En update på alt og intet

Først og fremmest tak for jeres gode kommentarer til forrige indlæg. Dejligt ikke at være alene om at ‘den søde ventetid’, er knapt så sød i realiteten. Jeg er ved at gå ind i slutspurten af graviditeten og nyder virkeligt gode dage blandet med virkeligt trætte og tunge dage, så alt er vist som det skal være på den front. Men mere om det i næste graviditetsdagbog.

Uanset hvad, så glæder jeg mig efterhånden gevaldigt til så småt at gå på barsel om 14 dage. Til den tid er der 3 uger +/- til termin. Gjorde noget lignende med Kurt og det var virkelig rart at give hovedet lidt fri (jeg bliver noget indadvendt og ufokuseret her i slutningen af graviditeten) og så er der – for mig som selvstændig – en stor ro i ikke at skulle til at rydde kalenderen eller jonglere en hel masse, skulle fødslen gå i gang tidligere end forventet. De tre uger er en slags sikkerhedsbuffer i den henseende, om man vil. For når man er en enmandshær og der ikke lige står nogen, til at tage over eller gribe bolde, mens man er væk, er det rart at kunne få afviklet og afsluttet ordentligt inden.

Min barsel bliver i øvrigt en nogenlunde kopi af den, jeg holdt med Kurt. Fra midten af februar til midten af maj, altså sådan ca. 12 uger i alt, er jeg på ægte barsel og midt i maj begynder jeg så småt at arbejde igen. Det fungerede så fint sidst, både med 100% ro og tid til baby de første par måneder, men også at arbejde lidt med baby på sidelinjen efterfølgende. Nu må vi se, om lillebror er lige så klar på den model. Jeg krydser fingre.

Jeg kommer fortsat til at blogge og dele på instagram i barselsperioden, kan ikke holde mig helt væk i så lang tid, men det bliver når lyst, humør, dagsform og baby vil det og derfor har jeg heller ikke nogen samarbejder i den tid.

Ellers nyder vi egentlig bare en periode med nogenlunde ro på. Det er som om vi alle for alvor er faldet til. Både i det det nye hus og i den nye by, men også som småbørnsforældre. Sidste er jo også noget af en omvæltning, men ofte sker den sammen med så meget andet, at man (eller jeg i alle tilfælde) helt glemmer at tælle det med i ligningen. Kurt er glad i vuggestuen, han er så småt begyndt at tale (endelig!) vi er glade og taknemmelige over det liv vi har skabt og skaber sammen og ja, bortset fra, at jeg bøvser mig gennem dagene og har halsbrand galore (pga graviditet), så har vi det egentlig bare rigtigt, rigtigt godt. Og værdsætter det og husker på, at være taknemmelige. Synes vi har fundet en version af ‘hamsterhjulet’ der fungerer for os og som vi alle trives i. Altså det meste af tiden i alle tilfælde. Der er også nedsmeltninger hos den to-årige og forældre der er knotne på hinanden i ny og næ, men majoriteten af dagene har vi fælles grineflip, kysser og kigger på hinanden og siger, “hvor har vi det egentlig godt”. Og så kan det da ikke være helt galt fat.

Så er det selvfølgelig en spændende øvelse lige at vippe båden (måske) gevaldigt med endnu et lille barn, men det håber jeg, vi kan tage i stiv arm. Og en god portion kaos og kærlighed selvfølgelig. Min store livsinspiration, en meget kær veninde, som jeg blandt andet skrev om i dette indlæg, fødte tvillinger i sommer og har nu 4 børn, det samme har min svigerinde, Nikolajs søster, og de er begge fortsat så rolige og seje (omend de selvfølgelig også fortæller om komplet kaos, søvnløse nætter og vasketøj, der formerer sig hurtigere end nogen kan forestille sig) og det gør altså at jeg tænker, at vi nok skal klare 2 styk. Selvom man selvfølgelig aldrig ved, hvem der kommer ud…

Apropos antal af børn, så er det et spørgsmål, der går igen i min indbakke på instagram. Om vi altid har vidst vi ville have to. Om vi vil have flere. Om hvorfor Kurt skal have en søskende, når jeg selv har været glad for at være enebarn.

