I går, over en hyggelig familiemiddag hos mine forældre, kiggede Nikolaj og jeg hinanden i øjnene og udbrød nærmest i kor “Vi klarede den”. Og kunne ikke lade være med både at smile, skåle og high five. For nok har livet som forældre til to små, været drysset med masser af lykkestunder allerede (og mange knapt så lykkelige, men det har jeg vist allerede delt), men i går var det, som om vi nåede ikke bare en, men en helt masse milepæle på én gang. Og havde en gensidig fornemmelse af at kunne sænke skuldrene lidt.

Kurt slog øjnene op om morgenen, krøb op i sengen og over til Skipper, krammede ham og sagde: “Min bedste ven”. Og så var det, som om mit hjerte skulle briste og mit arbejde her på jorden var gjort. Senere på dagen kravlede Skipper rigtigt og for alvor. Han har taget tilløb i mange uger, men nu var det ægte kravleri. Og vores ellers powernappende baby sov 2 lure à hele 2 timer. Og sad i sin stol og spiste så fint og selv. Generelt er der kommet mere og mere ro på hans mave (det stoppede ikke fuldstændig med kolikken men har været en gradvis rejse efterhånden som hans tarmsystem er modnet op). Og jeg kan mærke hvordan overskuddet skyller ind over mig og jeg kan trække vejret friere.

Jeg har netop været alene hjemme med drengene i en uge og det er (med lidt uvurderlig hjælp fra farmor og mormor) gået over al forventning og har givet så meget selvtillid. Og ikke mindst utippet og vidunderlig tid med min store. Man kommer nemt til at dele sig lidt op, når der kommer en lille ny. Far har den store, mor har baby. I alle tilfælde hvis man ammer (og man har et kolikbarn, der er svært udfordret på dagslurene). Derfor har vi nogle dage levet lidt opdelt. Fordi det var nemmest. Og jeg har savnet min lille, store dreng på klods hold. Nu kan vi mere og mere være sammen allesammen. Jeg er så glad.

Der kommer helt sikkert perioder, hvor det går tilbage igen. I nat var eksempelvis ikke super. Men der kommer flere og flere åndehuller. Sidste uge var dagslurene bedre end nogensinde. Ikke dem alle. Overhovedet. Bevares. Men en hel del af dem. Mere ro over feltet og generelt bedre fodfæste. En generel oplevelse af, at vi er seje og nok skal klare den. Og sådan var det ikke for et par måneder siden. Har ikke tal på, hvor mange gange jeg i momentan afmagt har sagt “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre”. Det har været øjebliksbilleder jovist. Og en time eller tyve minutter efter, har tingene været helt ok. Men der bliver altså færre og færre af de der små og store sammenbrud. Luften og overskuddet overtager. Og således bliver der forhåbentlig også mere tid til og mulighed for at være til stede på nærværende blog igen. Håber jeg.

For nylig blev jeg spurgt på Instagram, hvornår man vænner sig til at være mor til to. Med det samme og efter omtrent 7 måneder, ville være mit svar nu. For det er den oplevelse jeg har haft. Men set her på bagkant, så kan jeg se og mærke, at jeg først er landet i det for alvor nu. Og det lyder måske lidt hårdt at sige (og gør mig egentlig lidt ked af det), men det er også først nu, jeg rigtigt har den der vilde forelskelse i min baby, som jeg oplevede med Kurt nærmest fra dag 1. Altså der hvor man kan mærke det helt nede i maven. Jeg har passet på ham og elsket ham fra start, det er der ingen tvivl om, men nu, nu er er vi der. Det skyldes helt sikkert det lange forløb med kolik, refluks og alt hvad der fulgte med af mange lortebleer døgnet rundt, powernaps og afbrudt søvn for både mor og yngste søn. Men nu smiler og ler vi mere end vi græder. Ja faktisk græder vi slet ikke mere ♥︎

Foto: Alona Vibe.