Først og fremmest tak for jeres gode kommentarer til forrige indlæg. Dejligt ikke at være alene om at ‘den søde ventetid’, er knapt så sød i realiteten. Jeg er ved at gå ind i slutspurten af graviditeten og nyder virkeligt gode dage blandet med virkeligt trætte og tunge dage, så alt er vist som det skal være på den front. Men mere om det i næste graviditetsdagbog.
Uanset hvad, så glæder jeg mig efterhånden gevaldigt til så småt at gå på barsel om 14 dage. Til den tid er der 3 uger +/- til termin. Gjorde noget lignende med Kurt og det var virkelig rart at give hovedet lidt fri (jeg bliver noget indadvendt og ufokuseret her i slutningen af graviditeten) og så er der – for mig som selvstændig – en stor ro i ikke at skulle til at rydde kalenderen eller jonglere en hel masse, skulle fødslen gå i gang tidligere end forventet. De tre uger er en slags sikkerhedsbuffer i den henseende, om man vil. For når man er en enmandshær og der ikke lige står nogen, til at tage over eller gribe bolde, mens man er væk, er det rart at kunne få afviklet og afsluttet ordentligt inden.
Min barsel bliver i øvrigt en nogenlunde kopi af den, jeg holdt med Kurt. Fra midten af februar til midten af maj, altså sådan ca. 12 uger i alt, er jeg på ægte barsel og midt i maj begynder jeg så småt at arbejde igen. Det fungerede så fint sidst, både med 100% ro og tid til baby de første par måneder, men også at arbejde lidt med baby på sidelinjen efterfølgende. Nu må vi se, om lillebror er lige så klar på den model. Jeg krydser fingre.
Jeg kommer fortsat til at blogge og dele på instagram i barselsperioden, kan ikke holde mig helt væk i så lang tid, men det bliver når lyst, humør, dagsform og baby vil det og derfor har jeg heller ikke nogen samarbejder i den tid.
Ellers nyder vi egentlig bare en periode med nogenlunde ro på. Det er som om vi alle for alvor er faldet til. Både i det det nye hus og i den nye by, men også som småbørnsforældre. Sidste er jo også noget af en omvæltning, men ofte sker den sammen med så meget andet, at man (eller jeg i alle tilfælde) helt glemmer at tælle det med i ligningen. Kurt er glad i vuggestuen, han er så småt begyndt at tale (endelig!) vi er glade og taknemmelige over det liv vi har skabt og skaber sammen og ja, bortset fra, at jeg bøvser mig gennem dagene og har halsbrand galore (pga graviditet), så har vi det egentlig bare rigtigt, rigtigt godt. Og værdsætter det og husker på, at være taknemmelige. Synes vi har fundet en version af ‘hamsterhjulet’ der fungerer for os og som vi alle trives i. Altså det meste af tiden i alle tilfælde. Der er også nedsmeltninger hos den to-årige og forældre der er knotne på hinanden i ny og næ, men majoriteten af dagene har vi fælles grineflip, kysser og kigger på hinanden og siger, “hvor har vi det egentlig godt”. Og så kan det da ikke være helt galt fat.
Så er det selvfølgelig en spændende øvelse lige at vippe båden (måske) gevaldigt med endnu et lille barn, men det håber jeg, vi kan tage i stiv arm. Og en god portion kaos og kærlighed selvfølgelig. Min store livsinspiration, en meget kær veninde, som jeg blandt andet skrev om i dette indlæg, fødte tvillinger i sommer og har nu 4 børn, det samme har min svigerinde, Nikolajs søster, og de er begge fortsat så rolige og seje (omend de selvfølgelig også fortæller om komplet kaos, søvnløse nætter og vasketøj, der formerer sig hurtigere end nogen kan forestille sig) og det gør altså at jeg tænker, at vi nok skal klare 2 styk. Selvom man selvfølgelig aldrig ved, hvem der kommer ud…
Apropos antal af børn, så er det et spørgsmål, der går igen i min indbakke på instagram. Om vi altid har vidst vi ville have to. Om vi vil have flere. Om hvorfor Kurt skal have en søskende, når jeg selv har været glad for at være enebarn.
Er det noget, der i almindelighed er interesse for? For jeg har tænkt så meget på det, som følge af disse spørgsmål og synes det er sådan et spændende emne. Især det med, “at man skal have to børn, for det gør man jo” – det er som om, det er en default mange lever efter. Hørte lige en podcast om samme emne hos To the Moon Honey (denne panelsnak om at blive mor til to) og ‘default-to-barnstanken’, gik også igen dér hos alle panelgæster. Herhjemme var det virkelig noget vi overvejede og talte meget om. Måske fordi jeg selv er enebarn og har oplevet hvor godt det også kan være (både for barn og forældre). Måske fordi det tog tid at lave Kurt. Men ja, det må få sit eget indlæg, hvis det overhovedet er noget, I synes er interessant.
Klem herfra og mange ønsker om en dejlig dag,
E
Ps. Kig gerne ind senere, hvor der både er grøn madlavningsinspiration og en rar rabat på menuen.
