I dag er jeg taknemmelig over, at vi forhåbentlig både har fået sat en dato for bryllup og fundet et sted at holde det.
I år.
Og om blot lidt mere end tre måneder. Det føles både spændende og nervepirrende, men nok mest det første. “It’s gonna be alright”, tænker jeg og jeg glæder mig egentlig bare til for alvor at komme i gang med planlægningen. Og til at dele det hele med jer.
For der har været meget stille på den konto. I know. Det skyldes slet og ret, at vi var i tvivl om vi overhovedet skulle gøre det i år, men nu tager vi springet. Og mon ikke det kan lade sig gøre, at stable et dejligt bryllup på benene på et par måneder? Jeg er fortrøstningsfuld. Endnu…
Er I mange, der selv skal giftes i år? Og er I langt med det hele?
På den lidt mere hverdagslige banehalvdel, er jeg taknemmelig over min løbetur med Penny i morges. Der var for alvor forår i luften og jeg kunne ikke lade være med både at smile stort og grine til verdens bedste (firbenede) løbemakker, der var mindst lige så forårskulret som jeg. Hun insisterede på både masser af rulning i græs (forestil jer noget à la en hundekolbøtte) og lagde op til leg og lignede slet ikke en hund, der er på sit syvende år.
Ps. Mere torsdagstaknemmelighed.
