Billede herfra
Jeg er heldig at have en helt igennem pragtfuld – og egentlig ret broget – flok af veninder, som jeg beundrer hver især. Og respekterer, ser op til og (selvfølgelig) holder ufatteligt meget af. Ja, faktisk elsker jeg dem og det siger jeg også til dem ved lejlighed og omvendt. Udtalt kærlighed skal man ikke være nærig med.
Og mens jeg kunne skrive en ode til hver og en af dem, (måske jeg skulle gøre det over tid) så er det særligt én veninde, der dukkede op i mine tanker i dag. Ja, faktisk har jeg tænkt på hende indtil flere gange på det seneste, for hvor beundringsværdig jeg synes hun er. Hun er ikke bare en stor inspiration for mig og et pejlemærke i forhold til at turde gøre tingene på sin egen måde og sætte spørgsmålstegn ved ‘normen’. Eller for hvordan hun er god til både at tage fat, men også slappe af. Hvordan hun favner og rummer sine børn i alle situationer. Og en masse andet for den sags skyld.
Nej, det jeg vil fremhæve nu, er hvor ualmindeligt dygtig hun er til IKKE at brokke sig.
For at være helt ærlig, tror jeg ikke, hun tænker over det selv. Jeg tror, hun er så dygtig til (for det meste) at se glasset som halvt fuldt og til at lade det ligegyldige være og fokusere på det væsentlige. Ikke at det er så let endda. Og det er givetvis nogle ‘muskler’ der er trænet og styrket over tid, men hun er for mig et pragtfuldt eksempel på, hvordan man er glæden (ja, måske ligefrem lykken) et skridt nærmere, når man lader være med at fokusere på alt det, man IKKE har.
Og nu tænker I måske, at hun slet og ret intet har at brokke sig over? For så er det jo en smal sag at lade være. Og nuvel, hun har en sød kæreste, to dejlige drenge og et udmærket, men også udfordrende job i det offentlige. Men det kender jeg nu altså mange der har (eller tilsvarende) og de brokker sig alligevel. Og længes og vil have noget andet eller mere end det de har.
Men nu til det konkrete eksempel: Veninden her bor i en lille københavnerlejlighed på fjerde sal. Det var til at begynde med en to-værelses, men nu er der soveværelse ovenpå i et nedlagt loftrum. Men ‘badeværelset’ er det oprindelige bak-ind-toilet. Altså sådan et hvor man står over/i/på toilettet og bruser sig. Hun har to små børn under 3 år, der er ingen elevator i ejendommen og når der skal vaskes tøj (det skal der unægteligt en del med to blebørn), så foregår det i vaskekælderen i gården. Alle indkøb, børn der skal op og ned og vasketøj, skrald osv. osv. skal altså fra fjerde sal eller omvendt. Og jeg har ALDRIG hørt hende brokke sig bare den mindste smule over det. Til gengæld bliver hun vildt glad, hvis man tager skraldet med ned, når man går.
Lige akkurat ovenstående scenarie, eller nedskalerede versioner af det, er det jeg kender allerflest, der brokker sig over. Og tro mig, jeg synes det er helt fair. Jeg har stor respekt og forståelse for, hvor bikset det kan være at få hverdagslogistikken med små børn til at hænge sammen. Og at det bogstaveligt talt kan redde dagen(e) med elevator, lidt mere plads eller en vaskemaskine indenfor rækkevidde. Men derfor synes jeg altså stadig det er ualmindeligt inspirerende, fedt og beundringsværdigt, med denne her veninde, der har så taknemmelig og fin en tilgang til det hele. Også fordi det livssyn strækker sig langt ud over boligsituation og afstand til vaskemaskiner. Dette her er bare et konkret eksempel, som de fleste kan sætte sig ind i. Et eksempel på, at vi jo egentlig selv bestemmer, hvad vi retter vores energi mod.
Og en god reminder om at lykken også kan findes dér. Oppe under taget i en lille lejlighed på Nørrebro. Uden vaskesøjle eller samtalebadeværelse.
Har I en veninde, I ser op til eller beundrer for en særlig egenskab?