Er det noget, der i almindelighed er interesse for? For jeg har tænkt så meget på det, som følge af disse spørgsmål og synes det er sådan et spændende emne. Især det med, “at man skal have to børn, for det gør man jo” – det er som om, det er en default mange lever efter. Hørte lige en podcast om samme emne hos To the Moon Honey (denne panelsnak om at blive mor til to) og ‘default-to-barnstanken’, gik også igen dér hos alle panelgæster. Herhjemme var det virkelig noget vi overvejede og talte meget om. Måske fordi jeg selv er enebarn og har oplevet hvor godt det også kan være (både for barn og forældre). Måske fordi det tog tid at lave Kurt. Men ja, det må få sit eget indlæg, hvis det overhovedet er noget, I synes er interessant.

Klem herfra og mange ønsker om en dejlig dag,

E

Ps. Kig gerne ind senere, hvor der både er grøn madlavningsinspiration og en rar rabat på menuen.

(Visited 3.100 times, 10 visits today)

Skriv en kommentar

16 Kommentarer

  1. Jeg kunne meget godt tænke mig at høre om tankerne bag enebarn vs flere børn ❤ Vi overvejer, at vores skal være enebarn,men alle presser på med 2-børnsideen

  2. Jeg vil også meget gerne høre om tankerne omkring enebarn vs søskende.
    Min datter har tre store søskende på sin fars side og de bor hos os hveranden uge. Men de andre uger er hun enebarn. Jeg ville så gerne give hende en ‘hel-søskende’, som samtidig også var tættere på i alder end de andre, men jeg kan ikke overtale hendes far. Så jeg vil især gerne høre om fordele ved at være enebarn! :)

  3. Ja meget gerne alle dine tanker, de kloge og de krøllede, om tanker og overvejelser om antal børn, og også meget gerne din egen oplevelse af at være enebarn ❤️ Kh

  4. Skriv meget gerne om enebarn vs flere børn-dilemmaet! Vi er (relativt nye) udlandsdanskere og har ingen børn (endnu), men bare tanken om at skulle stifte familie i vores bopælsland er ret så uoverskuelig sammenlignet med Danmark. Om alt går vel kunne vi godt finde på at få et enkelt barn, mens vi bor her, men ikke flere. Omvendt så tikker biologien jo også og vi regner alligevel med at skulle være her en del år endnu…

  5. Jeg har selv to skønne drenge fra hhv. ‘17 og ‘20 og min erfaring er, at en ting er hvilken lillebror man får, noget andet er, hvordan storebror tager imod. For det har man ingen idé om, før man står i det, og det var nok noget af det, som overraskede mig mest.. Hvordan vores glade, kærlige dreng pludselig kunne vise sider som jeg forbandt med ondskab. Og hvordan man lærer at være i, at det ikke altid er let at blive storebror, uanset hvor meget man har forsøgt at forberede sig som forælder.
    Jeg er selv enebarn, og derfor har de daglige søskendekonflikter overrasket mig. Jeg har lært at være i dem, fordi jeg tror på, de er vigtige for vores drenges udvikling. De skal kunne toppes hjemme – for det er her de er trygge. De erfaringer de gør sig her, kan de lære af, og den lærdom kan de tage med sig ud i verden i omgangen med andre børn.

  6. Jeg vil også gerne høre dine tanker om antal børn :) Jeg er selv af en søskendeflok på fire, og jeg har altid tænkt, at jeg i hvert fald skulle have flere end to. To synes jeg bare var så … fantasiløst? Villa, Volvo, vovhund og far, mor og to børn. Jeg skulle have tre! I hvert fald. Og nu er jeg så den meget glade mor til to børn, og jeg skal ikke have flere. To er perfekt i vores familie, og jeg tror ikke, jeg kunne få flere og have det overskud og den energi, jeg gerne vil have. Jeg har en dreng og en pige, der er tre år imellem dem, og de er helt fantastiske til at lege sammen. Det er virkelig vidunderligt, og jeg synes, vi har sådan en god harmoni nu ❤️

    1. Har det lidt på samme måde. Vi er også fire søskende, og jeg kan slet ikke forestille mig kun at have én bror eller søster! Har altid tænkt at to børn var uambitiøst. Klip til i dag hvor jeg nærmest griner hånende at mig selv. Hvad ved man overhovedet inden man får børn! Ikke en skid. Vi har en dejlig datter nu og vi skal have en mere fordi søskende bare ER optur, men seriøst. Jeg magter ikke at blive gravid, være gravid, føde og hele efter det (!!!), amme i døgndrift, være søvnslave og altid komme i anden række. Igen. Vores datter er knap 8 måneder, så der går lidt før vi vil til at prøve at lave en to’er. Håber virkelig lysten melder sig.

