helt overrasket over at jeg græd og at det gik mig sådan på, men hendes bøger og hendes ord har betydet meget for mig. Så jeg forstår dig virkelig godt. Det er så trist at hun ikke fik lov at leve mere, men hendes værker vil leve videre forevigt, så det har jeg trøstet mig lidt med.
    Jeg håber, du vælger Transfervindue som en af læseklubbens bøger på et tidspunkt :-)
    Kh Katrine

    1. Det er nemlig lige akkurat den der skal være april måneds bog i læseklubben. Det havde jeg allerede besluttet inden, men nu er der slet ingen tvivl. Knus Emily <3