Slow Dance

Der går lidt (meget!) længere mellem blogindlæggene herinde, end jeg havde tænkt mig. Men med kolikbaby (der heldigvis, 7-9-13, endelig har det bedre) er det ikke alt, eller faktisk meget lidt, der kan forløbe efter mit hovede. I forsommeren rendte jeg også ind i to gange galoperende halsbetændelse med to ugers mellemrum (sikkert min krops måde at sige på, at den var ved at være i knæ) og følte mig således lidt slået tilbage til start, lige som der ellers var kommet en my ro på.

Inden det lyder som den længste undskyldning, vil jeg i stedet ile til formålet med indlægget her. Noget jeg tænker en del over og forsøger at huske mig selv på (måske fordi det egentlig falder mig lidt svært): At der ikke er noget som helst, jeg skal nå i år. Altså udover at yde omsorg for det lille menneske, som jeg fødte for lidt over 3 måneder siden. Nå, ja og ham jeg fødte for 3 år siden. Og mig selv. Iltmasken på først selv og man kan ikke hælde fra en tom kop og alt det der. Og måske deres far og kærligheden os imellem, også skal prioriteres i ny og næ. Men alt derudover er flødeskum og glimmer, prikker over i’erne.

For: Jeg skal ikke nå noget. Jeg messer mottoet ‘hver ting til sin tid’. For jeg behøver ikke renovere køkken, få en god forretningsidé og udleve den eller på anden vis gøre karriere, gøre tip top rent, luge i mit jordbærbed (både bogstaveligt talt og i overført betydning), se alle jeg kender, få mavemuskler tilbage, udgive et blogindlæg om dagen eller hvad det nu ellers kan være. Altså, det er dejligt hvis det sker, men også helt, helt ok, hvis fokus og (manglende) overskud bliver lagt et andet sted. Jeg tænker og håber, jeg skal blive ret så gammel. Så mon ikke jeg når det hele. Hvis jeg da vil.

Og mon ikke det er helt dejligt at slow dance sig gennem denne søde, sprøde og sårbare periode med en lille baby.

For mig er svaret JO.

Også selv om jeg af og til skal minde mig selv om, at det er helt ok, at leve helt langsomt ♥︎

(Visited 1.380 times, 2 visits today)

Skriv en kommentar

8 Kommentarer

  1. Velkommen tilbage fra ferie og sikke et fint og tankevækkende indlæg. Jeg er også på barsel pt. Og rigtig dårlig til det. Det passer rigtig dårligt ind i min vanlige modus med at være effektiv og nå ting. Jeg fik det tip, at skrive en liste med alle de ting, jeg gerne vil nå og så prioritere at gøre minimum en ting om dagen. Det er både stort og småt. Og det betyder, at jeg nogle dage prioriterer at nå en ting fra listen over at tømme opvasker, vaske tøj osv. Men det fungerer så godt for mig at føle jeg når noget ander end baby.

    Noget helt andet: hvor er den fine taske fra?

  2. Elsker dine tænksomme indlæg. De giver så meget stof til eftertanke, inspiration og ro.