      1. Kære M og Trine, elsker jeres betragtninger og tak for at dele så ærligt. Og skrive det på sådan en sjov måde. Sidder og klukler. Jeg troede omvendt at vi ‘bare’ skulle have ét barn (fordi det er det jeg kender og har virkelig haft en god barndom som enebarn), men hvis ikke jeg havde alderen mod mig, var jeg klar på mindst 3 ;) Så sjovt sådan noget, det har totalt taget r**** på mig, at jeg har det sådan. Kram til jer

  7. Meget gerne med om overvejelsen mellem 1 og 2 børn.
    Synes, det er spændende, hvad andre tænker – og særligt den der default, at en familie da er (min.) 2 børn og at det er “lidt synd” for barnet, hvis man kun får 1.

  8. Jeg vil også meget gerne høre dine tanker omkring antal af børn. Synes sådan noget er så spændende. Jeg tror også, at mange vælger at få to børn, fordi det er det “man” gør. Uden egentlig at reflektere dybere over det. Jeg kender i hvert fald ingen, som har sagt, at de kun ønsker et enkelt barn. Det virker nærmest udskældt at gøre det i vores kultur.

    Vi har selv to børn (2,5 år og 5 måneder) og ønsker flere. Det er mega hårdt til tider med to små, men også så utrolig meningsfuldt og tror (håber), at jeg vil slippe kontrollen mere når/hvis vi får flere børn én dag. Jeg kan bare mærke i mit morhjerte, at der er plads til flere, og at vi ikke er færdige endnu.

  9. Stemmer i med koret: ja tak til tanker om antal børn! Jeg er selv enebarn og har også altid været glad og tilfreds med det (men nu har jeg jo så heller aldrig prøvet andet :9). Men efter jeg er blevet voksen har jeg mærket en form for “eksistentiel ensomhed” i det at være enebarn. Det her med at man står alene som generation på en eller anden måde. Det er lidt svært at forklare. Men det er den følelse, der ligger til grund for, at jeg inderligt håber på en 2’er herhjemme – og gerne flere!

    1. Jeg er så enig med dig Katrine og forstår dig så godt, her er det også først efter jeg er blevet voksen (og efterhånden som mine forældre bliver ældre), at jeg ser bagsiden af at være enebarn. Til gengæld var min barndom så god og jeg savnede aldrig en søskende (sådan som mange ellers tror, enebørn gør). Klem E

  10. Jeg syntes også det kunne være så interessant at høre mere om 1 barn vs. Flere børn. Nærmest fra jeg fødte min søn, har jeg skulle forholde mig til, hvornår vi skulle have en 2’er og hvis vi har givet udtryk for at vi måske bare ville have 1 barn, så har folk tabt kæben og fortalt os at det kan vi ikke være bekendt – det er som om det nærmest er en selvfølge i vores samfund at vi for alt i livet ikke må lave enebørn (eller ihverfald ikke hvis det stod til HELE min omgangkreds).

    1. Det er virkelig skræmmende, at folk tænker det er sådan. Mange studier omkring søskende/enebørn viser at enebørn er virkelig rare og har mange styrker (som også kan komme samfundet til gode). De minder mest af alt om storebrødre/-søstre og mindst om lillebrødre/-søstre, selvom den generelle holdning er at de er en særligt usympatisk udgave af sidstnævnte.
      Og så har vi slet ikke talt om hvor rigtigt det kan være for forældrene ‘kun’ med ét barn. Tror man får det bedst som familie (og dermed størst mulig trivsel hos barnet/børnene), hvis man får det antal børn man har overskud, ressourcer og lyst til. Men, ja det må få sit eget indlæg ;) Klem og stor forståelse herfra i alle tilfælde

  11. Om det at normen er å ha to barn; Elsa Billgren har hatt noen veldig gode refleksjoner om det å “bare” ha enebarn, etter at hun hadde livmorkreft og ikke kunne få flere barn. Hun har skrevet om det i bloggen og snakket om det i Billgren Wood podcasten, tror jeg.

    1. Tusinde tak for den henvisning, den vil jeg fluks kigge nærmere på. Så interessant. Kram E