Jeg prøver at starte eller slutte hver dag med at tænke på noget, jeg er taknemmelig over. Stort som småt. I perioder glemmer jeg det og måske det lyder tumpet og lidt new age-agtigt, men jeg synes altså det er en rar, lille øvelse. Især i disse sammenligningstider.
For det er alt andet lige bedre at fokusere på det man har at være glad over, i stedet for at gå og bruge sit krudt på at stresse over, hvad man ikke har.
Måske mennesker altid har gjort det med at sammenligne. Sikkert. Men det er unægteligt blevet nemmere at falde i fælden, når det nu er så nemt at få et kig ind i (dele!) af andres liv.
Så udover at være torsdagstaknemmelig, så kommer her også et lille torsdagstip: Se sociale medier for hvad de er. Et lille udsnit af en anden persons liv. Brug dem til at blive inspireret og glæd dig over alt det pæne og fine i verden. Ikke som målestok.
Og endnu vigtigere; tænk over det, DU har og er taknemmelig over. For på en eller anden fin måde er der ikke rigtigt plads til begge dele. Altså at glædes og sammenligne.
I dag (og de fleste dage ;)) er jeg taknemmelig over min kæreste. Som er verdens sjoveste og skøreste og som får mig til at grine stort hver dag. Flere gange.
Jeg er også taknemmelig over den kop kaffe, jeg drikker mens jeg skriver dette.
Hvad er I taknemmelige for?
